Et modeshow handlede i gamle dage primært om at vise en kollektion til indkøbere og presse, men i dag er forbrugerne i højere grad inviteret indenfor. Det galt især ved den netop afholdte modeuge i København – eller i cyberspace – da den i pandemiens skygge var fuldt ud digital.
Dermed var modeshowets normale omdrejningspunkt, publikum omkring en catwalk, sat ud af spil, og tøjmærkerne havde i højere grad frie hænder til at iscenesætte deres bud på det tøj, vi vil iklæde os til efteråret.
Mens nogle alligevel valgte at holde fast i catwalken, som en del af deres digitale præsentation, var der andre, der udnyttede situationen til at skabe små film, hvor tøjet blot var en del af fortællingen. Det var især sidstnævnte, der imponerede hjemme i sofaen og dominerer vores top 5.
Wood Woods hektiske ‘flugt’
Hvis et modeshow – eller som her en ‘film’ – handler om følelser, så ramte Wood Wood hovedet på sømmet med deres Fenar Ahmad-instruerede ‘Rendevouz’. Igennem et hektisk halvandet minut langt ridt indfangede den techno-underlagte (produceret af Jens Ole McCoy) film noget af den ulmende frustration, de fleste af os nok har mærket i lockdown-hverdagen.
Fra kameraet første gang fokuserede på Emma Rosenzweigs ansigt, til vi opdagede, at det, modellerne jagtede, nok er den intimitet og det nærvær, vi alle savner, var man klisteret til skærmen – og det må vel være målet med sådan en film.
Røg tøjet lidt i baggrunden? Ja, det gør det nok, men den synedes på mange måder som klassisk Wood Wood. Største overraskelse var nok genoplivningen af college-jakken. Fik man lyst til at se filmen igen? Uden tvivl.
Søren Le Schmidts frygt
Med Trine Dyrholm, Danica Curcic og Alex Høgh Andersen øverst på en imponerende rolleliste skabte kendisfavoritten Søren Le Schmidt en dyster og sitrende film, hvor alle hele tiden var på vagt og på sammenbruddets rand.
Mens stemningen mindede lidt om den i Wood Woods film, var virkemidlerne noget anderledes, ligesom forløsningen udeblev. Med en introtekst om hvordan en frø vil hoppe væk, hvis den bliver sat i kogende vand, men derimod lade sig koge ihjel, hvis vandet langsomt varmes op, var det nok miljøet og klimakrisen, Le Schmidt ville skildre med sin dystopi.
I modsætning til Wood Wood var Søren Le Schmidts film – med titlen ‘Le Boiling Frog’ – lidt langtrukken, men det gav til gengæld mere plads til at dvæle ved tøjet. Her fortsatte designeren sit fokus på monotone sæt, ligesom han introducerede et nyt logoprint, som til gengæld virkede lidt ‘old’.
Gannis smukke koncert
Det kan godt være, at vi blev lidt mættede af onlinekoncerter i foråret, men der var alligevel noget fint og intimt over Gannis gennemførte ’Love Forever’-koncept, som brandet havde bygget op til hele ugen. Vi havde kunne følge lidt med behind-the-scenes, inden det kulminerede i stemningsfulde optrædener fra Zsela, Deb Never og Coco O. – alle iklædt tøj fra Gannis AW21-kollektion, selvfølgelig.
Fokus var klart på at skabe en oplevelse og lave noget larm og mindre på at lave den perfekte platform for tøjet – og det virkede generelt som en klog beslutning ved en digital modeuge. Tøjet blev i stedet primært fremvist i en medfølgende billedserie, hvor musikerne og modeller viste en kollektion, der både fandt plads til mere sikre Ganni-looks og lidt farveglæde til at skinne igennem lockdown-bluesen.
Selvfølgelig var det hele ikke lige så medrivende, som da Mø spillede i silende regn på Mercur Hotels tennisbane for et par år siden, men mindre kunne absolut også gøre det.
Rains’ stærke udvikling
Det kan godt være, at Rains’ show ‘Anticipate’ endte i en ret traditionel catwalk-oplevelse, men starten var til gengæld så effektfuld, at man blev hængende. I bedste sci-fi-stil skabte strygere et stemningsfuldt soundtrack, mens en model – iklædt en fantastisk kæmpe dunponcho – gik op ad en skrånende catwalk for at kigge nærmere på en enorm vibrerende vandboble på toppen af bakken.
Imens så vi nærbilleder af de ventede modelkammerater – og deres tøj. For tøjet fik naturligt sin del af opmærksomheden, især da showet gled over i en mere regulær catwalk, og det forstår man også godt. Kollektionen er nemlig endnu en cementering af Rains’ rejse fra regn-gear til et regulært tøjmærke, og visionen stod stærkere end tidligere med flere stærke looks centreret omkring tekniske outdoor-looks.
Mark Kenly Domino Tans catwalk
Det kan godt være, at det virkede friskest, når brands udfordrede den traditionelle catwalk, men selvfølgelig handler en modeuge stadig om tøjet, digital eller ej, og Mark Kenly Domino Tan beviste igen, at han er en af landets absolut mest interessante designere.
Derfor tilgav man også, at virkemidlerne var minimale og setuppet sagtens kunne have været et almindeligt show, hvis coronarestriktionerne havde tilladt det. Tøjet fortjente nemlig alt det fokus, det fik.
Mark Kenly Domino Tan er uddannet skrædder og dernæst designer, og det ser man på hans kollektioner, hvor materialer, snit og detaljer skiller sig ud, selv på en virtuel catwalk. Det var egentlig en mere anonym kollektion med fokus på flere garderobeklassikere i nedtonede nuancer af grå, hvid og brun, men resultatet syntes mest som et bevis på, hvorfor man kan får lyst til at betale mere for tøj, der er lavet ordentligt.