Sophie Zelmani

Det er mørkt. Zelmani hvisker. Sådan på lidt erotisk og naivt barnlig vis. Stemmen er varm, søgende og melankolsk. De kærlighedstyngede ord flyder som poesi fra digterens mund. Sådan var det for ti år siden, da hun udsendte den første single, ‘Always You’, og sådan er det stadig.

På ‘A Decade of Dreams’, som jo er et opsamlingsheat, er der tre nye sange, mens resten angiveligt er håndplukket af Zelmani fra de hidtidige albums. For at tage det sidste først, er udsnittet fra de fem albums både repræsentativt i mængde og indhold, dog med en lille overvægt af numre fra de to nyeste (og bedste), ‘Sing & Dance’ fra 2002 og ‘Love Affair’ fra 2003.

En opsamling er jo en opsamling og derfor pr. definition en parade i fortiden. Hvad der dog fungerer sjældent godt på denne samling sange er, at Zelmani i sin sangskrivning altid vender tilbage til sit udgangspunkt – det minimalistiske udtryk. Det gør, at det ikke er lyden af opsamling, men snarere en utrolig sammenhæng, der rammer lytteren. Sangene mister ikke deres mening, eftersom fætrene og kusinerne fra andre udgivelser tydeligvis har samme gener i kroppen. De nye numre falder på samme vis ikke langt fra stammen.

Så fortryllende, længselsfuld og himmelskuende og på samme tid så nær og omfavnende er Zelmani, at man ikke kan andet end lade sig flyde med ordstrømmen ført af den spinkle og melankolske vokal. Vennen (og rockfotografen) Anton Corbijn opsummerer oplevelsen med ordene: