Siden otte person omkom, og mange flere kom til skade, under den tragiske Travis Scott-koncert på Astroworld-festivalen i fredags, er meget diskussion naturligvis gået på, hvem der skal stilles til ansvar for de forfærdelige tab.
En af disse personer er Travis Scott, som længe har fostret en voldsom og farlig koncertkultur og opfordret sine fans til at overskride sikkerhedshensyn. Rapperen er desuden medarrangør af festivalen, der som bekendt er navngivet efter hans seneste album.
Travis Scott har tidligere selv udtalt sig på sociale medier, men nu har også hans advokat, Edwin McPherson, udsendt en officiel udtalelse om sagen til Rolling Stone. Han mener, at mange af de hidtidige anklager mod rapperen har været »selvmodsigende«. Han opfordrer derfor til, at man fokuserer på at undersøge ulykken til bunds, hvilket Houstons lokalpoliti er i gang med, i stedet for »at pege fingre«.
»Der har været meget pegen fingre, og meget af det har være af byens embedsmænd, som har udsendt selvmodsigende beskeder og har trukket tidligere udtalelser i land«, siger McPherson til Rolling Stone.
Advokaten nævner Houstons politichef, som udtalte til The New York Times, at det er svært at stoppe en koncert med mere end 50.000 publikummer på grund af risiko for optøjer. Senere har politichefen ifølge McPherson alligevel placeret skylden hos Travis Scott.
McPherson slutter sin udtalelse af med ønsket om, at alle aktører i fællesskab må »finde ud af, hvad der præcist skete, og hvordan vi kan undgå, at noget som dette nogensinde sker igen«.
Flere festivalgæster er allerede gået rettens vej for at placere ansvaret hos både de optrædende og festivalens arrangører. Ifølge Complex er der nu blevet indgivet mindst 35 separate sagsanlæg, som søger erstatning fra blandt andre Travis Scott, Drake (der var med på scenen), Live Nation, ScoreMore og Harris County Sports & Convention Corporation.