Nikolaj Nørlund – luk røven og lyt
Nikolaj Nørlund en af de bedste sangskrivere og ubestridt stærkeste producere i Kongeriget Danmark. Begge dele cementerede han i 2012 med sit sjette soloalbum, og ikke mindst med eminente produktioner for så forskellige kunstnere Santiagos lækre americana og Spillemændenes smukke mørksindede vandrehistorier. At Nørlund nogensinde før har været både så hip og hurra er tvivlsomt.
Under Jazzhouse blå pornolampelogo stod således succesfulde Nikolaj Nørlund – denne gang dog helt aldeles solo og uden hverken Hjelm, band eller Logic Pro. Og det klædte ham godt. Med hans varme manderøst, lange tilbageredte pandehår og selvsikre fremtoning klædte han Jazzhouse mindst ligeså godt, som Jazzhouse klædte ham.
At kalde ham helt alene ville dog være en løgn. Tro mod producergenet var der hele aftenen pænt godt gang i pedal-effekterne på de to akustiske guitarer, hvilket gav mere bund og lidt flere nuancer at dvæle over, mens Nørlund, over to timer og 25 sange, spillede os nutidsdigte i mol.
Læs anmeldelse: Nikolaj Nørlund ‘Alt sammen, lige nu’
Aftenen indeholdt skarpe covers af overdådige sange som The Smiths ’Heaven Knows I’m Miserable Now’ og Townes Van Zandts ’Marie’, et par mindre inspirerende gamle danske viser i ’To lys på et bord’ og ’Smilende Susie’, og rigelige mængder nyt og gammelt fra hans betragtelige bagkatalog.
Alt i aftenparaden var hyggeligt og rart, men en del forblev dog også noget uvedkommende. Om det var på grund af det ukoncentrerede og tilnærmelsesvis flabede publikum i Jazzhouse eller Nørlunds egen – måske – lidt for afslappede kølighed, der både så ham glemme tekster og snuble over tangenterne på sit klaver, skal være usagt. Fakta var dog, at der var lidt for mange skingre tøsepigestemmer – hvis hjerner manglede ilt og/eller nærvær nok til at opfange niveauet af deres egen skingerhed – der havde betalt 150 kr. for at debattere strikmønstre på Jazzhouse denne fredag. Det synes både Nikolaj og jeg var en enormt dårlig investering for alle parter involveret.
Det kunne dog ikke forpurre de åbenbaringer vi i ny og næ fik serveret. De momenter, hvor lyrikken ramte os i ansigtet som en hjertevarm underhånd fra Mikkel Hansen og cementerede, at Nørlund, udover én af vores fornemste producere og sangskrivere, også er en af vores bedste poeter.
Læs også: Nikolaj Nørlund fortæller om sine yndlingsalbum
Et af disse var fortolkningen af det manisk kluntede Strunge-digt, bare kaldet for ’Lille digt’, som med Nørlunds akkorder bestemt ramte plet. Et andet var den uendeligt smukke koncertlukker ’Under fremmede flag’ som efter 24 forudgående sange, med linjerne: »Og du er rasende / Rasende smuk« stadig formåede – eksklusivt – at sy tøsespalterne sammen til fordel for et helt ægte og dybfølt øjeblik.
De to timer blev dog aldrig helt den intime samtale med vores ven Nikolaj, som en del nok havde håbet. Symptomatisk for den distance der hang i lokalet hele aftenen, fik Nørlund os til glædeligt at være stand in for Christian Hjelm og ’uh-uh’e inderligt med ham på ’Ned til søen’, for derefter blot at skuffe os med selv at synge et sært nedjusteret omkvæd, da vi ellers skulle til at peake. Præcis lige dér, hvor festlighederne altså skulle have eksploderet, stod vi, i stedet for lidt tryk sing-a-long, tilbage med Nørlund alene på vokal mens taskerne – som en slags kor sendt fra helvede – skingert pludrede videre om modermælkserstatning og cocktails uden kalorier.