- 10 år med succeshistorien Iceage: »Fra det ene øjeblik til det næste stod vi og havde det meste af verden for vores fødder«
- Elias Rønnenfelts rørende landevejsdagbog gør ondt helt nede i maven
- Elias Rønnenfelt skriver for at indfange sit liv, før det er for sent: »Jeg har en følelse af at være i kapløb med tiden«
‘Seek Shelter’: Ti år efter gennembruddet brænder Iceages rå energi stadig igennem på hver eneste sang
Iceage. (Foto: Fryd Frydendahl)
Et årti inde i karrieren har Iceage for første gang allieret sig med en producer uden for indercirklen i form af Peter Kemper aka Sonic Boom, der nok bedst er kendt fra det hedengangne alternative rockband Spacemen 3.
Men på trods af det nye musikalske samarbejde, så lyder Iceage på deres femte album ’Seek Shelter’ stadig som Iceage. Hvis man da overhovedet kan sige det om et band, der har udviklet sig så meget gennem de seneste ti år.
Iceage holder sig ikke til en enkelt musikalsk formular, men smider i stedet en række inspirationer mod muren – og de fleste af dem bliver siddende lige, hvor de skal.
På det nye album er der både store omkvæd med gospelkor på ‘Shelter Song’, baggy rytmer med en understrøm af beskidt rock på ‘Vendetta’, snøvlende fuldemandsjazz på ‘Drink Rain’ og hæsblæsende britpoppet rock med et ekko af Oasis på ‘Dear Saint Cecilia’. Og lige meget hvilken musikalsk retning, Iceage søger, så gør de det med en naturlighed, personlighed og bravur, der gør ’Seek Shelter’ til et stærkt og sammenhængende værk.
Den rå energi, der altid har kendetegnet bandet siden deres spæde begyndelse, brænder stadig igennem på hver eneste sang, men på deres femte udspil viser Iceage, hvordan de album efter album bliver bedre og bedre til at dosere den energi.
En udvikling, der allerede begyndte på bandets tredje album, ’Plowing Into the Field of Love’ (2014), og fortsatte på 2018’s fremragende ’Beyondless’ for nu at blive endnu mere forfinet på et album, der leverer sine bid med velrettede stik og manøvrer i stedet for fortidens altopslugende frontalangreb.
Samtidig er Iceages sangskrivning også blevet mere ligefrem end tidligere, og det klæder faktisk bandet. Det er fokuseret, skarpt, og der tages sjældent de store omveje inden for den enkelte sangs rammer.
På den måde er ’Seek Shelter’ ikke et punkalbum – der er nu engang sket meget siden de spæde Mayhem-dage.
’Seek Shelter’ er et vaskeægte godt gammeldags stort rockalbum, der føles både fyldigere, men også varmere og mere melodisk inviterende end noget tidligere Iceage-album.
Og så lyder det også bare godt!
Bandet står knivskarpt, de fleste sange rammer som velplacerede musikalske salver, og forsanger Elias Bender Rønnenfelts stemme har, selv om den stadig er uskøn og upoleret, mere pondus end nogensinde før.
Selv om Iceage aldrig har lydt mere tilgængelige, så er de stadig både intense, vedkommende og i stand til at give den fuld pedal, når de finder det nødvendigt.
Kort sagt:
’Seek Shelter’ er Iceages mest fokuserede og melodiske samling sange til dato, men albummet giver aldrig køb på bandets velkendte energi og nerve. For selv om københavnerne kaster mange musikalske snører i vandet, så får de bid på krogen de fleste gange og haler et stort og stærkt rockalbum i land.
Iceage. 'Seek Shelter'. Album. Escho.