Sulkas hiphopdebut er meget mere end 90’er-flows og Tue Track-beats
Når ubeskrevne blade allierer sig med etablerede stjerner, er der praktisk taget garanti for, at de vil modtage øjeblikkelig opmærksomhed. Men de skal så også vise deres værd i egen ret – tænk blot på de mange kunstnere, der fik store hits takket være støtte fra Drake for hurtigt derefter at forsvinde ud af rampelyset.
At selveste Tue Track har produceret hele debutalbummet ‘Epoker’ fra hiphopdebutanten Sulka var således ganske opsigtsvækkende. Track var også sat til at dj’e for hende på årets aflyste Roskilde Festival, og på albummets artwork står der da ikke blot »Sulka«, men »Tue Track & Sulka«. Når en legende inden for dansk hiphop sætter så meget i at promovere et nyt act, er det en så kraftig hype-katalysator, at forventningerne bliver svære at leve op til.
Ligefra førstesinglen ‘Frikvarter’ (november 2019) viste projektet dog rigtig stort potentiale. Det fyldige, sovsede beat er af præcis samme høje kaliber som den, Tue Track leverede til Malk de Koijns ‘Toback to the Fromtime’ i 2011, og som rapper er Sulka oldschool i sin tilgang, men virkelig kompetent. Versene er bygget over en stribe ganske kløgtige skolegårdsmetaforer, og Sulkas levering emmer af både livserfaring og overlegenhed.
Sulka rapper som om, hvert eneste ord kommer helt naturligt til hende, mens hun er aldeles ligeglad med, hvad du har at sige mod hende. Lidt samme kølige, støvede energi, som eksempelvis GZA leverer til Wu-Tang Clan.
Da jeg hørte resten af ‘Epoker’, stod det dog klart, at Sulka er meget mere end blot et 90’er-throwback. Hun starter albummet med at synge (!) et sparsomt akkompagneret cover af de to sidste vers fra visen ‘Det var en morgen ved vintertid’ af Kurt Larsen og Lisbet Torp. Det er ikke ligefrem sådan, det står i nogen klassisk hiphop-lærebog, at man skal starte sit album – men det virker fornemt.
Introen sætter scenen for resten af albummet, og med sin ømme tristesse gør den, at man som lytter er mere opmærksom på de melankolske undertoner, der manifesterer sig på tværs af tracklisten. Introen etablerer desuden, at meget af ‘Epoker’ vil kigge tilbage og føre os tættere på Sulkas person gennem bagudsyn, og så signalerer den, at hun også vil synge – noget, der giver albummet en del sonisk karakter.
På de sungne omkvæd til ‘Andet sted’, ‘Øjeblik’ og ‘Undskyldforevigt’ skaber Sulka en spændende kontrast med rustik, melodisk ynde sat op over for stribevis af rå bars – en kobling, der leder tankerne over mod Ane Trolles rolle på Balstyrko-klassikeren ‘Jagten paa noget’.
Men Sulka er en dynamisk vokalist, og hun kan finde på at give enkelte linjer fra et rapvers lidt melodisk pift eller synge outroen for at give et dramatisk punktum, som det sker på ‘Hys’. Afslutningsnummeret ‘Marie med duen’ er sunget hele vejen igennem, men med et lidt hiphoppet flow, ikke ulig hvordan eksempelvis Frank Ocean eller Drake tilgår r’n’b. Beatet er dog stadig et typisk støvet Tue Track-beat med nogle få Wu-Tang-hentydninger, hvilket skaber en rigtig spændende kollision af verdener.
‘Frikvarter’ er absolut heller ikke en kvalitetsmæssig undtagelse, hvad gælder Tues beatmageri. Lyden på albummet er kølig, let soulet, men også godt beskidt, hvor en synthbas ofte er med til at skabe en lidt utryg stemning.
Dette skaber en ekstra dimension i samspillet med Sulkas selvsikre levering – som om beatet diskret fortæller dig, at det næsten er dumdristigt at være så selvsikker i så hårde situationer. Men det må man godt være, når ens debutalbum er lige så tematisk bevidst, velskrevet og stærkt fremført som ‘Epoker’.
Kort sagt:
Sulka og Tue Track har slået sig sammen om et fornemt debutalbum. Sulka både rapper og synger eminent, og Tue Track holder imponerende nok stadig den standard, han har lagt for dagen i godt 20 år.