‘The Harder They Fall’: Netflix’ stjernespækkede hævnwestern er umanerligt underholdende
Midt ude i det øde, vilde vesten ligger et trygt hus med røgen sivende ud af skorstenen.
En afroamerikansk familie er samlet omkring bordbøn, da det banker på døren.
Ind træder en hævner med en gylden pistol i hver hånd og hatteskyggen ned over ansigtet. Alt tyder på, at han er omtrent lige så meget en dødsengel som Henry Fondas Frank i’ Once Upon a Time in the West’ – eller for den sags skyld Javier Bardems Anton Chigurh i ’No Country For Old Men’. Han har noget blodigt at afregne med husets patriark, og snart er familieidyllen ødelagt for evigt.
Sønnen overlever og får skåret et kors i panden som en livslang souvenir fra den rædselsfulde dag. Som voksen er han selv blevet ferm med en pistol, en eftersøgt tyv og bandeleder. Nat Love (Jonathan Majors) vil finde samtlige, der endte hans far og mors liv så koldblodigt.
’The Harder They Fall’ er en liberalt anlagt outlaw-western, der næppe er for genrens mere konservative dyrkere. Vi er i det vilde vesten, men der er en tegneseriekolorit, der er hiphop, Motown og reggae på soundtracket og en farveglæde som i et maleri af John Kørner. Den debuterende spillefilminstruktør har noget af et crush på Quentin Tarantino og især ’Django Unchained’.
Af og til er det, som om ’The Harder They Fall’ lidt for gerne vil gå Tarantino i bedene. Men filmen har også sin eget stolt afroamerikanske identitet. Hvide mennesker er vidunderligt irrelevante og mest med i nogle enkelte scener som skræmte opretstående flokdyr med høj hat og monokel. Enkelte tør måske med rystende hænder sigte en pistol mod vores ukurante helte, men kommer hurtigt på bedre tanker blot ved et gennemborende blik.
Der er ingen hvide undertrykkere som Leonardo DiCaprios møgsvin i ’Django’. Alt her er til syvende og sidst en sag mellem sorte. Få af de involverede i denne voldelige affære er Guds bedste børn, og også blandt de hårdkogte kvinder Eleanor Love (DeWanda Wise) og Trudy Smith (Regina King) virker det, som om der trods alt også er en gensidig respekt og beundring.
Lakeith Standfield er glimrende i rollen som den veltalende Cherokee Bill. Han er central i et af filmens adskillige højdepunkter: kapringen af det tog, hvor den centrale skurk er spærret inde i en slags stor bankboks. Her var nogle ’Con Air’-vibes, som var fede og uventede.
Selveste Idris Elba er overskurken, der sidder inde i bankboksen. Det er også ham (minimal spoiler, så hold den seksløber i bæltet) der gemte sig under hatteskyggen i filmens indledende scene. Han skuffede mig en smule som slutskurken Rufus Buck. Han skal være en nuanceret, udmattet skurk med et sundt niveau af selvhad hans gerninger taget i betragtning. Men på mig virker han mest bare lidt konturløs i den centrale rolle.
Begivenhederne er opdigtede, men »These. People. Existed«, som det lyder i prologen med stakåndet telegramstil. Selv dette er nok en tilsnigelse, en poetisk sandhed. Det hele er holdt i en gennemstiliseret strakt arm. Ingen på det hold, vi seere holder med, kan åbne for deres seksløber uden at ramme mindst én modstander.
Trods kaktus, langstrakte prærier og skrydende heste har denne forrygende western nærmere en blaxplotation-agtig fornemmelse.
Den afroamerikansk vinklede mytologisering af mandfolkene, de lige så hårdføre kvinder og de rygende pistoler ser fantastiske ud, og ’The Harder They Fall’ er samtidig morsom.
Filmen taber lidt momentum midtvejs, og slutningen er (u)lovlig melodramatisk. Instruktør og manuskriptforfatter Jeymes Samuel bakser her og der med en vis ujævnhed i fortælleformen. Han er tydeligt i gæld til en række gode forbilleder, han forsøger knap nok at skjule dem: som nævnt QT, men også Spike Lee og Jordan Peele er til stede. På denne måde er det også et scoop og et vink med en vognstang, at Jonathan Majors, Idris Elba, Regina King og Delroy Lindo stiller op. Med Tarantinos gamle wing man Lawrence Bender og hiphop-mogulen Jay-Z som producenter.
Man forstår godt, hvorfor denne VIP-liste har lukket det britiske multitalent indenfor, også på trods af at han tidligere kun har signeret en kortfilm og nogle musikvideoer.
Jeg tror, at han har talentet til at lave et endnu større pletskud næste gang. Men indtil da er det bare med at nyde skudkampene, skuespillet, dialogen, farverne og detaljerigdommen i ’The Harder They Fall’.
Kort sagt:
Kulørt og koloristisk hævnwestern er i tydelig gæld til en række gode forbilleder, men ikke desto mindre virkelig underholdende, sjov og flot at se på.