KOMMENTAR. I mange år satte de danske serier den absolutte guldstandard for serieproduktion i Norden. Mens serier som ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’ blev fænomener i udlandet og hjemtog Emmy-statuetter til DR Byen på stribe, kunne vores nordiske kolleger kun se misundeligt til – og begynde at gruble over, hvordan de selv kunne gøre de jävla danskere kunsten efter.
De senere år er Sverige og især Norge dog i den grad kommet efter det. Med ’Skam’ blev ovenstående scenarie naturligvis vendt på hovedet, så det pludselig var danskerne, der febrilsk prøvede at klone nordmændenes succes, men også inden for prestigedramaserierne har Norges svar på DR, NRK, markeret sig stærkt.
Jeg vil ikke over en bred kam gå i kontrær nationalbashing-mode og hævde, at svenskerne og nordmændene nu har givet danskerne baghjul på seriefronten.
Slet ikke efter et år i 2020, hvor der blev udgivet flere gode danske serier end nogensinde før, fordi nye aktører kom imponerende på banen i overraskende formater (Xee med eksempelvis ’Limboland’ og ’Cold Hawaii’, ’Centrum’ på Youtube, TV 2 Zulu med ’Alfa’), og de gamle hovedkanaler desuden stemplede ind med nogle af deres bedste fiktionsværker til dato, de knugende ’Ulven kommer’ og ’Efterforskningen’.
Men derfor kan man jo alligevel godt spejde over sundet og lade sig inspirere, og jeg synes, man ser tendenser i de seneste års serier fra Sverige og Norge, som er en mangelvare på dansk grund.
Jeg kunne godt tænke mig at se flere danske serier, der …:
… finder sted i en klart defineret arena
Måske – og her gætter jeg bare – skyldes det, at deres lande er større og har mere klart definerede subfællesskaber end herhjemme, men svenskerne og nordmændene har flere gange haft held med at dreje vellykkede serier, der finder sted i en meget snæver og meget specifik arena.
Norske ’Hjemmebane’ foregår omkring et mandligt fodboldhold med en kvindelig træner. ’Exit’, også fra Norge, zoomer ind på fire kyniske rigmænd fra den absolutte overklasse. Og en tredje norsk serie, ’Benzin i blodet’ (’Rådebank’), udspiller sig omkring en en flok bilglade unge i provinsen. Den svenske HBO-serie ’Beartown’ havde et ishockey-hold i en afsides flække som centrum, og den svenske ungdomsserie ’Eagles’ krydsede et gymnasie med selvsamme ishockey-omdrejningspunkt.
I Danmark har vi haft antræk til nedslag i et mikrokosmos i ’Norskov’ (også med ishockey for at det ikke skal være løgn), men selv her blev spektret bredt ud til at handle om en hel by som sådan frem for et mere smalt perspektiv. Og mens ’Doggystyle’ foregår i ’provinsen’, træder det alligevel ikke så meget i forgrunden, at det er lige præcis Odden, der er rammen for københavnersnudens hjemkomst til Udkantsdanmark.
Jeg synes ofte, at de danske serier har tendens til at udvide elastikken til bristepunktet, fordi man gerne vil sige noget om alle niveauer af samfundet, og faren er, at det miljø, der skildres, føles for generisk. Det ville være spændende med flere danske serier, der går dybt og ultrakonkret ned i et lukket community af én eller anden slags. Lollandsk ungdomsskak, bornholmsk ringridning, you name it!
… bryder alvoren op med humor
Jeg er fremkommet med denne kritik af DR’s serier i mindst en håndfuld år efterhånden, så jeg beklager, at jeg lyder som en ødelagt pladespiller: Men der er alt for lidt at klukke af i de danske dramaserier.
Omvendt styrker det vel næsten kun pointen, at kritikken er lige så relevant i dag som for 10 år siden. Særligt DR’s serier har en tendens til at tage drama-delen af dramaserier exceptionelt bogstaveligt. Prestige er lig med alvor, og sjovt ska’ det sgu ikke være at tænde for sit fjernsyn søndag klokken 20.
Faktisk er det kun blevet et større og større problem for DR, at deres serier har været så humorforladte. For mens den øgede konkurrencesituation i tidens streamingvirkelighed selvfølgelig i sig selv har gjort det svært for DR at bevare sin unikke position som danskernes seriehjem, tror jeg, at forklaringen på seerflugten fra særligt public service-stationens søndagssatsninger skal findes her:
Det kan føles som lektier at se med, når ’Herrens veje’, ’Når støvet har lagt sig’, ’Fred til lands’ og ’Ulven kommer’ – hvor kvalificerede de end måtte være – har gransket religion, terror, selvtægt og overgreb på børn med ansigtet i de mest højtidelige folder. Man forstår godt, hvorfor to millioner seere har længtes efter ’Badehotellet’s sommerlys og lethed.
Her er der anderledes lune i ’Hjemmebane’, mens svenske ’Welcome to Utmark’ på HBO Nordic – skrevet af danske Kim Fupz Aakeson, trods alt – dyrker en konsekvent deadpan, og der er gennemgående komik i ’Exit’, der lægger sig et eller andet udefinerbart sted mellem drama og komedie, som ikke helt kan kategoriseres inden for den klassiske dramedy.
Denne mere fleksible tilgang til grænserne mellem drama og komedie kunne man godt tage ved lære af herhjemme, mens man minder sig selv om, at en række af historiens allerbedste dramaserier – fra ’The Wire’ til ’Twin Peaks’ og ’Six Feet Under’ – affødte grin midt i de alvorlige omstændigheder i hvert eneste afsnit.
… giver sig i kast med et kulørt koncept
Når man ser de rige svins ustyrlige udfoldelser i ’Exit’, tænker man uvægerligt: Den serie var aldrig blevet lavet i Danmark. Også selvom seriens moralske pegepind jo peger utvetydigt på hovedpersonernes urimelige eskapader i sidste ende, har de danske serier en anderledes hang til at pakke de bløde humanistiske budskaber om de onde rige og sympatiske budskaber ind i fløjsbløde humanistiske fortællinger.
I ’Fred til lands’ ville landsbybeboerne så alligevel ikke rigtigt slå den onde Mike ihjel, når det kom til stykket, og selvfølgelig handler ’Når støvet har lagt sig’ mere om sammenhængskraft end om terror.
Til sammenligning er ’Exit’ jo fræk som en slagterhund. Ligesom den ualmindeligt underholdende svenske ’Snabba Cash’ på Netflix går hele vejen i skildringen af en svensk underverden, spækket med farverige gangstertyper og levende miljøskildringer af alt fra de kriminelle til startup-miljøet. Ikke helt ulig ’Bedrag’, der i sæson 3 som bekendt virkelig fandt formen, men alligevel med en større appetit på gangstergenren i en skandinavisk kontekst, end man har for vane at se herhjemme.
… og sætter fingeren der, hvor det gør ondt
’Snabba Cash’ er et godt eksempel på, hvordan ellers så politisk korrekte Sverige har lavet serier, som går i kødet på sociale problemstillinger uden så mange dikkedarer på en måde, som har været fraværende herhjemme, hvor man typisk ville sovse den slags ind i symboler, brede budskaber og sigende replikker.
Mens de danske kvinder og børn i Syrien har været en af de varmeste politiske kartofler den seneste tid, kan man også kun ærgre sig gul og blå over, at det er Sverige og ikke Danmark, der har lavet en topaktuel serie om netop det emne i form af ’Kalifat’. Netflix-serien handler om, hvordan helt almindelige svenske piger endte hos Islamisk Stat, både gennem historien om en kvinde, der prøver at redde sig selv og sit barn hjem til Sverige, og gennem en fortælling om islamistisk radikalisering i Sverige.
I det hele taget har svenskerne haft held med at kombinere klassiske skandinaviske fortælleformer med en højkonceptuel international tilgang i deres Netflix-produktioner – også i ’Hjem til jul’ og ’Quicksand’ – mens de danske Netflix-serier foreløbigt er druknet i halvkvædede genreforsøg udi fantasy og sci-fi.
Alle de svenske Netflix-serier har visse irritationsmomenter, men de har gennemslagskraft med forfriskende tilsnit af ublu underholdning og samfundsrelevans uden løftede pegefingre.
Man kunne godt drømme om danske serier, der på én gang var mere jordbundne i tematik og perspektiv og mere vidtløftige i koncept, tone og karakterer.