Josh Rouse
Amerikanske Josh Rouse har altid balanceret på en knivsæg. På den ene side har banaliteternes polerede overflade givet et genskær af solskin og ubekymrethed i hans singer/songwriter-univers. På den anden side har det været svært at overse et dybere, mere komplekst følelsesliv, der gav tilpas ekko til, at man som lytter ikke bare skøjtede hen over den finpudsede facade.
På sit nye udspil ‘Subtítulo’ virker det som om, at Rouse for første gang i sin karriere ikke helt har fået finjusteret den kunstneriske balancenerve. Om det er solen i hans nye spanske eksil, der har været lidt for god ved ham, eller om det år, der er gået siden den nær-sublime ‘Nashville’, simpelthen ikke har været længe nok til at skrabe inspiration nok sammen til en ny rigtig god plade, er ikke til at sige. I hvert fald savner man denne gang friktionen mellem den glade spillemand og den kærlighedssvangre troubadour.
‘It Looks Like Love’ er med sin lækre indtagenhed årgangs-Rouse, og på skæbnehistorien om en stakkels hanrej, ‘Jersey Clowns’, står sangeren stærkt som fortæller a la velfriseret Springsteen. Og vel er der flere gode momenter på ‘Subtítulo’ som ikke kan siges at være en skidt plade. Men hvor amerikanerens bagkatalog har været præget af en indre nødvendighed, er det denne gang sværere at finde ud af, hvad man skal stille op med et album, der må trækkes med prædikatet ‘mildt skuffende’.