Alias & Ehren

Som en af de mest toneangivende skikkelser i det amerikanske musikkollektiv og pladeselskab, Anticon, har Alias været med til at danne skole indenfor alternativ musik. En skole der tog sit afsæt i en art alternativ hiphopfortolkning, såvel med som uden vokal, og som hurtigt begyndte at hive især postrock, electronica og jazz ind i repertoiret.

På ‘Lillian’ får Alias selskab af broren Ehren, og netop de familiemæssige relationer synes at have sat sit præg på udgivelsen. I hvert fald er det ikke noget nyt, at Alias kreerer særdeles veldrejede programmeringer. Alligevel lykkes det her Ehren at løfte dem yderligere, idet de to partnere ganske tydeligt har en stor forståelse for hverandres musikalske gøren.

Stille og roligt bevæger man sig som lytter ind i et mørkt og melankolsk univers, hvor de mange svævende lag kæler for de selvsamme øre, som de ekvilibristiske beatprogrammeringer udfordrer. Prikken over i’et er Ehrens saxofonarbejde og den helhed det skaber, der forkæler ørene i en grad, som de alt for sjældent har oplevet.

Der er tale om et univers, der ved første gennemlyt kan være svært at træde ind i, men som til gengæld viser sig at være større, mere spændende og i det hele taget mere bemærkelsesværdigt for hver gang man alligevel gør forsøget. ‘Lillian’ er et fantastisk eksempel på Anticons varemærke, nemlig at tage udgangspunkt i hiphopbeatet, for derefter at bevæger sig langt ud i de musikalske muligheder, uden af den grund at miste fokus. Det er interessant, dragende og så absolut anbefalelsesværdigt.