Underkendt Netflix-guld. For nyligt opdagede jeg med undren og mest af alt begejstring, at ’Ruben Brandt, Collector’ lå på Netflix.
Forundringen bestod i, hvorfor Netflix mon havde valgt at smide penge efter en ungarsk særling af en animationsfilm med en række internationalt ukendte stemmeskuespillere, som formentlig ikke trækker et særlig stort publikum på streamingtjenesten.
Samtidig glædede jeg mig over, at en så unik og opfindsom animationsfilm rettet mod et relativt smalt, voksent publikum kunne finde vej til Netflix’ brede underholdningsplatform, endda uden den store festivalhype i ryggen. Selvom filmen nok ikke vil dukke op i majoriteten af Netflix-brugernes algoritmebestemte anbefalinger, er der i hvert fald potentiale for, at denne lille perle kan nå ud til et stort publikum. Og det har den fortjent.
’Ruben Brandt, Collector’ er skabt af den ungarske kunstmaler Milorad Krstc, som har brugt seks et halvt år på at realisere sit filmiske hjertebarn. Instruktørens eget virke i kunstverdenen har i den grad smittet af på filmens fortælling og stil.
Filmen følger stjernepsykologen Ruben Brandt, som er besat af kunst – bogstaveligt talt. 13 malerier hjemsøger ham i tilbagevendende mareridt, han af uransagelige årsager ikke kan undslippe.
Ikke bare disse mareridtsvisioner, men hele filmen ligner en surrealistisk drøm. Alle karakterer er animeret efter tegnestilen i instruktørens egne syrede og dystre malerier, som synes inspirerede af Pablo Picassos vilde streg.
Én karakter har to ansigter og tre bryster, mens en anden i filmens tredimensionelle verden selv er helt og aldeles todimensionel, hvilket omverdenen ikke stiller de store spørgsmål til. Dermed følger filmens fortælling også en drøms logik, hvor man midt i søvnen anser ethvert pudsigt indfald som noget selvfølgeligt og naturligt.
Finurlige evner
I stil med Vincent van Gogh-filmen ’Loving Vincent’ er ’Ruben Brandt, Collector’s billeder altså gennemsyret af én kunstners udtryk. Men i kraft af hovedpersonens drømme træder filmen undervejs også ind i animerede verdener baseret på ikoniske malerier af blandt andre Sandro Botticelli, Edward Hopper, Frank Duveneck, Edouard Manet, Andy Warhol samt førnævnte Picasso og van Gogh.
I det hele taget er ’Ruben Brandt, Collector’ spækket til randen med referencer til kunstværker – så uoverskueligt mange, at filmen inviterer til flere gensyn.
Heldigvis er ’Ruben Brandt, Collector’ ikke bare en visuelt imponerende gennemgang af højdepunkter fra kunsthistorien. Den er også en underholdende kupfilm.
Ruben Brandt udtænker nemlig en løsning på sit problem. Sammen med en gruppe patienter fra psykologpraksissen sætter han sig for at stjæle de 13 hjemsøgende værker, så han kan hænge dem op i sin stue og dermed konfrontere frygten.
Dermed kaster det brogede Ruben Brandt-slæng sig ud i en række underholdende og skøre museumskup, hvor deres individuelle og yderst finurlige evner bliver taget i brug. Den førnævnte todimensionelle fyrs flade korpus er for eksempel ganske praktisk til at krybe gennem sprækker. En anden karakter kan tage sit tøj af og sidde musestille for dermed at blive forvekslet med klassiske skulpturerer så som ’Grubleren’.
Katten efter musen
Altid i hælende på kunsttyvene er politiefterforskeren Mike Kowalski, som forsøger at forstå deres motivation for at stjæle netop disse værker, der er så kendte, at de umuligt kan sælges på det sorte marked. Under sit arbejde opdager han, at Kowalski og Brandt har meget mere til fælles end først antaget.
Kowalskis efterforskning udmønter sig ad flere omgange i en hæsblæsende katten-efter-musen-jagt. Filmens blanding af håndtegnet 2D-animation og 3D-computeranimation fungerer overraskende godt i de stuntmættede actionscener med biler, både og helikoptere, som foregår i et grænseland mellem drøm og virkelighed.
Som du nok kan høre, foregår der afsindigt mange ting i ’Ruben Brandt, Collector’, der iler af sted i et vildt tempo. Undervejs går den store detaljegrad en anelse ud over seerens forståelse af handlingsforløbet og nogle af sidekarakterernes relationer. Men egentlig passer det vel rimelig godt til universets drømmelogik, at nogle af fortællingens elementer føles en kende indforståede og underfortalte.
’Ruben Brandt, Collector’ skal under alle omstændigheder prises for at udnytte animationsgenren fuldt ud med et særegent univers, der ikke kunne fungere lige så godt i en liveactionfilm. Den veloplagte mikstur af surrealisme og thrillerplot tilsat utallige easter eggs fra kunstens verden skaber en lettere forvirrende, men altså også helt igennem stimulerende oplevelse.
Man må samtidig rose Netflix for at præsentere sine abonnenter for en så anderledes film, der ellers normalt ville udkomme på smallere platforme som Mubi eller Criterion Channel – hvis overhovedet.
’Ruben Brandt, Collector’ kan ses på Netflix.