’Monster Hunter’: Jeg kan ikke få nok af Paul W. S. Andersons bras

’Monster Hunter’: Jeg kan ikke få nok af Paul W. S. Andersons bras
'Monster Hunter'. (Foto: PR)

Der er noget poetisk ved, at instruktøren Paul W. S. Anderson hovedsageligt er kendt for sine videospiladaptioner af ’Mortal Kombat’ og ’Resident Evil’-serien. Ligesom med film baseret på det unge medie findes der nemlig få, som for alvor har tålmodighed eller respekt for hans udskejende filmografi.

I den forstand er der intet nyt under solen i hans nyeste skud på videospilstammen, ’Monster Hunter’. Her er tale om en papdum, skabagtig og rygende underholdende Kaiju-film, som begynder med et piratskib, der sejler gennem en uendelig ørken, jagtet af en gigantisk øgle, og slutter med en ildspyende drage, som flår vingerne af et Hercules-fly.

Og præcis som med hans dybt undervurderede ’Resident Evil’-film kan jeg slet ikke få øjnene fra skærmen. Jeg havde et stort, fjoget smil på læberne under herlighederne.

Filmen skulle have fungeret som en bro mellem Øst og Vest, da den er produceret i et samarbejde mellem tyske Constantin Films, den japanske Kaiju-filmproducent TOHO og det kinesiske konglomerat Tencent. En racistisk vittighed i en tidligere udgave af filmen fik den dog bandlyst fra kinesiske biografer, om end joken heldigvis er klippet ud af den version, der nu kan ses på streaming. Filmen er en meget løs adaptation af Capcoms populære monsterjager-spilserie, og Anderson fanger på glimrende vis spillenes appel i de grandiose vista og intense dueller mellem bittesmå mennesker og etagehøje monstre.

Det meste af ’Monster Hunter’ bruges i selskab med sergenten Ranger (Andersons faste samarbejdspartner Milla Jovovich), der strandes i en anden dimension, hvor gigantiske flammesværd og eksploderende pile trumfer maskingeværsalver og missiler.

‘Monster Hunter’. (Foto: PR)

Efter hele hendes soldatergruppe uceremonielt fortæres af det lokale vildtliv, tvinges hun til at arbejde sammen med en monsterjæger (Tony Jaa fra ’Ongbak’). Deres ordløse rivalisering og blomstrende venskab agerer som filmens rygrad, når de to fremmed straks kommer i karambolage med hinanden, som var de Tom og Jerry.

Ligesom i ’Resident Evil: The Final Chapter’ redigerer Donnie White ’Monster Hunter’ som med et maskingevær. Han klipper på hver enkelt slag, bevægelse og eksplosion. Hurtigklipning i actionfilm er ellers et fyord, som jumpscares er det i gysere, men som med sidstnævnte, er det et fantastisk værktøj i de rette hænder. Her skaber den frenetiske klippestil en utrolig dynamik, der passer som i fod i hose til Andersons vilde og voldsomme skift i tone og genre.

Således går filmen fra en ’Mad Max: Fury Road’-inspireret biljagt i ørkenen over et klamt horror-segment taget direkte fra ’Aliens’ og Frodos konfrontation med Shelob i ’Ringenes herre: Kongen vender tilbage’ til bombastiske Kaiju-kampe mod glubske monstre. På papiret vil sammenblandingen af så mange stilarter nok fremstå mere overfladisk og latterlig end inspireret. Men som med Andersons andre hovedværker er det i udførslen snarere end i de basale komponenter, at filmmagien skabes.

Tråden tabes en smule efter Jovovich og Jaas store konfrontation mod den føromtalte underjordisk øgle. Herefter går tiden med en håndfuld bizarre fanservice-øjeblikke, hvor det bedårende kattevæsen Palico fra spillene hopper op som en trold af en æske, og en gruppe jægere, der ligner, de er på vej til Comic-Con, kommer på banen ledet af Ron Pearlman iklædt en billigtudseende animeparyk.

Men det til trods er ’Monster Hunter’ præcis den slags film, som Universal burde producere, i stedet for deres kedsommelige MonsterVerse-film.     


Kort sagt:
Med sin frenetiske klippestil, store våbenarsenal og større monstre er ’Monster Hunter’ en tiltrængt energisk blockbuster, der tør være hudløst ærlig om sin hovedløse pop art-appel.

’Monster Hunter’. Film. Instruktion: Paul W. S. Anderson. Medvirkende: Milla Jovovich, Tony Jaa, Ron Pearlman. Spilletid: 104 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af