Efter et års pandemipause og lukkede biografer over hele kloden var Cannes Film Festival årgang 2021 et comeback.
»Filmen er tilbage«, blev det flere gange ytret under festivalen af såvel filmstjerner som festivalledelse, og efter alle havde vænnet sig til en ny rytme med spyttest, coronapas og billetsystem, var det virkelig slående, hvor hurtigt alt var ved det gamle:
Folk stimledes sammen i biograferne, de buhede, jublede og diskuterede en lang række film fra verdens største instruktører og spændende nye talenter.
Bundniveauet i hovedkonkurrencen har været højt. Kun ganske få titler er virkelig faldet igennem, og jeg har måttet udelade seks-syv rigtigt gode oplevelser fra nedenstående liste.
Men i sidste ende er det de her 10 film, jeg tager med hjem i kufferten som årets højdepunkter. Med en imponerende nordisk tilstedeværelse.
10. De første 45 minutter af ‘Annette’
Her burde jeg måske nok levne plads til Francois Ozons mere end solide ’Everything Went Fine’ eller måske det gribende abortdrama fra Chad, ’Lingui’, men når alt kommer til alt, er de første 45 minutter af Leos Carax bizarre musical med Adam Driver og Marion Cotillard bare noget af det, der stadig står stærkest hos mig her mod slutningen af årets festival. Uperfekt og nærmest kvalmende mørk senere hen – men sikke dog et blændende filmisk møde mellem musik og billeder i begyndelsen.
9. ’Compartment no. 6’
Som en meget østeuropæisk udgave af ’Before Sunrise’ skabte finske Juho Kuosmanens en usentimental, men også underligt rørende fortælling om to meget forskellige menneskers møde på et tog med retning mod Arktis. En sært romantisk film pakket ind i et uflatterende billede af Rusland.
8. ’Drive My Car’
Som en slags blødere udgave af ’Burning’ er også Ryusuke Hamaguchis ’Drive My Car’ en filmatisering af en Murakami-novelle om tab og hemmeligheder. Da instruktøren Yusukes hustru dør, rejser han ud på landet, hvor han møder en fåmælt chauffør. Filmen er med sine tre timer en mundfuld, men man får en følsom, humoristisk og dyb oplevelse til gengæld. Festivalens næstbedste bilfilm.
7. ’Lamb’
Et fåreavlerpar i de islandske fjelde tager et nyfødt lam ind i huset og opfostrer det, som var det deres eget barn. Det er den besynderlige præmis for Valdimir Jóhanssons mærkværdigt søde, men også dybt forstyrrende film, hvor Noomi Rapace har sin vel nok bedste rolle siden Lisbeth Salander. De har bare et særligt forhold til naturen, de islændinge.
6. ’A Hero’
Iranske Asghar Farhadi gør med sin nye film, hvad han gør bedst: Skaber en kompleks fortælling om moralske glidebaner og menneskelige brister med historien om en mand, der afleverer en taske med penge tilbage til ejeren og først hyldes for sin gode gerning, men siden også straffes. Ikke et nådesstød som ’Nader & Simin’, men stadig imponerende fortællekunst.
5. ’After Yang’
Fans af ‘Black Mirror’ og Alex Garland kan roligt glæde sig til den spændende amerikanske instruktør Kogonadas sci-fi-film, hvor Colin Farell spiller en far, der forsøger at få repareret en meget menneskelignende, kinesisk robot, som familien har haft for at få deres adopterede datter til at føle sig mere hjemme. Lavmælt, mystisk, visuelt betagende og tankevækkende.
4. ’The Innocents’
Eskil Vogt havde et stort Cannes-år som manusforfatter på ’Verdens værste menneske’ og instruktør på den foruroligende metafysiske gyser ’The Innocents’, hvor fire børn knyttes sammen af mystiske kræfter, som i starten er spændende og frigørende, men også har et urovækkende potentiale. En creepy kombination af skandinavisk socialt boligbyggeri og ’Stranger Things’-vibes.
3. ’Verdens værste menneske’
Joachim Trier var tilbage på hjemmebanen Oslo med en film om den unge generations tvivl og usikkerhed, om den labyrintiske vej mod at finde ud af, hvem man er. Alt sammen forankret i historien om flakkende Julie, spillet suverænt af Renate Reinsve, og med Triers brillante evne til at forene humor med vemod og originale fortællegreb.
2. ’Red Rocket’
Manden bag ’Tangerine’ og ’The Florida Project’, Sean Baker, leverede endnu en dybt troværdig skildring af USA’s randeksistenser – denne gang i Texas med den fallerede pornostjerne Mikey som hovedperson, spillet af en sensationelt god Simon Rex. Måske den bedste film om Trumps USA, der endnu er lavet.
1. ’Titane’
Med sin vanvittige blanding af seriemord, bilsex og et ømt far-søn-forhold delte Julia Ducournaus opfølger til ’Raw’ i den grad vandene under årets festival, men jeg var solgt på hele turen til dette grænseoverskridende og komplet uforudsigelige møde mellem Tarantino, Cronenberg og Claire Denis i en visionær ung filmskabers hænder.