The Decemberists
Ifølge Gyldendals røde ordbøger betyder ‘Picaresque Novel’ en skælmeroman, eller med et nyere ord, en røverroman. ‘Picaresque’ er 11 frugtbare fortællinger af fantasteri, der er er umulige at ignorere.
Musikken er på en måde typisk for hvad amerikanerne kalder ‘alternative’, men alligevel formår Colin Meloy og band heldigvis at skabe et ganske originalt univers. The Decemberists går på en tynd line mellem folk, rock og pop. Dem der står af toget ved betegnelsen verdensmusik, bør netop fortsætte her: Med en stribe sange, der ikke er bange for både at blive melankolsk pop, og samtidig lade sig inspirere af det farverige liv i sigøjnermusikken. Med en plade, der stinker langt væk af amerikansk indie a la The Polyphonic Spree og They Might Be Giants, men alligevel har en forsanger, der synger som en brite på højlandets marker, og drikker the med Belle & Sebastian.
The Decemberists lyd er heldigvis ikke en musikalsk verdensomrejsende gøglertrup. De er i høj grad også Colin Meloys, både seriøse og ambitiøse, lyriske ekspedition gennem svundne tider og mørklagte gyder. På trods af det gammeldags sprog og de skæve røverhistorier, forholder ‘Picaresque’ sig dog i højere grad end de to forrige albums til samtiden. Det klæder de lyriske præstationer, at have en aktuel samfundskritisk relevans bag forklædningen – også selv om det bliver en anelse klichéfyldt på ‘This Sporting Life’ (nørdens kvaler med den amerikanske sportsentusiasme) og den lidt afstikkende sing-a-long song “Sixteen Military Wives” (kritik af USA’s krigsliderlighed.)
I Benny Andersens Snøvsen-bøger kom postmanden altid forbi og fortalte røverhistorier fra de syv verdenshave. Det var noget, der gav fantastiske billeder på nethinden, når der skulle fortælles godnathistorie. Det samme kan The Decemberists gøre for voksne børn (tjeck bare “The Mariners Revenge Song”). Picaresque er ikke blot bas, trommer og guitar, men også passende dryp af blæsere, strygere, mandolin og hakkebræt, som får bølgerne til at skvulpe højt under fantasiens skib.