’UFO’: J.J. Abrams-serie på TV 2 er et kaotisk sammensurium
I vindueskarmen på journalist Leslie Keans kontor står en plakat med teksten »I WANT TO BELIEVE« i store typer over et utydeligt foto af en flyvende tallerken uden kildeangivelse.
Hvis man, som jeg, har tilbragt størstedelen af sine tirsdag aftener i 90’erne klinet til ‘Strengt Fortroligt’, afkoder man ikonografien med det samme. Det er den plakat, der også pryder FBI-agent og rumskibsconnaisseur Fox Mulders kontor. Præcis som den fiktive agent forsøger Keans at finde hoved og hale på de mange informationer – og mangel på informationer – der findes ’derude’ om mulige besøg fra rummet.
Keans er en af uoverskueligt mange fortællere i Showtimes nye minidokumentarserie ’UFO’, der har selveste JJ Abrams’ produktionsselskab i ryggen, og som ifølge pressematerialet vil besvare to spørgsmål: Hvorfor tror vi det, vi tror? Og hvad er sandheden bag det årtier-lange mysterium om UFO-rapporteringer?
Dokumentarserien skrider frem med en iver, der minder om agent Mulders: Vi møder religionsforskere og historikere, der giver kulturelle bud på, hvorfor vi tror på UFO’er. Vi møder efterretningsfolk, psykiatere, øjenvidner og politikere, der nærmer sig mere faktuelle bud på, hvad UFO’er er. Det hele er krydret med så mange arkivfotos og -videoer, at man som seer helt sikkert får en følelse af, at der er ’noget’ derude.
Desværre mangler ’UFO’ den skeptiske agent Dana Scully, der i ‘Strengt Fortroligt’ sørgede for at holde Mulder nogenlunde på sporet og os seere investeret i de postulerende X-filer. Derfor går man mere forvirret end forklaret fra seriens imponerende persongalleri og arkivmateriale. Dermed bliver den selv et eksempel på den udfordring, et af dens mange talende hoveder skitserer:
95 pct. af UFO-rapporter er vrøvl. De sidste fem procent er måske ikke. Problemet er, hvordan man skelner.
Det kræver en Scully at skelne eller som minimum en guidende dramaturgisk tråd, der desværre mangler i ’UFO’. Der er kun antydningen af en struktur: Afsættet er tre lækkede videoer, der efter sigende skulle stamme fra et officielt, men hemmeligt UFO-agentur i Pentagon. Disse videoer og andre øjenvidneberetninger optager de første to afsnit, mens afsnit tre ser på efterretningstjenesters rolle og afsnit fire på såkaldte ’abductees’.
Undervejs præsenteres vi for reelt interessante betragtninger om for eksempel sammenfaldet mellem bortførelsesberetninger og ’home invasion’-temaer i populærkulturen eller om efterretningstjenesters bevidste misinformation under Den Kolde Krig.
Desværre sætter serien overblik og dybde over styr i jagten på spænding. Et af midlerne består nemlig i at klippe interviews sønder og sammen, så én bid kan slutte med cliffhanger-sætninger a la »None of us were prepared for when this happened…«.
Teknikken gør det umuligt for seeren at huske forskel på de talende hoveder, hvis navne kun kort pryder skærmen, og som vi aldrig får nævneværdig kontekst på. Hvad skal vi mene om en tilfældig historiker tilknyttet Penn State University? Er han dygtig? Hvad med billionæren Bigelow, der finansierer UFO-research? Hvordan er han forbundet til UFO-agenturerne AATIP, BAAS og AAWSAP?
Vi får aldrig tid eller baggrundsinformation nok til at kunne forholde os kritisk til materialet. Vi får ingen kildeangivelser på de mange ’dokumentationer’ af UFO-aktiviteter. Ingen fotoekspert vurderer billedernes ægthed, og det er uklart, hvornår der alene er tale om rekonstruktioner.
Værst af alt er det, at det også er uklart, hvornår serien vil levere en væsentlig pointe. Det dramatiske lydspor, der fint kunne akkompagnere gyserfilm, gør det svært at afkode seriens tone. Skal vi tage den traumatiserede søofficer alvorligt som øjenvidne, eller skal vi læse ham som underholdende, men gak?
Og hvad med den bombe, en tidligere CIA-agent henkastet smider: USA’s militær har skam reddet og huset rummanden Ebe i flere år og fra ham lært om teknologi, der ligger 50.000 år ude i fremtiden. Samme CIA-mand har tidligere fortalt, at han engang var ansat til at bilde folk ind, at hemmelige militærtests ’bare’ er rumvæsner, så hvad skal vi tænke om dette seneste vidnesbyrd?
I hvert fald ikke en tanke, der kræver mere end to sekunder, for så er serien allerede videre.
Tilbage sidder man med flere spørgsmål end svar og en umådelig trang til at google sig ned i internettets dybeste konspirationshuller. I den forstand formår ‘UFO’ absolut at vække interesse for det spørgsmål, serien ønskede at besvare: Hvad er sandheden bag UFO-mysteriet?
Desværre giver serien med sin sensationsagtige overfladiskhed ikke stort bedre svar end dem, man engang fandt i kulørte smudsblade under overskriften ’En skør, skør verden’.
De underholder kortvarigt, men klogere bliver man ikke.
Kort sagt:
JJ Abrams-selskabets minidokumentarserie om UFO’er er fuld af informationer, men de leveres i et overskriftsagtigt tempo, der efterlader seeren forvirret og frustreret snarere end oplyst.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.