- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Roskilde Festival: 10 kunstnere, vi drømmer om at se på Orange Scene næste år
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Greg MacPherson
Det er vist de færreste af os, der kan prale af at være opvokset på forskellige militærbaser for siden at friste en tilværelse som skiftevis arbejdsløs, studerende og graver på en kirkegård. Den 32-årige canadiske singer/songwriter Greg MacPherson er imidlertid undtagelsen, og hans kaotiske baggrund har ikke overraskende sat sig sine spor på albummet ‘Sun Beats Down’, der dufter af både personlig skrøbelighed og ulmende agressivitet.
“Good times coming back again”, lyder det ganske sigende fra ham på åbneren ‘Good Times’, som slår tonen an for en sangskriver, der stensikkert har prøvet det modsatte af titelordlyden i løbet af sit 32-årige liv. Sangen er en rytmisk hoppende og afpillet guitar-sag, som brænder sig fast i hukommelsen takket være MacPhersons skælvende beretninger, men musikalsk bliver det først for alvor interessant på de efterfølgende ‘Cutting Room’ og ‘Radar’, der er et par spartansk spillede rockperler fuld af indestængt energi og små, pludselige støjudbrud.
‘Man Over Board’ flirter også med en snerrende rockmusik, som hele tiden er på nippet til at hidse sig op. Men finten ved MacPherson er, at han aldrig giver instrumenterne lov at slå sig løs i de fristende støjanfald. Både han og musikken forbliver bitter og desillusioneret, og det efterlader ørerne så meget desto mere draget af albummets 11 sange, som forstår at tale til både hjernen og hjertet – hvis man vel at mærke kan se bort fra de få cowboy-kække forbiere som ‘Slow Stroke’, ‘Kingston’ og ‘Buy a Ticket’. Men det bør man kunne. For det fortjener dette udspil.
Greg MacPherson. 'Sun Beats Down'. Album. Play/Rec/VME.