Clor

Legesyge er nok det ord, der dækker bedst, når man skal beskrive Clor, for det er ikke nemt at putte dette band i en bestemt genrekasse. Uforudsigeligt er det i hvert fald, når englænderne Barry Dobbin og Luke Smith lukker op for sluserne og begiver sig på eventyr i en skæv og ukonventionel disco-verden.

Clors debutalbum er en af den slags plader, der kan fyre op under enhver fest, for det er en festlig rodebutik af dansable rytmer, guitarbreaks, kantede beats fra trommemaskinen, synth og masser af blip blop-lyde. Og ja, det lyder lidt som Kraftwerk enkelte steder. ‘Outlines’ og førstesinglen ‘Love+Pain’ er imidlertid et par gode popnumre med fine syng-med omkvæd, som kan sætte gang i dansegulvet. Der er masser af temposkift og overraskende instrumentering i Clors musik, og Dobbins skrøbelige vokal passer godt til det eksperimenterende lydbillede.

Det hopper og danser af liv i det evigt skiftende univers. Så meget at det også går ud over helheden. For mens dele af pladen lyder ganske forfriskende, savnes der alligevel et fast holdepunkt, og de mange strukturskift kommer i længden til at virke lettere enerverende. Clor er et af den slags bands, der balancerer på grænsen mellem rigtig godt og virkelig irriterende og nogle steder kammer eksperimenterne over i noget, der burde være holdt enklere.