Infadels

Britiske Infadels kan lide at flytte fødderne og instrumenterne ude på dansegulvet, og som sådan er de snydt ud af næsen på den senere tids populære punkfunk-bølge, der har rødder tilbage til 80’er-ikoner som Gang of Four og Talking Heads. Forfædrene kan sagtens høres på kvintettens debut, som dufter af både rock, funk og britisk punk – tilsat elektroniske fiksfakserier.

Kombinationen er mest charmerende på åbningsnummeret ‘Love Like Semtex’, der drives frem af et kækt rock’n’roll-guitartema og forsanger Bnanns liderkarl af en stemme, som selvsikkert synger: “You’ve got to love like Semtex / bring it to me”. Lidt den samme sexdunst finder man i ‘Jagger ’67’, der pumper derudaf ved hjælp af en brummende, elektronisk basgang og det alt for oversete musikskole-instrument, koklokken.

Men trods de frække undertoner bliver Infadels trættende at lytte til i længden. De fem, fyrige briter spiller deres dansable punkfunk med et konsekvent opskruet og lummert udtryk, som helt sikkert er sjov at lægge ører til de første par gange, men derefter savner man mere musikalsk alvor i stedet for de lidt for friske glad-i-låget-attituder.

Det får man desværre ikke. Til gengæld er Infadels’ store spilleglæde ikke uden en vis smittefare, hvis der er en bytur under opsejling, og du vil have dig selv og dine omgivelser i den rette fest-stemning. Og den slags er jo heller ikke at kimse af.