UFO-feber: De mest interessante film om flyvende tallerkener, du kan streame lige nu

Med tre mystiske videoer og en ventet Pentagon-rapport er debatten om besøg fra rummet glohed i øjeblikket. Men hvilke film bidrager med spændende, og måske endda realistiske, perspektiver på UFO’er og aliens? Vært på DR’s UFO-podcast 'Flyvende tallerken' Frederik Dirks Gottlieb kommer her med sine bedste bud.
UFO-feber: De mest interessante film om flyvende tallerkener, du kan streame lige nu
’Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers’. (Foto: PR)

I april sidste år offentliggjorde Pentagon tre videoer, som i mange år har floreret uautoriseret rundt på nettet.

I videoerne kan man høre højtuddannede piloter tabe kæben over uforklarlige flyvende objekter, der vimser rundt for næsen af dem. Videnskaben er foreløbigt kommet til kort, når man har prøvet at forklare fænomenerne. De er, i ordenes bogstavelige forstand, unidentified flying objects. UFO’er.

Siden har det amerikanske forsvarsministerium bekendtgjort, at de har tænkt sig at frigøre yderligere informationer i en rapport, der ganske snart udkommer, og som skal belyse en række uforklarlige hændelser.

Og dermed er UFO-feberen mere glohed, end den har været på noget tidspunkt siden storhedstiden i 50’erne.

I filmverdenen har UFOer og aliens været en følgesvend fra mediets spædeste dage. Siden Georges Méliès ’Rejsen til Månen’ fra 1902 har filmskabere fiflet med tanken om udenjordisk liv, og klassikere som ’Nærkontakt af tredje grad’, ’E.T.’ og ’Alien’ har formet flere generationers opfattelse af, hvordan et besøg fra det ydre rum kan se ud.

Men hvilke film bidrager egentlig med et reelt interessant perspektiv, holdt op mod de spekulationer om fremmed liv på Jorden, der kører på højtryk lige nu?

Det har Frederik Dirks Gottlieb et velkvalificeret bud på. Han er nemlig ikke bare uddannet filmproducer og streamingekspert på DR – han har samme sted også sin egen podcast, ’Flyvende tallerken’.

I podcasten, som netop er startet på sæson 2, kommer han sammen med en lang række gæster og eksperter hele vejen rundt om UFO-området.

Her holder vi os dog til filmene. Frederik Dirks Gottliebs UFO-relaterede anbefalinger kommer her:

‘The Phenomenon’. (Foto: PR)

’The Phenomenon’

»’The Phenomenon’ er en venligstemt UFO-dokumentarfilm. Den udkom nogenlunde samtidig med ’Flyvende tallerken’ i efteråret 2020, lige da UFO-snakken, især i USA, begyndte at blusse op igen, efter Pentagon var kommet med udmeldinger hen over sommeren om, at man havde et UFO-program, og at man ikke vidste, hvad der er på de her berømte tre videoer«.

»Filmen giver også en historisk gennemgang, men fokuserer især på de nye sager og har blandt andet et interview med Christopher Mellon (tidligere viceassistentsekretær for forsvars- og efterretningstjenesten i Clinton- og George W. Bush-administrationerne, red.), en mand med høj troværdighed, som var med til at leake de her tre videoer, hvilket han fortæller om i filmen«.

Kan ses på iTunes.

’Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers’. (Foto: PR)

’Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers’

»’Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers’ er en dokumentar, som har en tendens til at falde ned i det subjektive UFO-hul, men alligevel er standarden, hvad angår UFO-film. Kernen er interviewene med Bob Lazar, en videnskabsmand, som påstår at have arbejdet på et søstersite til Area 51, som hedder ’Site Four’«.

»Han er ret troværdig, og han har fastholdt samme historie siden 80’erne, hvor han først blev interviewet anonymt og siden stod frem, da han efter eget udsagn frygtede for sit liv. Han er en virkelig fascinerende figur. De ting, han fortæller, er så vilde, at hvis de er rigtige, så er verden et helt andet sted, end vi tror, den er«.

»Og det er en perfekt case, da der er lige mange argumenter for, at han er troværdig, som for at han er en plattenslager«.

Kan ses på Netflix.

‘Contact’. (Foto: PR)

’Contact’

»Jodie Fosters rolle i Robert Zemeckis film fra 1997 bygger på en rigtig person, Jill Tarter, som er en legendarisk astronom, der har dedikeret hele sit liv til at lede efter ikke-jordisk liv. Det er en film, der tager jagten på liv i det ydre rum superalvorligt, og den illustrerer meget godt de ildsjæle, der er på det her område«.

»Når alt kommer til alt, så er det jo det her med at ville ud i rummet og undersøge, om der er noget andet derude, der driver os – også ingeniørerne hos NASA. Det viser den her film på en superpæn og respektfuld måde«.

Kan ses på SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

‘Fire in the Sky’. (Foto: PR)

’Fire in the Sky’

»Der er ikke så mange, der har set ’Fire in the Sky’, selvom den var et relativt stort hit i USA i 80’erne«.

»Den bygger på historien om Travis Walton, som påstod, at han blev kidnappet af rumvæsener og havde intet mindre end seks vidner på sin bortførelse. Han var en skovhugger, der var på vej hjem, da han så det her lys og forsvandt sporløst. Det er en af de bedst dokumenterede UFO-bortførelsessager nogensinde«.

»Det er et ret godt bud på en UFO/science-fiction-basker, som man kan sætte på en lørdag aften. Det er ikke en perfekt film, men jeg synes, den er ret underholdende«.

Kan ses på iTunes.

‘Arrival’. (Foto: PR)

’Arrival’

»Min (måske) yndlingsfilm i den her genre er ’Arrival’. Og det er lidt sjovt, at de fleste, jeg selv interviewer i ’Flyvende tallerken’, også Denis Villeneuves film som deres yndlings. Jeg så den første gang, da jeg blev far. Og jeg synes, at den gør det, de bedste sci-fi-film gør, nemlig at fortælle den helt lille og nære historie«.

»På et tidspunkt lavede man en undersøgelse i USA, om hvem der skulle snakke med rumvæsner, hvis de kommer og kommunikerer med os. Den, folk helst ville have, var hverken en politiker eller en militærperson. Det var faktisk videnskabsmanden Carl Sagan. I ’Arrival’ er det så en sprogforsker (Louise Banks, spillet af Amy Adams, red.) som tager teten, og det er lidt a la det, jeg håber, man ville gøre, hvis vi en dag stod i en lignende situation«.

Kan ses på C More, Viaplay og Netflix.

‘Lilo & Stitch’. (Foto: PR)

’Lilo & Stich’

»Jeg så den først som voksen, hvor jeg fik det helt vildt over, hvor svedig en science-fiction-film det i virkeligheden er. Den er supergakket, og så synes jeg, at den taler fint til dem, som gerne vil tro på liv i rummet. Hvorfor er det, at nogle folk afviser det, og andre er helt besatte af tanken? Det er nok blandt andet, fordi vi føler den ensomhed, som Lilo oplever. På klassisk Disney-facon har hun mistet sine forældre, og hun savner et tilhørsforhold til sin egen verden, som hun så får i form af et lille bidsk rumvæsen«.

»Det er en superfin fortælling, der taler til barnet i mig, men samtidig tager spørgsmålet om andre planeter dybt seriøst«.

Kan ses på Disney+, Blockbuster og Viaplay.

’10 Cloverfield Lane’. (Foto: PR)

’10 Cloverfield Lane’

»Det er en totalt undervurderet klassiker. Det er sjovt, fordi den er født ud af ’Cloverfield’-franchisen, som startede med en found footage-film (’Cloverfield’ fra 2008, red), og pludselig kommer den her lille perle, som måske/måske ikke har noget at gøre med den første«.

»Hvis rumvæserne kom, så tror jeg realistisk set, at de fleste nok bare ville være hjemme og gemme sig i deres kælder. Og hvornår ville man egentlig vove sig ud? Det er det spørgsmål, ’10 Cloverfield Lane’ tager op«.

Kan ses på Viaplay, Blockbuster og SF Anytime.

‘The Vast of Night’. (Foto: PR.)

’The Vast of Night’

»Den er lidt tør. De snakker enormt meget, men den er også interessant. Den foregår i New Mexico, som var en slags hjemstavn for UFO-fortællingerne i 50’erne, som virkelig også var et UFO-årti. Vi følger en radiovært, som opdager en mærkelig lyd, der gemmer på et stort mysterium. Og som radiovært og UFO-interesseret talte den til mig, især også på grund af tonen og stilarten. Det er en film, der fanger stemningen fra tidligere tiders UFO-fortællinger«.

Kan ses på Amazon Prime.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af