SERIE: HOLDER DE I DAG? Ét er at sætte et aftryk på dansk filmhistorie, noget andet er at sætte et aftryk på det danske sprog.
Hvem har ikke hørt en ven råbe »Det skal jeg da ha’« i festligt lag?
Hvem kender ikke linjen »det er en syg høne, der har lagt det æg?«
Hvem har ikke hørt om Ove Ditlevsen?
’Blinkende lygter’ har rodfæstet sig i danskernes fælles kulturelle hukommelse. Det er en film, alle kender og elsker, og når man citerer den, er det, som om man hylder og dyrker en national sammenhængskraft.
Ser din samtalepartner undrende på dig, vil du måske spørge: »Har du ikke set ’Blinkende lygter’?!« Med hævet stemme og bestyrtet blik.
Det gør du, fordi det skal man da ha’!
Men også fordi ’Blinkende lygter’ vitterligt er god, sprængladet med geniale replikker og scener, der stadig funkler to årtier efter premieren i år 2000.
Det var dengang, dansk film var bedst kendt for Dogme, ’Festen’ havde vundet juryens pris i Cannes, og Anders Thomas Jensen, manden bag ’Blinkende lygter’, havde selv skrevet ’Mifunes sidste sang’ og ’The King Is Alive’.
’Blinkende lygter’ har den samme friskhed i fortællestilen som Dogme-filmene, men er ellers noget helt andet: en stiliseret, ultravoldelig actionkomedie med kulørte figurer og en slutning, hvis slow motion-skudregn i sig selv er en reaktion mod grynet dansk realisme. Anders Thomas Jensen, der aldrig fik adgang til Filmskolen og fik afslag på støtte fra Det Danske Filminstitut, har selv fortalt, at han blev provokeret, da han hørte en filmkonsulent sige, at der ikke måtte være våben i dansk film.
Inspirationen fra Quentin Tarantino og især ’Reservoir Dogs’ er åbenlys. Et slæng af machoforbrydere måler pik og våben og affyrer grovkornede, vittige replikker af den slags, der lægger for godt i munden til at eksistere uden for lærredet.
Og alligevel er ’Blinkende lygter’ umiskendeligt dansk.
De fire forbrydere og barndomsvenner, Peter, Arne, Torkild og Stefan, læser Ove Ditlevsen (en mus har spist T’et i digtsamlingen), ser alle 24 afsnit af ’Matador’ og ender med at åbne en klassisk dansk landevejskro.
Og så drikker de elefantøl: Efter en kold tyrker møder Ulrich Thomsens kokainafhængige skudoffer Frits Helmuths alkoholiserede læge, der tager ham under sin vinge og lærer ham at grave jordhuller af perfekt dybde til at køle elefantøl. Som var det en ærefuld dansk tradition, der gik i arv.
’Blinkende lygter’ er på den måde en bastard mellem den folkelige danske kriminalkomedie, der blev bragt til live i 1960’erne, og rapkæftet action a la Tarantino. En nostalgisk kærlighed til dansk kulturarv krydret med en drenget benovelse af amerikansk videofilmsæstetik.
Villa i Skodsborg
Måske finder man særligt det hjemlige touch i karaktertegningen:
Det er nemlig Anders Thomas Jensens evne til at menneskeliggøre stereotyperne, der løfter ’Blinkende lygter’ over den gængse actionkomedie, for eksempel Lasse Spang Olsens mindre raffinerede ’I Kina spiser de hunde’, som Jensen var pennefører på et år før instruktørdebuten.
De fire kriminelle barndomsvenner starter som typer:
Mads Mikkelsens letantændelige voldsmand Arne. Ulrich Thomsens kokainhungrende Peter. Nikolaj Lie Kaas’ betuttede ædedolk Stefan. Og så Søren Pilmarks Torkild, bandens overhoved, der drømmer om at kvitte den kriminelle løbebane og slå ind på en mere moden sti.
Men typerne udvikler sig mod alle odds til mennesker, til elskværdige outsidere, forenet af traumatiske familiehistorier og en rørende søgen efter et fællesskab.
De udvikler sig også til acceptable danskere: Arne lærer, at man må skyde dyr, ikke mennesker, Peter lærer, at man må drikke øl, ikke sniffe coke.
Det er Torkilds indre konflikt, der driver fortællingen. Da han får en AK47 i 40 års fødselsdagsgave, konstaterer han, at hans liv ikke er gået, som det burde. Han burde have en villa i Skodsborg, som han siger.
Da han og det øvrige slæng får fingre i fire millioner kroner, vælger de at stikke af fra gangsterbossen Færingen og sætte kurs mod Barcelona – fordi de kender en mand ved navn hvide-Henning, der engang fik gonore i den catalanske hovedstad.
De kommer bare ikke ret langt. Flugtvognen – eller »lortespasserbussen« – bryder sammen, og de strander i en forladt kro, som Torkild snart drømmer om at puste fornyet liv i.
Anders Thomas Jensen har en særlig evne til at skabe sympati for skæve randeksistenser, selv efter de har serveret menneskød i slagteren (’De grønne slagtere’), begået voldelige røverier og overgreb (’Adams æbler’) eller skudt snart sagt hver en ko i miles omkreds (’Blinkende lygter’). På trods af deres umoralske, til tider psykopatiske, tilbøjeligheder bevarer de et strejf af noget jovialt, og ondskaben på overfladen har altid bund i en dyb smerte.
Det er indlysende, at instruktøren føler en solidaritet med sine karakterer, et håb om, at de finder det fællesskab, som de ellers har tabt.
Det er det, hans film handler om: familie. Hans hovedpersoner bærer rundt på traumer bag fotoalbummets glans og presses til den yderste kant, inden de ender med at finde ro i et nyt aparte fællesskab.
Ingen kylle rylle – og alligevel
Jeg huskede faktisk ’Blinkende lygter’ som en mere jordbunden film end både ’Adams æbler’ og ’De grønne slagtere’. Her er trods alt ingen storsvedende slagtere, der henretter ejendomsmæglere og ekskærester, klynger dem op på kødkroge og sælger dem som kylle rylle til kunderne.
Anders Thomas Jensen udleverer da heller ikke sine karakterer i samme grad i ’Blinkende lygter’, som han gør i sin senere værker, hvilket han i øvrigt kun kan slippe afsted med, fordi man samtidig mærker hans kærlighed til dem (undtagen i ’Mænd og høns’, der faldt til jorden af netop den grund).
Alligevel fremstår ’Blinkende lygter’ ved gensyn mere kulørt, end jeg huskede den.
Det skyldes især de flashbacks, som graver fæle brudstykker frem fra hovedpersonernes barndom. Isoleret set er sekvenserne stærke, sært foruroligende i deres bedragerisk farvemættede udtryk, men de stikker også lidt ud og giver en bismag af stilforvirring.
Enkelte steder virker ’Blinkende lygter’ direkte fjollet. Færingen er for eksempel en sløj karakter, en ensidig tyran, der hverken er morsom, frygtindgydende eller facetteret. Hvor de andre karakterer har bånd i virkeligheden, virker Færingen løsrevet fra den.
I det hele taget står ’Blinkende lygter’ ikke som Anders Thomas Jensens mest helstøbte film.
Når det er hans mest hyldede værk, er det også, fordi det er hans første. Det var den film, der introducerede en af de mest indflydelsesrige auteurer i dansk mainstreamfilm og samlede et slæng af skuespillere, der allerede var kendte, men fik et gevaldigt boost af actionkomedien. Ikke mindst Mads Mikkelsen, der havde stillet talentet til skue i Nicolas Winding Refns ’Pusher’, men på det tidspunkt var et mindre navn end de øvrige i firkløveret, herunder Ulrich Thomsen, der få år forinden havde haft hovedrollen i ’Festen’. For Mikkelsen blev ’Blinkende lygter’ – og ’Rejseholdet’ – starten på en himmelfart, der endte i Hollywood.
Anders Thomas Jensen havde allerede vundet en Oscar for kortfilmen ’Valgaften’, også med Ulrich Thomsen, men det var med ’Blinkende lygter’, at han præsenterede en formel, han siden har holdt sig til som instruktør.
Temaet om at miste en familie og finde en ny udforsker han gennem en stribe faste elementer: En broget flok af mænd med ar på sjælen, plaget af afhængigheder og kriminelle tilbøjeligheder, en dialog så grov, at man næsten ikke fatter, at man skraldgriner af den, og – ej at forglemme – nu afdøde Ole Thestrups vidunderlige monologer, der altid udfolder karakterernes familiehistorier og vrider storslået komik ud af tabubelagte ubehageligheder.
Alt det satte anmelderne pris på, da ’Blinkende lygter’ udkom i 2000. Politikens Kim Skotte kaldte filmen »svært underholdende«, Informations Christian Monggaard skrev, at »den tog stikket hjem« med »vittig dialog« og »fine skuespilpræstationer«, og publikum var endnu mere begejstrede: Over 430.000 indløste billet til biografen, og det efterfølgende dvd-salg slog rekord. Til Robert-uddelingen hjemtog den da også publikumsprisen.
At filmen senere er blevet en del af den danske kulturarv skyldes dog nok, at scenerne har løsrevet sig fra filmen som helhed og har fået liv som referencer i egen ret: Æggepustningen, der får en brat ende, da Torkild stikker Stefans kæreste en knytnæve, Arne, der råber »skal du glo!?« til en ko, inden han afliver den … og så videre.
Måske er det sigende, at der eksisterer en hjemmeside ved navn blinkendelygter.dk, hvor man kan købe plakater med citater fra filmen. Folkene bag hjemmesiden hævder, at de sælger godt. Det skulle ikke overraske mig, om det var sandt.
Det er i hvert fald fortjent.
Så holder den i dag?
Ja. Selvom ’Blinkende lygter’ er mere ujævn, end filmens status indikerer, er den spækket med så mange fænomenale scener, at den med rette har erobret en plads i danskernes fælles hukommelse.