Grandaddy

Dyrenes venner, Grandaddy, er tilbage i rampelyset med en spøjs rodebutik af en ep. En forløber for det næste (og ifølge rygterne sidste) fuldbyrdede album, som gerne skulle være på gaden i starten af 2006. Efter det enestående gennembrudsalbum ‘The Sophtware Slump’ (som du bør have i reolen) var opfølgeren ‘Sumday’ fra 2003 lidt af en skuffelse. Der var ikke rigtigt bid i sangene. Nu har frontmand Jason Lytle så rodet i skuffer og støvsuget under skabene, hvilket har resulteret i et skævt monster af en underholdende ep.

Grandaddys særegne synthesizer-leg træder igen frem i manegen sammen med klaverstykker, men på flere af ep’ens syv numre bliver der også skruet op for guitar og trommer. Det giver en befriende dynamik og vekselvirkning mellem det drømmende og det udadvendte.

Presset er åbenbart lettet fra skuldrene og erstattet af legesyge, hvilket er tydeligt på et nummer som ‘Florida’, hvor der bare gives los i en gang festpunk (!!!). Et nummer der måske kan blive irriterende i længden, men som giver et frisk pust. Det kan sidestilles med Beastie Boys’ hang til at udforske det rockede på ‘Time for Living’ eller ‘Heart Attack Man’ i sin tid. Det stritter, men sprudler af overskud – og det virker.

Albummets bedste nummer, åbneren ‘Pull the Curtains’, er også noget mere larmende, men ikke desto mindre fængende med en catchy melodi, der sammen med ballader som ‘Goodbye’ vidner om, at der stadig er vitalitet i den nu skægløse Lytle. Og så kan man ikke andet end at nyde hans karakteristiske stemme på skæve linier som “Siamese, Portuguese, dirty knees, look at these/ rookies around us, aren’t you glad you found us?”.

Jo, jeg er glad og fortrøstningsfuld for den kommende udgivelse, som gerne må være et lige så sprælsk, omend mindre rodet, farvel.