The Flaming Lips

Lad ikke det lysergiske farvespektrum på albumcoveret snyde dig. Hæft dig i stedet ved motivet. Venter han i virkeligheden ikke bare på at blive fragtet hinsides… af dødens færgemand, Charon?

Albummets indhold og forhistorie underbygger fint teorien. Steven Drozd faldt for nyligt tilbage i heroinens kløer til Wayne Coyne og de øvrige bandmedlemmers naturlige, bundløse forfærdelse. Men den ulykkelige situation levnede også plads til kreativitet, og resultatet kommer til at dele vandene. Nok er det indiskutabelt kunst og tilmed kunst, der bevæger sindet. Men den altoverskyggende følelse er en af uvelkommenhed: Som at skue ind i et mødelokale med en selvhjælpsgruppe midt i vigtig uforstyrrelig terapi.

‘The Terror’ skræmmer og skurrer med moltoner, dissonans og bizarre samples af flatbed-scannere, kopimaskiner og andet døende isenkram, der på albummets bogstøtter ‘Look… The Sun Is Rising’ og ‘Always There… In Our Hearts’ kammer over i industrial. Wayne Coyne lyder i konteksten, med skrøbelige, dirrende falsetter, mere sårbar og kuet end nogensinde.

Læs anmeldelse: The Flaming Lips ‘The Flaming Lips and HEady Fwends’

Det er utroligt, at det selvsamme band i 1999 gav os ‘The Soft Bulletin’. The Flaming Lips skal selvfølgelig pinedød heller ikke i al evighed tackle svære filosofiske spørgsmål med sød, psykedelisk guitarpop, men de har tydeligvis forladt mainstream-kredsløbet igen.

Ikke blot er dette deres mest utilgængelige album længe. Det er også en ørkenvandring med kun sparsomme lyspunkter mellem ni numre og talrige mørke ambient/soundscape-mellemspil. Men undergangen skjuler altså også skønhed: Den smukke, pastorale ballade ‘Try to Explain’ og ‘Butterfly, How Long It Takes to Die’ er flotte, elegiske plastre på dette åbne sår.