‘Work in Progress’ sæson 2: Selvironisk komedieserie gør op med 90’ernes humor
Hvis du er komiker i det 21. århundrede, har du formentlig en serie, der handler om dig, er skrevet af dig, instrueret af dig og spillet af dig.
Abby McEnany indtager rollen som Abby i den selvironiske og selvudstillende komikerserie ’Work in Progress’, mens selveste Lily Wachowski (The Matrix!) er med på manuskriptet. Og selvom der er lidt færre action-scener og røde og blå piller, så er der stadig klog, om end mere nede på jorden, samfundskritik for alle pengene.
Sammen tager de 90’ernens anything-goes humor op og viser os, at komik ikke altid behøver at sparke nedad, men at den jo passende kunne sparke lidt til sig selv.
For tiden er humor som bekendt i skærsilden, og der snakkes om sensitivitet, og om hvilken og hvis bekostning humoren skal komme på.
Den samtale har serien nænsomt pakket ind i den velmenende gamle skuespiller og komiker Julia Sweeney, der spiller sig selv i serien.
I 1994 introducerede en yngre Julia Sweeney den ikke så velmente karakter Pat hos ’SNL’. Pat er sjov, fordi vi ikke ved, om Pat er en mand eller en kvinde – fordi Pat er androgyn og derfor lidt irriterende og lidt til grin.
Abby (og serien) har taget det på sig at forklare Julia Sweeney (og os), hvorfor Pat er sårende, og kommenterer derigennem også på den generation af humor, som Pat blev født ind i.
Det gør de med omsorg og humor, og det viser sig at være enormt effektivt at invitere skaberen af Pat ind for nu at demonstrere, hvorfor Pat ikke holder. Og cadeau til Sweeney for at deltage.
Abby har affundet sig med en form for livstilpashed. Hun går nu med regnbuefarvede strømpebukser og vågner myndigt 45 minutter tidligere hver morgen, så hun kan møde ind på sit nye bureaukratiske job som en hver anden ansvarlig fuldvoksen – det der med at dræbe sig selv skete ikke rigtigt, forklarer hun.
I første sæson gav Abby sig selv 180 dage, og 180 mandler, før hun ville begå selvmord, og hver dag smed hun ritualistisk en mandel i skraldespanden som en dyster måde at dyrke sin egen håbløshed på.
I anden sæson har hun arkiveret den sidste mandel nr. 180, som hun kærtegner, hver gang hun skal ud ad døren og møde livet. Vi er nu på psykolog nr. 17, og hun dumper psykologer, med samme iver som med mandlerne, når de går med sokker i sandalerne eller er for rødhårede, fordi selvsabotage længe leve.
Heldigvis har vi også Abbys venner, der holder os med selskab og stemmer i, når serien dvæler lidt for meget ved Abby, og når Abby dvæler lidt for meget ved sig selv.
Hver aften ligger hun i ske med sin bedste ven og nylige bofælle Campbell og ånder ind i en CPAP-maske (fordi når man er 45, snorker man), og da Abby finder ud af, at hun ikke har en aura, maler hendes ven King (Armand Fields) en på med glitter.
Det er en perfekt afvejning af seriøse problematikker om mentalt helbred og så noget buddy flick, der holder os fra at synke helt ned i depressionen med hende.
Samtidig ligger homobarerne nu øde hen på Chicagos coronaramte gader, og Abby vil i den dårlige samvittigheds navn donere anonymt til Chris’ kommende operation som bod for i sidste sæson at have deadnamed ham midt på åben dengang præ-coronaramt gade – jo mere dårlig samvittighed desto flere nuller. Godt, Abby har fået et højtbetalt job.
’Work in Progress’ fortsætter endnu engang i ’Louie’s fodspor med at udstille en ægte fejlbarlig og tenderende til usympatisk hovedperson, som er helt perfekt til et selvironisk format som komedieserien.
Og det får vi, som bestilt, serveret med et tykt lag letfordøjelig galgenhumor snarere end med alt for mange penisjokes.
Kort sagt:
Dronningen af de hvide mænds sitcom er tilbage og gør selvbevidst navlepilleri og samfundskritik bedre end nogen anden. Og så gør den op med 90’ernes humor med SNL-karakteren Pat. Og så er den sjov!