Dan Sartain

Tag lyden af 50’ernes rå rockabilly, mix den med 60’ernes garage-rock og 70’er-punk, ibland lidt latinsk mambo og overstrø den med Jack Whites fængende fandenivoldskhed, inden du bager den hos Pixies. Ud af den glohede sydstats-ovn Alabama kommer en kun 23-årig knægt med hans guitar og en stor portion talent.

Dan Sartain spiller (selvfølgelig) de fleste instrumenter selv, og en del numre er optaget i hans garage, kliché eller ej. I starten er den, mildt sagt, skramlende lyd et irritationsmoment, men det falder snart lige så naturligt, som det var oplagt for Johnny Cash at indspille i et fængsel. Og apropos Cash, så hør lige den fantastiske ‘Place to Call My Home’.

Med løkken strammet om halsen og i en fuldstændig ublu omgang med slanger, vælter Sartain sig ind i rock’n’rollen som en blind bokser og formår at komme forslået, men sejrende ud af 14. hektiske runder med alt fra punkrock til smukke ballader.

Hvordan en ung gut kan lave et tværsnit af et halvt århundredes rock-historie på et og samme album – og samtidig fremstå troværdig, som om han har drukket tequila med alle ikonerne – er en gåde. Det kunne være spændende at høre en flottere produceret og mere homogen udgivelse, men jeg er slet ikke sikker på, at det ville blive bedre. Fire meget store stjerner fra sheriffen til rockens nye Billy The Kid!