‘Stranger Things: Tales from ’85’: En nostalgisk tur til Hawkins, man ikke havde brug for
ANIMATIONSSERIE. Der skulle kun gå fire måneder fra afslutningen på en af Netflix’ største succeser, før universet blev udvidet med endnu et kapitel.
Denne gang i form af animations-spinoffen ‘Stranger Things: Tales from ’85’, der placerer sig som et slags mellemstykke mellem sæson to og tre.
Så hvis man har brugt tiden på at spekulere over, hvad der egentlig foregik i Hawkins i perioden, hvor Eleven og resten af gruppen troede, at porten til The Upside Down var lukket, og inden hun begyndte i skole og blev en del af et mere almindeligt teenageliv, ligger svaret nu klart i et tegnefilmformat.
I ‘Tales from ’85’ møder vi igen Will, der stadig er fanget i rollen som skolens faste mobbeoffer, indtil en ny pige bryder ind i dynamikken. Nikki Baxter, genkendelig på sin lilla hanekam og selvsikre attitude, er flyttet til byen med sin mor, der midlertidigt overtager rollen som naturfagslærer efter Mr. Clarke.
Gruppen mangler penge til deres næste Dungeons & Dragons-kampagne og beslutter sig for at tjene lidt ekstra ved at skovle sne for nabolagets ældre. En plan, der naturligvis bliver væsentligt lettere, når man har en ven med telekinetiske evner. Men idyllen varer kort, for under sneen gemmer der sig et monster, som Dustin meget præcist beskriver som en snehaj, og snart er gruppen igen trukket ind i en ny konfrontation med det overnaturlige.
Denne gang er det dog ikke de velkendte trusler fra The Upside Down, men snarere planteinficerede væsner, der overtager alt fra maskiner til græskar og ligner noget, der kunne være sluppet ud af en Tim Burton-film. Visuelt fungerer serien da også godt. Den primært CGI-baserede stil forsøger at efterligne originalseriens æstetik, mens små håndtegnede detaljer, som den faldende sne, tilfører en taktil fornemmelse af noget næsten nostalgisk.
Problemet er bare, at historien aldrig for alvor finder sit ståsted. Handlingen føles tynd og gentagende og overlever primært på referencer til originalserien. Dynamikkerne gentager sig selv med næsten mekanisk præcision: Mike er skeptisk over for den nye pige, som Lucas engang var over for Eleven, Nikki fungerer som en variation af outsiderfiguren, og Eleven dukker op på de helt rigtige tidspunkter for at redde dagen, spise sine Eggos og gentage sit velkendte mantra om, at »friends help friends«.
Selv de ellers elskede relationer bliver reduceret til noget, der kan sættes flueben ved. Steve og Dustin får deres obligatoriske buddy-øjeblikke, mens Nikkis mor udfylder en velkendt rolle som den lettere excentriske forældrefigur. Det hele føles trygt, men er i virkeligheden højst uoriginalt.
Serien fungerer bedst i de mere jordnære øjeblikke, hvor vi får lov til at følge karaktererne i deres hverdagsliv, hvad enten det er skoleproblemer, sociale dynamikker eller den akavede overgang mellem barndom og ungdom. Her passer formatet og længden langt bedre, og især Odessa A’zion fra ’I Love L.A’ og ’Marty Supreme’ tilfører Nikki en energi og charme, der faktisk giver serien et lille pust af noget nyt.
Og så er der noget næsten komisk ved, at en serie, der i så høj grad lever på sin stemning, vælger at udspille sig i et snedækket vinterlandskab for derefter at få premiere i slutningen af april. Den havde nok gjort sig bedre som en hyggelig sæsonudgivelse i efteråret eller vinteren.
Kort sagt:
‘Stranger Things: Tales from ’85’ lever højt på genkendelige karakterer, nostalgisk æstetik og referencer til originalserien, men en tynd historie og forudsigelige konflikter gør, at spinoffen aldrig rigtigt retfærdiggør sin eksistens. En tur gennem Hawkins, man ikke helt havde brug for.