Phoenix

»I’ll rush into it anyway / forever is for everyone else«, synger Thomas Mars på albummets titelnummer. Det kunne være pladens mantra, for når Phoenix først har trykket play på popmaskinen, fortsætter den prustende derudaf de næste 40 minutter. Og så alligevel ikke, for sætningen indeholder også en idé om ikke at tænke for meget over tingene.

På ’Bankrupt!’ er der tænkt over tingene. Popmaskineriet har fået en ekstra omgang producerolie og nogle eksperimenterende drej på knapper og håndtag. Det får ’Entertainment’ til at eksplodere i lynkineser-synth og dele af ’Drakkar Noir’ til at ende som et overproduceret virvar med syngende elguitar og kammermusik.

Phoenix skabte deres hidtil bedste plade i 2009 med ’Wolfgang Amadeus Phoenix’, fordi den elektroniske opdatering smed noget af naiviteten og skar poppen endnu skarpere. Denne gang får de store produktioner omvendt til tider overfyldt numrene med midler, der virker overflødige.

Læs også: Se musikvideoen til ‘Entertainment’

Det er dog stadig fantastisk, når Mars skriger i modvind på omkvædet til ’The Real Thing’, eller når 80’er-farvede ’Drive’-synth pumper i baggrunden på ’Don’t’. Og så beviser det syv minutter lange titelnummer endnu en gang Phoenix’ særlige evne til at opbygge en pirrende synthesizer-stemning med akustisk klimaks.

Ingen tvivl om, at de fire franskmænd stadig ved, hvor der skal trykkes og drejes for at få maskinen til at spinde. Ens fingre følger lystigt keyboardets skiftende toner, ligesom omkvædene hænger fast timer efter, man har lagt høretelefonerne. Dét er poppens og Phoenix’ force. For det er noget, man kan løbe direkte ind i uden at tænke for meget over tingene.