Var det egentlig en udpræget god nyhed for ’Rick and Morty’, da serien i 2018 blev forlænget med 70 afsnit? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, mens jeg uge for uge har fulgt med i den animerede sci-fi-sitcoms femte sæson.
Jeg blev som mange andre forelsket i Dan Harmon og Justin Roilands populære komedieserie om opfinderbedstefaren Rick og hans pubertære, underkuede barnebarn Morty på grund af dens uafbrudte strøm af originale, gakkede og dystre påfund. Og det er der selvfølgelig stadig masser af i den nye sæson.
Fjerde afsnit, ’Rickdependence Spray’, byder eksempelvis på nogle af sæsonens mest frastødende scener, da Rick kommer til at skabe nogle kæmpestore dræbermonstre ud af Mortys sæd (fordi Morty ikke vil indrømme, at han har onaneret med en maskine fra sin mors dyreklinik, som indsamler hestesæd).
Det bliver klammere endnu. For at tilintetgøre spermmonstrene, der er ved at totalsmadre planeten, fremstiller det amerikanske militær en forstørret ægcelle til at agere lokkemad – og den ægcelle er tilfældigvis taget fra Mortys storesøster Summer. Kæmpestor sædcelle mødes med kæmpestor ægcelle, og det resulterer simpelthen i en gigantisk »incestbaby«.
Den herligt platte og alligevel ret ubehagelige chokhumor kan man som sagt fortsat finde i hvert afsnit af ’Rick and Morty’s femte sæson. Og hovedpersonernes evne til at rejse til andre dimensioner giver i sagens natur endeløse muligheder for at fortsætte morskaben i de resterende fem sæsoner, som serien jo allerede er sikret. Men er det nok til at blive hængende?
Genopstået venskab
Vi har efterhånden vænnet os til seriens utallige skøre indfald, som ville være helt utrolige og overrumplende at støde på i enhver anden serie. Chokeffekten er aftaget, og jeg kan godt frygte, at den episodiske galskab om et par sæsoner går hen og bliver en kende monoton.
Her i femte sæson fik jeg i hvert fald en følelse af, at seriens forfatterteam trak tiden. De første syv afsnit er ganske vist fint underholdende, men de føles også lidt som fyld, indtil vi til slut endelig kan få de godbidder, vi har ventet på.
Ligesom tidligere runder Harmon og Roiland nemlig sæsonen af med selskab af nogle gamle kendinge, der udvider sci-fi-universet og dykker ned i Ricks smertefulde forhistorie. Det er disse længere og relativt alvorstunge handlingstråde, der fastholder min interesse for serien.
Ottende afsnit, ’Rickternal Friendshine of the Spotless Mort’, er dermed også sæsons absolut bedste, fordi vi rent faktisk kommer tættere på altid kyniske Ricks følsomme side. Samtidig udspiller handlingen sig i et hidsigt tempo og med en imponerende, fragtmenteret fortællestruktur, der tydeligvis er inspireret af Michel Gondrys ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ (hvilket understreges ved, at Rick løbende retter henkastede svinere mod filmens medmanuskriptforfatter Charlie Kaufman).
Ricks gamle venskab med Birdperson, der genopstod i sidste sæson, kommer igen under luppen. Ved hjælp af en af sine mange opfindelser rejser Rick nemlig ind i Birdpersons minder for at vække ham fra koma. Her ser vi, hvordan Birdperson tilbage i tiden distancerede sig fra Rick, der ellers håbede at have Birdperson som sin faste makker. Samtidig møder vores Rick en ung og kæk udgave af sig selv, der ikke er synderligt imponeret af sit fremtidige jeg.
En gedigen cliffhanger
De sidste to afsnit, hvis handling udspiller sig i mere eller mindre direkte forlængelse af hinanden, slutter sæsonen stærkt af. De bygger videre på Ricks tragiske erkendelse af, at han er en dårlig ven og partner, da også Morty beslutter sig for at forlade ham (hvilket dog næppe kommer til at vare ved i de næste fem sæsoner).
Efter flere forviklinger ender Rick og Morty sammen foran en anden velkendt karakter, som vel er seriens egentlige hovedantagonist: Onde Morty. Denne meget Rick-kritiske udgave af Morty afslører en ubehagelig og nærmest ’The Matrix’-agtig sandhed over for vores Morty, som tager Ricks udnyttelse af sine nærmeste til nye højder.
Herefter følger noget af et blodbad og en gedigen cliffhanger, der sikrer, at jeg jo nok bliver nødt til at se videre. Jeg forventer dog, at forløsningen tidligst bliver indfriet i slutningen af næste sæson efter en ny række episodiske eventyr.
I midten af finaleafsnittet sender seriens forfattere på meget ’Rick and Morty’-agtig facon faktisk meta-kommentarer af sted mod netop seere som mig, der ønsker et mere kontinuerligt handlingsforløb. Rick siger nemlig, at han ikke kan lide »serialiseret drama«, hvortil Onde Morty svarer: »Klart, ikke noget drama. Hold det episodisk. Rick’er kigger sig aldrig tilbage«.
Tidligere i afsnittet beder Morty tilmed Rick om at »trykke på genstart-knappen«, efter han har fortrudt deres brud.
Harmon og Roiland begrunder altså ret genialt sitcom-genrens indbyggede krav, om at (næsten) alt genstarter fra nul efter hvert afsnit, som et tegn på hovedpersonernes manglende vilje til at konfrontere deres dybereliggende problemer.
Men alligevel – tænk lige hvis sjette sæson af ’Rick and Morty’ var den sidste, og de blev nødt til at samle alle tråde i en sammenhængende, 10 afsnit lang afslutning. Det gad jeg virkelig godt se.
I stedet må vi håbe, at seriens skabere har nok idéer i ærmet til, at deres hitserie ikke ender med at gå i tomgang.
’Rick and Morty’ kan ses på HBO Nordic.