The Rolling Stones

The Rolling Stones er ikke tilbage med et brag, som pladetitlen ‘A Bigger Bang’ indikerer, men det er tæt på. 16 råt spillede numre, der spænder mellem rendyrket rock’n’roll, blændende blues og sågar Bush-bashing, får størstedelen af den dog lidt for lange plade til at gå op i en højere enhed, selvom der dog i perioder anes en vis metaltræthed.

Men først lidt galde til rullestenene. Hold jer fra politiske tekster og overlad det til Dylan og ligesindede. Lyrikken bliver ikke til mere end en parodisk prædiken, og pladens pinligste moment kommer i den ellers sejt rockende ‘Sweet Neo Con’, hvor Jagger forarget angriber USA’s præsident med ordene: »You say you are a patriot / I think that you’re a crock of shit«.

Heldigvis efterfølges nummeret af ‘Look What the Cat Dragged In’, som på bedste vis understreger veteranernes vitalitet med sublimt sammenspil mellem mesteren Keith Richards og den begavede rytmeguitarist, Ron Wood. Og når Mick Jagger så stadig synger med en flabethed, som var han en 16-årig rebelsk skoledreng, så er alt godt igen.

Det er denne vitalitet, der gør The Rolling Stones til et band, der stadig kan sælge massevis af plader, for der er bestemt ikke noget nyt under solen på dette udspil. Men det de kan, kan de som ingen andre og deres blues’ede rock’n’roll, spilles stadig, som var det livet, det gjaldt. Der er endda blevet plads til to sange sunget af Richards, hvor ‘This Place is Empty’ står ud som et af de smukkeste numre. Her kommer Richards whiskey- og smøghærgede stemme til sin ret og giver pladen lidt tiltrængt variation.