Sulka har de seneste år markeret sig som et spændende nyt navn på den danske hiphopscene, men nu føler rapperen sig nødsaget til at holde en pause fra musikken. Det fortæller hun i et længere skriv på sin Instagram-profil, rapporterede dr.dk onsdag.
Årsagerne til pausen er nedslående: Gennemgående oplevelser med sexisme, overgreb og grænseoverskridende adfærd i musikmiljøet.
»Aldrig i mit liv er jeg blevet holdt så opmærksom på mit ‘køn’ som i min rejse i musikken«, skriver Sulka i opslaget, der undervejs også trækker paralleller til resten af samfundets strukturelle sexismeproblemer.
Sulka nævner ingen navne i sit opslag, men kritiserer de magtfulde mandlige kollegaer, som hun har arbejdet sammen med, der har behandlet hende anderledes på grund af hendes køn – og dækket over andre, som har opført sig grænseoverskridende over for hende.
»Det ærgrer mig at meddele, at grænseoverskridende adfærd fra mandlige kollegaer har været et af de mest præsente tematikker igennem hele mit forløb. Noget jeg i alt for lang tid har bebrejdet mig selv for«, skriver Sulka blandt andet.
»Jeg har tidligere erfaret, at crew-kulturen også ofte kan støtte op om den tendens, at mænd beskytter hinanden, når deres venner begår krænkelser. Tilhørsforholdet af at være i et crew skaber nok en ekstra frygt for at blive vendt ryggen, hvis man siger fra over for noget, også selvom det er noget rigtigt forfærdeligt. Derfor ligger der en masse tragedier under tæpperne i flere crews i dansk hiphop«.
Sulka råder alle unge kvinder, der vil begynde at rappe og overvejer at træde ind i et mandsdomineret crew, til at »arbejde sammen med flere, der kan relatere til éns oplevelser«. Slutteligt understreger rapperen, at hun vender tilbage efter pausen til næste år. Her vil hun dyrke sin kærlighed til musik og denne gang samarbejde med nogle andre mennesker end hidtil.
»Jeg vil meget hellere lave mit eget spil. Allerhelst sammen med rigtig mange af jer. Jeg vil bidrage til en dansk hiphopkultur, hvor alle, der har noget på hjertet, kan få plads til at lette det, og hvor alle spiller med de samme regler«.
Sony Music Denmark har på vegne af Sulka oplyst dr.dk, at Tue Track ikke er involveret i de anklager, hun er kommet med. Sulka lavede sit debutalbum ‘Epoker’ sammen med Tue Track som producer.
Dr.dk har prøvet at få Sony Music Denmark til at kommentere på deres ansvar i forhold til de oplevelser, Sulka skriver om i sit opslag. Det har pladeselskabet ikke svaret på, men skriver i en mail til dr.dk, at »Sulkas ord skal stå alene«.
Du kan læse hele Sulkas besked i opslaget herunder.