Suede

Det er ikke fordi, der er sket de store kunstneriske forandringer på engelske Suedes første album i 11 år. De musikalske tricks har i hvert fald ikke ændret sig nævneværdigt, siden Brett Anderson og co. sidst gav lyd fra sig, og undertiden sidder man ligefrem med fornemmelsen af at lægge øre til bandets populære 90’er-katalog.

Faktisk føles det mest af alt som at være indespærret i en forseglet tidskapsel, når først albummets bedagede glampop-sange galoperer derudaf. Det faktum synes dog på ingen måde at genere det genopstandne britpoporkester, som i stedet nyder at svælge i deres status som rockkoryfæer.

Bevares, Brett Anderson er da stadig en hæderlig dramatisk sanger, og guitarist Richard Oakes formår endnu at skrue et par mindeværdige riffs sammen hist og her, hvilket udmønter sig i enkelte fine sange. Hør bare førstesinglen ‘It Starts and Ends with You’, som i kraft af Andersons tårnende vokal og Oakes’ energiske guitarspil formår at vække mindelser om bandets bedste numre. Men for det meste hæver albummets ti sange sig aldrig over det middelmådige, hvilket bestemt ikke bliver gjort bedre af Andersons tekstskrivning, som i perioder fremstår decideret klichéramt.

Suede gør dog blot det, de er bedst til. Men det går altså langt hen ad vejen ud over sangmaterialet, som ikke kan undgå at virke sært tilbageskuende. Og det er en skam, når nu de så gerne vil levere et comeback.