Svaret falder så prompte, at det er befriende: »JA!«
Spørgsmålet? Om holdet bag ’Druk’ bliver skuffede, hvis de ikke vinder en Oscar natten til mandag dansk tid, hvor Thomas Vinterbergs hyldede komediedrama er storfavorit til at hjemtage prisen for bedste internationale film.
Manden bag svaret hedder Kasper Dissing. Han er et af de vigtigste mennesker i tilblivelsen af ’Druk’, men du har næppe hørt om ham før, og det skyldes to ting: Dels at ’Druk’ er hans første film som fuldbyrdet producer, ligestillet med den garvede Zentropa-chef Sisse Graum Jørgensen. Dels at producere generelt er en af de i offentligheden mest underbelyste funktioner på et filmhold, særligt i betragtning af deres plads øverst i hierarkiet.
33-årige Kaspers vej mod den danske filmverdens absolutte elite følger på én front et genkendeligt mønster, men er samtidig ganske usædvanlig.
Knægten fra Greve startede nemlig med at læse jura. Han havde egentlig altid båret rundt på en filminteresse, men to studievejledere gjorde deres for at skyde passionen eftertrykkeligt i sænk.
»I Folkeskolen havde jeg en studievejleder, som refererede til Zentropa og sagde, at ’derude sidder folk og arbejder gratis i årevis og bliver aldrig til en skid’«, siger Kasper Dissing med et stort smil, da jeg fanger ham over Zoom, få dage før han rejser til Los Angeles uden at måtte komme ind til Oscar-showet.
»Så kom jeg i gymnasiet og havde stadig drømmen, men her sagde studievejlederen, at det med film nok ikke var så nemt, og at jeg skulle have en plan b. Og så lavede jeg en plan b, der var jura, og pludselig var det bare meget nemmere at kigge på adgangskravene til Københavns Universitet frem for at finde ud af, hvordan jeg kom i gang med at lave film«.
Kasper Dissing tog et par år på jurastudiet, men selvom han godt kunne lide sine medstuderende (særligt én, der siden blev hans kone), fandt han det ikke synderligt ophidsende. Han arbejdede sideløbende hos et advokatfirma med inkasso, og her fik ét øjeblik ham til at indse, at han var havnet på den forkerte hylde.
»De indførte en dresscode, og det var jo som sådan fint nok. Men jeg havde fået at vide, at jeg skulle bære skjorte eller noget med krave, og så fandt jeg en skovmandsskjorte, jeg tog på. Og så kigger ham her manden, der har lavet dresscoden, på mig, og jeg kan bare se, at han tænker: Den går ikke … men den er inden for dresscoden. Og så gjorde han det utilgivelige og tog fat i kraven på mig, kiggede i nakken og fandt ud af, at det var et dyrt mærke, jeg havde købt. Og så blev det accepteret. Og i det moment tænkte jeg: ’Det skal jeg bare ikke, det her’«.
Den famøse tatovering
Kasper Dissing sendte en ansøgning til Zentropa om at blive elev på selskabets berømte og berygtede småtteordning. En elevuddannelse, der over flere omgange har affødt mediestormvejr, blandt andet da det kom frem, at elever blev sat til at muge ud i daværende Zentropa-boss Peter Aalbæk Jensens stald i Herfølge og fik tatoveret Zentropa på ballen.
Kasper fik sin bachelor i jura gjort færdig, mens han sad i receptionen og planlagde Cannes-turen for ’Jagten’. Og omvæltningen fra paragraffer til Filmbyen i Avedøre var stor.
»Jeg havde mange momenter i starten, hvor jeg blev lidt skræmt eller nervøs og tænkte: Det er for sindssygt det her – at man sidder og arbejder gratis med at tage telefoner og køre pakker rundt i byen uden en større plan«, fortæller han.
»Det blev så erstattet af en forståelse for stedet og for, at man blev set for, hvad man lavede. Jeg blev forelsket i stedet og fik et stærkt fællesskab med de 14-15 andre elever, der var på det tidspunkt. Mange af dem enten arbejder jeg med i dag eller ses med jævnligt«.
Kritikken af småtteordningen er derfor også »voldsomt overdrevet«, mener Kasper Dissing.
»Jeg var småtte sammen med nogle af dem, der fik den famøse tatovering. I medierne blev det en historie om, at man skulle have den, og så har du Peter Aalbæk, som nyder stormvejret og skubber det videre. Men i virkeligheden var der kun omkring fem elever, der fik den lavet«.
»Det er ikke nemt at være elev på Zentropa, men det tror jeg heller ikke, det skal være. Man skal ikke være bange for den hårde oplevelse og det hårde arbejde. Man husker ikke de dage, der var nemme – og lærer heller ikke af dem. Og jeg synes, Zentropa skal have credit for at tro på talent og nyt blod. Elevordningen er baseret på, at man kan komme ind uden ét sekunds filmerfaring og så arbejde sig op«, siger han.
Den kritik af Zentropas kultur, der fulgte i kølvandet på MeToo-bevægelsen i 2017, er helt anderledes berettiget, mener produceren.
»Det var fuldstændigt fair. MeToo er kommet for at blive, og når nogle mennesker har haft oplevelser, som var over grænsen, så er det på sin plads, at de fortæller om dem. Og selvom jeg holder meget af Peter (Aalbæk Jensen, red.), vil han også vide, at jeg ikke kommer til at forsvare ham. Det var en hård periode, men jeg tror, det var sundt for virksomheden, og at der kun kom gode ting ud af det i det lange løb«.
Blød afspærring
Kasper Dissings første samarbejde med Thomas Vinterberg var ’Jagten’, der fik premiere i 2012. Kasper var runner – en slags stik-i-rend-dreng på settet – og her oplevede han både, hvor hårde filmoptagelser kan være, og hvad Vinterberg står for som menneske.
Da holdet en dag skulle filme en lille scene ved Dyrehaven, fik Kasper til opgave at lave det, man i fagsprog kalder en ’blød afspærring’, hvilket kan oversættes til: At stoppe trafikken med sin krop.
Og mens man de fleste steder i landet respekterer en mand i trafikvest, der appellerer til bilisternes velvilje, er det en anden sag i Nordsjælland.
»Der er tre veje, der fører ned til den vej, hvor vi filmer, og man kan ikke stå ét sted og fange alle bilerne. Og så kommer de ellers bare kørende. Jeg står knap et år inde i min elevtid, og der har aldrig høvlet så mange biler ned ad den vej som i de minutter, hvor jeg skulle holde dem væk«.
»Da det hele så er slut, bliver jeg kaldt ned. Og så kommer Thomas over til mig og siger: ’Du må fandme undskylde, at jeg lige tabte hovedet der’«.
Kasper kigger halvfjoget på ham. Han aner ikke, hvad der er foregået ved optagelserne.
»Først bagefter får jeg fortalt, at han er flejnet fuldstændigt ud. Med rette! For vi havde kæmpet for at få en optagelse igennem, og så kommer der bare biler væltende igennem. Men jeg kan godt lide, at han kom med den undskyldning, for det er noget, jeg prioriterer ret meget i mit professionelle liv«.
»Man skal behandle hinanden ordentligt og tale ordentligt til hinanden. Det er fint, at folk knokler rigtigt mange timer i en spidsbelastningsperiode. Det er en del af arbejdet. Men hvad, der ikke er en del af arbejdet, er at tale grimt til hinanden. Der er mange, der gør det, og jeg bliver helt hysterisk over det. Så at se det menneske, jeg ser så meget op til, komme til mig med en undskyldning for sin opførsel, gav mig ret stor respekt for ham«.
I frontlinjen
Kasper Dissing steg i graderne på Thomas Vinterbergs næste danske film, ’Kollektivet’, hvor han var assisterende producer, sideløbende med at han tog en produceruddannelse på Super16.
Og efter et tidligt møde på Det Danske Filminstitut om instruktørens kommende projekt bænkede Vinterberg og Sisse Graum Jørgensen ham i Kongens Have med et forslag: Ville han ikke producere ’Druk’ på lige fod med dem?
Kasper sagde ja i samme sekund, men gjorde det også hurtigt klart for sig selv, at det ville kræve en ekstra indsats af ham.
»Når du står ved siden af Thomas Vinterberg og Sisse, som nu er nomineret til sin femte Oscar, kan man hurtigt blive set som junioren, på trods af at vi står skulder ved skulder. Men min strategi var at være til stede og insistere på at stå i frontlinjen så meget som overhovedet muligt«.
Samtidig tror han, at de garvede filmfolk så en styrke i at have en yngre fyr på holdet, der sommetider kunne gå til tingene på en ny og frisk måde.
»Der er ting, vi har løst anderledes, fordi jeg via at have lavet en masse kortfilm og musikvideoer er vant til at finde på de billigste rock’n’roll-løsninger, som man måske ikke tænker på, når man har lavet film så mange år«, fortæller han.
»Vi skulle for eksempel lave søløbet til starten af filmen, og som jeg insisterede på, at vi skulle lave, som om det var en Super16-produktion: Med et lillebitte hold og rigtigt meget held. For hvis du spørger et produktionsmenneske, hvordan man laver et løb rundt om Gentofte Sø, med en masse fulde mennesker og et s-tog og en vej, der skal krydses, og en lygtepæl, de skal klatre i, tænker man hurtigt en produktion med 50 mennesker bag kameraet, politiet der skal involveres og det ene og andet«.
»På store spillefilm lejer du toget, og så får du lov til selv at køre det frem og tilbage, som du vil. Men toget kører jo hver 10. minut. Så i stedet lavede vi en aftale med DSB, om vi ikke bare kunne køre med toget, og så købte vi billetter til hele flokken. Og så fik vi lavet det på en måde, vi ellers ikke havde haft råd til på det tidspunkt«.
Seks timers musik og retur
Et andet element, hvor Kasper Dissing har gjort sin indflydelse gældende, var på musikken i ’Druk’.
»Thomas og jeg taler rigtigt meget om musik, og jeg har været meget inde over at vælge musikken sammen med ham. Vi havde en locationtur til Sverige, hvor jeg sad på passagersædet og spillede musik hele vejen op til Trollhätten, som er en seks timers køretur, og så hele vejen hjem. Og så gav vi alle numrene stjerner. Vi startede ét sted og bevægede os ned gennem en masse kaninhuller og kom hjem med en broget flok af numre, vi tænkte videre over«.
Undervejs overvejede de blandt andet Gnarls Barkleys ’Crazy’ til slutscenen, mens Kasper i en periode kæmpede for Al Greens ’Take Me to the River’, som han dog aldrig rigtigt fik opbakning til. I sidste ende var det Vinterbergs hustru og skuespiller i filmen, Helene Reingaard Neumann, der foreslog Scarlet Pleasures ’What a Life’, som bandet lavede en særlig version af til filmen.
Til den anden store musikscene, hvor de fire venner drikker tungt igennem og danser i Magnus Millang-karakterens luksusvilla, havde Kasper Dissing foreslået Labi Siffres ’I Got The …’, som han kendte, fordi Eminem havde samplet det i ’My Name’. Men Labi Siffre ville ikke associeres med alkohol, og i stedet faldt valget på The Meters’ beslægtede ’Cissy Strut’.
Samtidig bød arbejdet med ’Druk’ på udfordringer, som Kasper Dissing aldrig havde troet, han skulle stå over for. Selvfølgelig først og fremmest chokket og sorgen, da Thomas Vinterbergs datter Ida, som skulle have spillet med i filmen, døde få dage inde i optagelserne.
»Jeg vil egentlig ikke tale så meget om det. Men det var selvfølgelig en kæmpe udfordring både menneskeligt og professionelt, og jeg tror, der skal ret meget til at ryste mig på fremtidige produktioner«, siger han.
Det handler om at vinde
Thomas Vinterberg fortalte i vores interview med ham lige efter Oscar-nomineringerne, at hans liv de seneste måneder har været som en udstrakt version af slutscenen i ’Druk’ med en lang række festlige begivenheder, samtidig med at sorgen over tabet hele tiden spøger i baggrunden.
Sådan har det, naturligvis blot i mindre grad, også været for holdet omkring ham. De seneste måneder har kampagnen for at føre ’Druk’ frem mod Oscar-sejr fyldt meget i Kasper Dissings liv. Fra talrige aftenmøder med den amerikanske distributør om kampagnestrategien til et væld af førstegangsoplevelser.
»Jeg var første gang i TV 2 News i forbindelse med udtagelsen til Cannes, hvor jeg var rystende nervøs på vej derind, og hvor jeg gik ud derfra, som var jeg blevet forulempet«, griner han.
Og ved den digitale European Film Awards, hvor ’Druk vandt fire priser, skulle han holde sit livs første takketale.
»Jeg kunne ikke høre, hvad de andre sagde, da de vandt, så jeg sad og maste mit øre ind i headsettet for at høre, hvad Thomas sagde. Jeg fornemmede, at han havde holdt en lang rørende tale, og jeg måtte bare afgøre med mig selv, at jeg skulle fatte mig så kort som muligt, for jeg ville alligevel ikke kunne leve op til Thomas«.
På søndag kulminerer det hele så ved klodens største filmpris. Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann er rejst i forvejen og kommer som de eneste fra holdet ind til det coronadecimerede live-show. Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing følger efter, ser uddelingen fra deres hotel og mødes med deres instruktør bagefter.
Og det er altså her, Kasper Dissing ikke vil lægge skjul på, at de bliver hamrende skuffede, hvis ’Druk’ ikke nupper en Oscar-statuette.
»Jeg har fået spørgsmålet mange gange af familie og venner: Hvad giver det jer så, hvis I vinder? Og jeg er kommet frem til, at det ikke handler så meget om, hvad det giver i forhold til karriere og den slags. Det handler også bare om at vinde! Altså det er jo også bare en konkurrence«, siger han.
»Vi har spillet fodbold i fem måneder, og det er nu, pokalen skal med hjem. Men uanset hvad vil vi blive lykkelige og overraskede, hvis vi vinder. Og hvis vi taber, vil vi blive skuffede, men klappe ærværdigt med et stift smil«.