- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
Oceansize
Det er stort og ambitiøst som bare pokker, det rockunivers engelske Oceansize boltrer sig i. Med samme kompleksitet som Tool og The Mars Volta går gruppen næppe med sindrige ambitioner om at ende som landeplager på FM-båndet, men det ville ærligt talt være fuldt fortjent, hvis Oceansize’ andet udspil, ‘Everyone Into Position’, blev kendt af den brede befolkning.
Den viltre blanding af postrock, nu-metal, hardcore og shoegazer fungerer på overraskende koncis måde, og Oceansize indløser billet til ikke så få soniske klitorisorgasmer gennem albummets timelange spilletid. Der opbygges klimaks på klimaks af tonstung guitarlyd, men med umiddelbare, fængende melodier til at blødgøre lydmuren, hvilket er ret så vital for denne snørklede eksperimentelle tungrockgenre.
Oceansize er decideret ferme melodisnedkere på et nummer som ‘New Pin’, der prydes af en simpel, men uforglemmelig hookline. Enkelt gange går de dog helt over i den anden boldgade og lader lyden svømme rundt i melodisk dyster intethed, og så er det lige før, at ørerne drukner.
Men så galt går det ikke helt. Manchester-gruppen har overvejende sikkert styr på virkemidlerne, og der sluttes decideret fremragende af med trilogien ‘Mine Host’, ‘You Can’t Keep A Man Down’ og ‘Ornament/The Last Wrongs’, der når langt oppe i det røde felt på følelsesbarometeret – takket være først truende tunge lydcollager og derefter sirligt dyssende ambientklange. Det er ikke helt ved siden af at kalde sig for Oceansize, når man laver sådan en slags musik.
Oceansize. 'Everyone Into Position'. Album. Beggars Banquet/Playground.