‘Zappa’: Seværdig dokumentar om en af rockhistoriens største personligheder
Sportsarenaen i Prag er proppet med ekstatiske fans. Umiddelbart inden musikerne går på scenen, giver bandleder Frank Zappa dessiner: »Jeg finder bare på en akkord, det bliver ikke professionelt, det bliver bare musik«.
En ganske signende udtalelse for den ikoniske musiker, som formåede at få selv de mest avantgardistiske og komplekse strukturer til at tage sig ud som leg og en rendyrket fornøjelse på scenen.
Til trods for hans status som bredt anerkendt kultstjerne, og at debutalbummet ‘Freak Out!’ (1966) med gruppen Mothers of Invention regnes som en uomgængelig klassiker i rockhistorien, bør Frank Zappa først og fremmest betragtes som visionær og grænsesøgende komponist på linje med koryfæer som Steve Reich, Philip Glass og nyligt afdøde Jon Hassell.
Et fokus, som Alex Winter heldigvis også retter i sin nye dokumentar.
Filmen er ikke karrig med et galleri af talking heads – det være sig tidligere Mothers-medlemmer, Zappas enke Gail og en række af de klassiske musikere, Zappa arbejdede med – der alle fremhæver ham som en kunstner, der tænkte og eksekverede i ambitiøse koncepter.
Særligt fascinerende er tilblivelsen af stykket ‘The Black Page’ – en monolit i moderne kompositionsmusik – og orkesterværker for stryger-ensemblet The Kronos Quartet og den stort anlagte koncert i Frankfurt med Ensemble Modern og Zappa som dirigent, der blev hans sidste optræden.
Tilsvarende spændende er det at få indblik i, hvordan Zappa valgte sine musikere fra for udelukkende at lave musik på det såkaldte Synclavier – 80’ernes banebrydende studieværktøj, der kombinerede synthesizer, sangskrivning, produktion og musikalske arrangementer i én maskine.
‘Zappa’ følger forskrifterne for de gængse musikdokumentarer og er således kronologisk fortalt. Fra hans opvækst med en barndom fascineret af farens arbejde på en kemikaliefabrik, der udviklede nerve- og sennepsgas. En opvækst, hvor musik overraskende nok nærmest blev frarådet af forældrene, og hvorfor 15-årige Zappas møde med den uortodokse komponist Edgard Varése blev en decideret åbenbaring. Senere spillede Mothers of Invention Varéses ‘Octandre’ som en manøvre i at teste publikums tålmodighed.
Zappa udgav intet mindre end 62 albums i sin levetid, og filmen giver os ligeledes et billede af en følelsesmæssigt distanceret workaholic, som bestemt ikke bondede med sine musikere, og for hvem familien ikke kom i første række.
Da datteren Moon blev født, var Zappa således på turné, og da han i 1982 får et overraskende hit med sangen ‘Valley Girl’ – en duet med netop Moon – fremgår det tydeligt, at sangen udsprang af, at den 14-årige datter ønskede en hyggelig fællesoplevelse med sin ofte fraværende far.
Det placerer heller ikke just Zappa højt på den konventionelle familie-piedestal, da han i et klip fra 60’erne nonchalant fortæller, at han ikke kan skjule for konen, at han har fået gonorré. Med et smil på læben lyder ræsonnementet: »Jeg er sammen med groupier, fordi jeg kan lide at knalde«.
At Zappa var en notorisk individualist, kom dog ikke kun ham selv til gode. Han virkede både som en slags kulturel ambassadør for Tjekkoslovakiet i forbindelse med Jerntæppets fald og gik desuden aktivt ind i kampen mod Parental Advisory-bevægelsen, som ihærdigt arbejdede for at censurere og begrænse udbredelsen af musik af den type, der fik mærkatet ‘explicit content’.
Visuelt er ‘Zappa’ en ret så overdådig oplevelse. Winter gør flittigt brug af hovedpersonens enorme filmarkiv, der er med til at understrege de bevidsthedsudvidende aspekter i Zappas musik. Heriblandt Zappas egne 15 mm-filmruller, skulptøren Bruce Bickfords stop motion-optagelser af karikerede modellervoksfigurer samt den mildest talt aparte musical ‘200 Motels’ fra 1971.
Mod slutningen får følelserne og nuancerne plads, da både Gail og Ruth Underwood, tidligere percussionist i Mothers of Invention, udtrykker deres minder og tanker, da det står klart, at Zappas kræftsygdom har nået terminalstadiet (han døde i december 1993, 52 år gammel).
Filmen får således lov til at ringe ud med indtrykket af, at selvom de musikalske projekter havde førsteprioritet, var Frank Zappa også et varmt og inkluderende menneske.
Kort sagt:
Den skabende kunstner er i fokus for seværdig dokumenter om en af rockhistoriens mest banebrydende personligheder.
Det er den skabende kunstner, som er i fokus i seværdig dokumentar om en af rockhistoriens (og den moderne kompositionsmusiks) mest grænsesøgende og banebrydende personligheder, for hvem de musikalske projekter altid kom i første række.