Grandaddy

Kulminationen. Det sidste store økseslag fra fænomenet Grandaddy og deres sentimentale, syntesiske skovhuggerrock, flækker en velkendt træstamme med mange årer og lag under barken. Det er 15 riller, det er en glæde at plante ørerne i, fordi sangene i den grad gror og fylder én med flere følelser for hver gennemlytning.

For en gang skyld er pressematerialet korrekt: Grandaddy har nemlig formået at udgive »en ‘greatest hits’ plade bestående af lutter nye sange«. Jason Lytle & Co. cementerer deres talent med en række melodier, der er næsten lige så smukke i deres tristesse og små lysende pletter af håb, som hovedværket ‘The Sopthmore Slump’ var frisk og legende.

‘What Happened to the Fambly Cat?’ spørger uskyldens barnestemmer i begyndelsen af albummet, kun akkompagneret af et misfornøjet piano og små atari-beeps. Og i næste øjeblik svarer Lytle igen med en potent guitarstorm i ‘Jeez Louise’, der paradoksalt nok nærmere lyder som et startskud på en teenage-karriere. Og så ned i tempo igen i ‘Summer….It’s gone’, der varmer som ekkoet af en hed ferieflirt, når du i sensommeren ligger alene tilbage og kigger op på stjernerne med glødende minder.

Selvom dette er en afskedsplade, er der ikke slækket på de gode musikalske stunder, der klart overskygger de enkelte svage. Især må fremhæves den næsten instrumentale ‘Skateboarding Saved Me Twice’, der lyder som franske Air på en rigtig god dag, og den kælne ‘Where I’m Anymore’, med dens »Miaov, miaov, miaov«-omkvæd. Grandaddy takker af med kuldegysninger i operaland med et repiterende ‘I Never Return’. Sådan går katten ud i horisonten for at finde fred på smukkeste vis.