‘Plastikverden’: Fabräk har smidt megafonen – men de er stadig bedst, når de råber
Hvis der var én ting, der kendetegnede Fabräks to år gamle debutalbum, ‘Rige børn leger bedst’, var det megafonen.
De to punkrappere råbte ad dårlige ting og skaterkultur med overstyret vokal og let desperation. Lød det energisk? Ja! Teatralsk? Tjo.
I hvert fald legede Anton Dyrby og Sixten Rasmussen med ironi og genrer i en grad, så mange blev i tvivl om, hvor meget de egentlig mente det hele. Pludselig lød de som TV-2, så som indierock. Discostrygere? Denne vej.
Alligevel fik deres kaotiske energi projektet til at føles levende og reelt. Fabräk var måske lidt ungt, lidt dumt, men deres punkede råberap var vildt smittende.
På opfølgeren, ‘Plastikverden’, har de droppet megafonen. Den overstyrede vokal er væk, råbene har fået selskab af andre temperamenter. Og af guitarsoloer. Mange guitarsoloer.
Det er, som om Fabräk gerne vil længere ind. Et mørke ligger under teksterne om evig fest, og vokalerne har nye nuancer af hæshed, dybde og sensitivitet.
»Troede aldrig, du ku’ bli’ så kold«, lyder det på postpunkede ‘Naar solen rammer’, hvis omkvæd ville passe fint på et Peter Sommer-album. Men det langsomme flow udfordrer også vokalen, der til tider virker oplæst, og introspektionen foldes ikke for alvor ud.
I stedet får den lov at ulme på hele albummet som en lidt vag bagside af teksternes mange fleks. Festen er også en flugt, fornemmer man, men Fabräk lukker os ikke helt ind i detaljerne. De »danser smerten væk« og »lever livet voldsomt«. Ok, uddyb!
Fabräk er stadig bedst, når de skruer op for energien.
Det gør de på ‘Paradoks’ og ‘Shr3k’ med vokale primalstød og smadrerock, samtidig med at teksterne overgiver sig til det der lidt dumme punkteater, som er Fabräks varemærke.
»Alting er skrald, det’ et faktum«, »fuck, jeg hader sport«, linjer om at stjæle biler og brænde bøger. Den slags kåd og sumpet nihilisme, der egentlig siger mere om en persons problemer end halvmystiske bekendelser om kulde og smerte.
På den meget whiskybæltede ‘Skiferie’ vælter de huset, mens forældrene er væk, og »d-d-d-danser moderne« over hurtig punk og stønnende vokal. Det er kort, dumt og godt.
Men Fabräk vil gerne mere.
Hurtigt Jersey club-beat og langsomt breakdown afløser hinanden på ‘Ik fake længere’, der lige skal forbi det første, ret låste flow, før vokalen får fine nuancer af sårbar hæshed.
Funkguitaren dominerer ‘Danser smerten væk’ med meget Fabräk-agtige referencer til Johnny Reimar og Britt Bendixen. Andre steder hører man synthblæsere, halvpsykedeliske mellemspil og den kortfilmsagtige storytelling på ‘Maanemand’.
Det giver ‘Plastikverden’ en fin variation, men resultatet er blandet. Vokalen har det til tider svært med de mindre energiske flows, og indierockede øjeblikke som på ‘Ændrer sig ik’ kan have tendens til monotoni.
Til gengæld er funkrappede og guitarfri ‘Lige nu’ en virkelig fængende ekskurs med pitchbendet synth, koklokke og et omkvæd, der er så Nik & Jay, at man selvfølgelig igen kan blive i tvivl om, hvor meget Fabräk mener det her.
Også fordi sangen introduceres af et fake opkald fra pladeselskabet, der gerne vil have et hit.
Griner de ad mig, hvis jeg synes, det er fedt?
Det kan jeg godt leve med. Ligesom jeg kan leve med, at ‘Plastikverden’ ikke er et perfekt album, fordi det trods alt viser, at Fabräk er i bevægelse. Megafoner kan man ikke råbe i for evigt.
Kort sagt:
Fabräk prøver nye temperamenter af på ‘Plastikverden’ og hinter om, at festen også er en flugt. Deres styrke er dog stadig høj energi og dum nihilisme.