Obie Trice
Der er ikke noget at sige til, at man ryger i defensiven, når man som Obie Trice bliver skudt i hovedet af ukendte gerningsmænd i sin hjemby Detroit. Men som kunstner klæder den efterfølgende pistolparanoia og voldsfiksering kun i ringe grad den amerikanske rapper, der altså overlevede det voldsomme angreb.
På sit andet album er den humoristiske kant og de skøre indslag, der gjorde debuten ‘Cheers’ forfriskende og varieret, desværre forsvundet, og i stedet møder vi en mere alvorlig og formørket Obie. Pladen domineres af aggressive og introverte numre med titler som ‘Violent’, ‘Snitch’ og ‘Kill Me a Muthafucka’.
Det er ærgerligt, for Obie skriver og rapper lige så sikkert og opfindsomt som på den nævnte debut, og flere af pladens numre er iørefaldende uden at være poppede. Pladen vinder ved mange gennemlytninger, men i længden bliver den aggressive og evigt konfronterende stil trættende og for krævende for lytteren.
Særligt godt går det til gengæld meget sigende på numre som ‘Cry Now’ og den socialrealistiske ‘Ghetto’, hvor Obie i stedet for at tage udgangspunkt i sig selv stiller skarpt på byen og samfundet omkring sig med sublimt flow og smerte i stemmen.