‘Sneengle’: Svensk-dansk minimysterie på DR er saftig underholdning, men flad socialrealisme
En fem uger gammel baby er forsvundet sporløst natten til juleaftensdag midt i Stockholms isvinter.
Det er kernebegivenheden i DR’s nye dansk-svenske søndagsdrama ‘Sneengle’, der sætter så meget på spil fra start, at den virker umådeligt selvbevidst om sin egen chokfaktor som dramaserie.
For scenariet er enhver forælders mareridt.
Men moren til den forsvundne baby, Jenni, virker mest af alt forvirret. Det viser sig ret hurtigt, at hun har et pillemisbrug og har bedøvet sig gennem nattens gråd, og derfor ikke aner, hvad der kan være sket. Udover babyen Lucas er der heller intet spor af hendes mand Salle, som hun forgæves kimer ned resten af dagen uden held.
Men derudover venter hun på en måde, der er svær at relatere til. Hendes ældre og hørehæmmede datter Nicole tøffer usynligt rundt efter hende, lader til at holde noget hemmeligt og slukker i afmagt sit høreapparat, når bølgerne går for højt eller lavt i den lille lejlighed, der ligger i et socialt belastet etagebyggeri.
Man skal ikke have set mange true crime- eller krimiserier for at vide, at de første 24-timer, nogen bliver væk, er altafgørende. Derfor bliver den i forvejen vilde præmis lidt svær at sluge, da Jenni ikke sådan for alvor går i panik i løbet af hele den første dag, hendes nyfødte søn er væk.
Men faktisk er det også hendes apatiske tilgang til sit moderskab, der gør Jenni til en interessant karakter, nøjagtigt uroliggjort af svenske Josefin Asplund fra ‘Vikings’.
‘Sneengle’ vil dog tydeligvis også gerne fortælle en større samfundsfortælling om, hvem der bærer ansvaret, når et barn gøres fortræd.
Serien lægger ud den morgen, hvor baby Lucas og hans barnevogn er væk, men efterfølgende optrevles mysteriet ved at spole ugerne tilbage, hvor vi udover Jenni følger to andre kvinder i Stockholm: Politibetjenten Alice spillet af Eva Melander (‘Grænse’) og den danske tilflytter-sygeplejerske Maria (Maria Rossing). Hvor førstnævnte jonglerer med en invalideret mand derhjemme og et kæmpe arbejdsdrive, har sidstnævnte en handicappet bror, hun forsøger at holde kontakten til på tværs af sundet, samt udfordringer med et nærmest grænsesøgende omsorgsgen for de syge eller udsatte spædbørn, hun møder i sit arbejde.
Ingen af de tre kvindelige hovedkarakterer er egentligt specielt særlige. Men måden kvinderne i ‘Sneengle’ deler den ellers meget mainstream krimifortælling skaber et fint univers. De har alle nogle rå brister, der gør dem dragende og urovækkende.
Det overraskede mig på den allerbedste måde at opdage, at ‘Sneengle’ udover at levere på en klassisk socio-thriller-front med et lidt tykt mysterieplot, gerne vil tematisere moderskabet med flere nuancer end freudiansk ‘Psycho’-moderbinding eller stålsat løvemor mod verden.
I ‘Sneengle’ er amning faktisk et tema.
Da vi møder Jenni i ugerne op til fødslen, hvor sundhedsplejersken inkvisitorisk spørger, om hun kender til udfordringerne ved amning med silikoneimplantater, må hun forsvare sig med, at det vel er derfor, flasker er opfundet. Hvorefter hun forarget fortæller, at grunden, til hun overhovedet fik lavet brysterne, var, at hendes første barn »ødelagde dem«. At se den tunge depression Jenni bærer med sig i graviditeten er interessant, men efter fødslen bliver den også en spændingsmotor. Det er nervepirrende svært at afgøre, hvilken rolle hun egentlig spiller i barnets forsvinden.
»Ammer du?« spørger sygeplejersken Maria også Amanda Collin, der i en fængende birolle spiller en diætist, helsemor og babyblogger-type, hvis baby er indlagt med krampeanfald. Moren går dog i panik, så snart babyen tilbydes sonde. Som hos Jenni er falleret amning det åbenlyse moderlige svigt. Den både bedrevidende og professionelt forargede Maria læser kvindens blog i sin pause, og er overbevist om, at hun sulter sit barn for opmærksomhed. »Nogen kvinder burde ikke få børn«, himler hun sågar op i et meget uelskeligt øjeblik. Men har hun ret?
Blandt andet på grund af en lidt for manieret Maria Rossing, hvis karakter i forvejen er lidt forudsigelig, virker dramaet bedre på den anden side af sundet. Ardalan Esmaili (‘Charmøren’) føles frisk som magtesløs mand til Jenni. Samtidig lægges der halvvejs inde i miniserien an til, at vi udover de tre hovedpersoner også skal følge en gravid teenager, der lever alene i Stockholms gader. Her kommer ‘Sneengle’ meget vel til at tage flere skæbner ind, end den kan holde fokus på.
På samme måde som ‘The Undoing’ og ‘Big Little Lies’ lader os labbe uhyggen i os fra et overdådigt overklassemiljø, føles samfundets bund som en dramatisk kulisse til et saftigt mysterie. ‘Sneengle’ er ikke overbevisende i sit klasseengagement, men til gengæld effektiv underholdning.
Kort sagt: Selvom mistet spædbarns-mysterie lyder tungt, leverer ‘Sneengle’ søndagsunderholdningen i en letfordøjelig og vellykket forening af dansk-svensk dramakundskab, der snildt kan udfylde lidt af tomrummet hos fans af ‘The Undoing’.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.