Jazz. Det er sådan noget, dine (bedste)forældre hører, fordi det minder dem om de gode gamle dage på Jazzhus Montmartre i start-70’erne, ikke sandt?
Det er retromusik. Det kræver ikke så meget mere end at lytte til de Grammy-nominerede i jazzkategorierne hvert år, før det er tydeligt, at genren er totalt gået i stå, yes?
Ej, det passer selvfølgelig ikke. Der er så meget liv og udvikling i masser af jazzens afkroge, uanset hvor meget institutioner som eksempelvis Grammys nærmest målrettet forsøger at ignorere det.
For de seneste par år har vi set lidt af en guldalder i ny jazz, der tager inspiration fra genrer som UK garage, postpunk, afrobeat, dub og hiphop. Særligt amerikanske, hiphopinspirerede navne har formået at etablere sig, især ved at arbejde sammen med hiphopkunstnere.
Navne som Kamasi Washington, Robert Glasper og BadBadNotGood har gennem samarbejder med rappere for længst transcenderet det typiske jazzpublikum, og ved først at etablere sig som wonky/IDM-kunstner formåede Flying Lotus at ramme et virkelig bredt publikum med ‘You’re Dead’, der vel ret beset først og fremmest er en jazzplade.
Men vender vi snuden mod England – især London og Manchester – er der altså også rigtig meget spændende, der er ved at ske. Og det er musik, der muligvis kan få dig til at falde for jazz, selv hvis det er en genre, du har afskrevet som noget, der hører fortiden til.
En af de mest spændende nye engelske grupper er trioen GoGo Penguin fra Manchester. Deres fusionsjazz har tit elektroniske elementer – og hele deres måde at komponere på læner sig tit lige så meget op ad elektroniske avantgardister som Aphex Twin og Boards of Canada, som den læner sig op ad jazzens giganter. På den måde får de skabt soundscapes, der er vidunderligt investerende, men hvor der også altid er en ny vild lyd lige om hjørnet.
Deres smag for det elektroniske kan ses på de gæstekunstnere, der tog fat i deres musik på et nyligt remix-album, hvor Squarepusher, James Holden og Nathan Fake pryder tracklisten. Men harmonierne kommer allerbedst til udtryk på originalerne.
Rykker vi mod London, finder vi den vanvittigt begavede trommeslager Moses Boyd. Selv lærte jeg ham at kende, da han debuterede som en del af den hyperenergiske duo Binker and Moses med saxofonist Binker Golding. Og mens deres materiale skam er godt, tror jeg let det kan være så hektisk, at det bliver frastødende for folk, der ikke lytter til meget avantgardejazz.
Han har dog også udgivet to stærke soloalbum, og det er her, jeg for alvor synes, at han viser sig som et unikum.
På sit seneste album, sidste års ‘Dark Matter’, får han besøg af en håndfuld fornemme vokalister (heriblandt Poppy Ajudha og Obongjayar) og skaber en farvestrålende rumrejse af lækre teksturer og konstant nye overraskelser. Og som trommeslager forstår han lige præcis, hvad en komposition kan få ud af at blande lidt elektroniske beats ind i musikken – resultatet er mageløst på en sang som den næsten grime-klingende ‘Stranger Than Fiction’.
Det nok vigtigste navn i ny engelsk jazz er dog uden tvivl Shabaka Hutchings.
Han er saxofonist og involveret i så mange forskellige projekter, at det er svært at holde styr på. Personligt hørte jeg ham første gang i 2013 som en del af bandet Melt Yourself Down, der laver en psykedelisk blanding af dancepunk og afrobeat, men absolut med elementer af jazz (om ikke bare i hvordan Hutchings spiller sin sax).
Melt Yourself Down er ikke for alvor et jazzband, men det understreger i høj grad den rolle, Afrika som kontinent spiller for Hutchings. I hans band Shabaka and the Ancestors har han allieret sig med en gruppe sydafrikanske musikere og laver her noget fuldkommen formidabel spirituel afrojazz, der fortæller om en grum apokalyptisk fremtid. Og især rytmesektionen emmer her af traditionel afrikansk musik.
Hutchings har dog især vakt opmærksomhed for to bands (der i øvrigt begge spillede, da Roskilde Festival sidst blev afholdt): Sons of Kemet og The Comet Is Coming.
Sons of Kemet er Hutchings’ mest udtalt politiske projekt – hvis ikke det mest udtalte politiske jazzband til at få medvind i nyere tid. Ligesom The Ancestors er inspirationen fra afrikansk musik tydelig i alle facetter af instrumentationen, men hvor The Ancestors er svævende og dommedagsagtige, er Sons of Kemet et pulserende oprør, der kun vokser sig større, stærkere og mere indigneret for hver tone.
Det er især denne rebelske tone, der præger gruppens nye album ‘Black to the Future’, der udkom her i maj. Men de har også en side, der i højere grad går ud på at fejre sort kultur. Det kan blandt andet høres på Hutchings’ i mine øjne største mesterværk: Sons of Kemets’ 2019-album ‘Your Queen is a Reptile’, hvor hver sang hylder en kendt sort kvinde: ‘My Queen Is Harriet Tubman’, ‘My Queen Is Angela Davis’ og så videre.
Men vi må endelig ikke glemme Shabakas visionære jazztronica-trio The Comet Is Coming, der med tykke synths, vilde saxfigurer og gennemborende trommer skaber en helt særlig science fiction-æstetik. Og i produktionen er der mange hentydninger til UK-hiphop, hvilket gør hele projektet endnu mere uforudsigeligt. Især vil jeg anbefale gruppens 2019-album ‘Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery’ – det er helt oppe på niveau med ‘Your Queen Is a Reptile’ fra samme år.
Og disse navne rammer altså kun overfladen af alt det fede, der sker i disse dage.
Det funky fusionsband Ezra Collective leverer dansable afrobeat-inspirerede toner, der altid sidder lige i skabet. Den mere tænksomme pianist Alfa Mist får problemfrit hiphopbeats og endda en smule rap integreret i et atmosfærisk jazzunivers. Og kollektivet The Heliocentrics har siden 2007 spyttet det ene syrede, krautrockede jazzalbum ud after det andet, som regel med kæmpestor kunstnerisk succes.
Så er der saxofonist Nubya Garcia, der på sin debut fra sidste år leverede nogle af de mest skønne, højtragende jazzkompositioner. Og vi må endelig ikke glemme, at den engelske electronica-troldmand Floating Points har komponeret et af nyere tids bedste jazzalbum.
Der er så meget liv i den engelske jazzscene. Det er bare om at dykke ned i den.