Caroline Henderson

Ovenstående er ordene, der passende indleder Caroline Hendersons sjette soloalbum ‘Love or Nothin”, og heller ikke denne gang har hun ladet sig begrænse af nogen genreskel, men derimod atter sikret sin agtelse, som en evigt udforskende, moderne kunstner med teknikken i orden. Ud af en klassisk jazztradition bygger hun nytænkende kompositioner, der hylder den gode instrumentalists evne til at bære store følelser med uprætentiøse midler. Det nutidige aspekt tilføjes derudover med hjælp fra eksempelvis Turkman Souljah og Al Agami, der løfter jazzen med respekt.

Lyden ender udi en art urban jazz, der favner alt fra en luftig version af ‘The Crying Game’ til vidunderligt hysterisk orgel, gedigen rap og tætte beats i nummeret ‘Too Close’. Der er også plads til den klassiske jazz som ‘Falling in Love Again’, til en snert blues i form af ‘What a Little Moonlight Can Do’ i duet med Rockie Charles, mens Tom Waits’ røgfyldte dramatik hyldes i coverversionen af ‘Nobody’.

Man aner arven fra ‘Made in Europe’-albummet, særligt i ‘So Fine’, men albummet er nu sit eget, og bevæger sig på et forrygende niveau, dels på grund af Caroline Hendersons vanligt sjælfulde vokal, men så sandelig også takket være en håndfuld modige og ualmindeligt dygtige musikere. Fremhæves må Kresten Osgood, der kan lege med et trommesæt med en flabet blanding af dødsforagt og rutine, og Jesper Nordenström på piano/orgel, som behersker beherskelsen selv, for så at gi’ gas lige til tiden. Det er jazz, der er til at forstå.