KOMMENTAR. Tilbage i 2019 skrev jeg en artikel om Travis Scotts Netflix-dokumentar ’Look Mom I Can Fly’.
Her roste jeg rapperens højenergiske koncerter, hvor moshpit-energi og spektakulære sceneshows gik op i en højere enhed. Jeg fik vist endda svinget mig op til at kalde ham »moshpit-generationens vigtigste liveartist«.
Men midt i den rosende artikel, der altså er over to år gammel, var der også en bekymring. I løbet af filmen er der nemlig gentagne gange, hvor Scott hylder fans, der bryder barrikaderne til hans koncerter eller på andre måder overskrider sikkerhedsgrænserne.
»Det føles som om, rapperen leger lige lovlig meget med ilden, når han opfordrer til voldsom adfærd som at storme sikkerhedsbarrierer og trodse vagterne«, skrev jeg dengang.
Nu, hvor otte mennesker er døde og mange flere er såret under rapperens koncert til Astroworld-festivalen i Houston, er det svært ikke at se tilbage på de udtalelser, samt utallige andre tidspunkter, hvor Travis Scott har opfordret til at nedbryde barrikader, trodse vagter og vælte festivalhegn.
»Jeg kunne aldrig forestille mig, at sådan noget kunne ske«, har Travis Scott siden udtalt om den katastrofale koncert. Men den udtalelse klinger en smule hult.
For burde man ikke have kunnet se den her katastrofe komme? Når en artist konstant opfordrer sit publikum til at skide på sikkerheden og bare gå amok, var det så ikke bare et spørgsmål om tid, før det gik galt?
Det er i hvert fald argumentet i et af de sagsanlæg, der allerede er bragt mod Travis Scott og Astroworld. Her kaldes tragedien netop »forudsigelig«.
Ragers mod vagter
Endnu er ingen – hverken Scott, arrangøren Live Nation eller andre – sigtet eller dømt for noget, og det er derfor også for tidligt at placere skylden for den katastrofale begivenhed, hvor otte mennesker i alderen 14-27 år døde, da en menneskemasse på omkring 50.000 pressede sig frem imod scenen under Scotts optræden.
Det er stadig uklart, hvad der helt præcist gik galt. Så der venter et større opklaringsarbejde for efterforskerne i USA.
Alligevel er det svært ikke at bide mærke i Travis Scotts tilsyneladende virkelig dårlige dømmekraft.
Dagen, hvor otte mennesker døde, startede således med, at publikum – som så ofte til Scott-shows – stormede ind på festivalpladsen, selv hvis de ikke havde billet. Det er normalt ikke et godt tegn.
Men rapperen har før hyldet overskridelser af den slags grænser og tidligere tweetet, at de vildeste festivalgæster nok skulle kunne snige sig ind. Tweetet er siden slettet.
Det er måske ikke en stor ting i sig selv, men det er endnu et eksempel på, at rapperen generelt ikke tager det så tungt med sikkerhedsforanstaltninger og i stedet opfordrer publikum til at overtræde reglerne.
Hvilket har resulteret i kaos til Astroworld før: I 2019 stormede hundredevis af folk ifølge Rolling Stone således barrikaderne til festivalen, og tre mennesker endte på hospitalet.
Travis Scott opildner til den slags adfærd fra sine fans, som han kalder »ragers« – altså folk, der går amok.
I 2015 blev han for eksempel kendt skyldig i uroskabende adfærd efter at have opfordret til at storme sikkerhedsbarriererne til festivalen Lollapalooza. Han fik (igen ifølge Rolling Stone) samme dom to år senere i Arkansas.
Kernen i Travis Scotts fortælling er, at han placerer sine fans i opposition til vagterne og sikkerhedsreglerne. I den iscenesatte konflikt er Scott selvfølgelig altid på det vilde publikums side. Ikke på sikkerhedspersonalets.
Den situation er uholdbar. For den moshpit-kultur, der præger den helt unge hiphopgeneration i både USA og Danmark, er ikke nødvendigvis farlig i sig selv. Der er masser af festivalkoncerter med moshpits og vild energi, der går helt fint.
Men når en kunstner opfordrer til bryde sikkerhedsreglerne, så risikerer han selvsagt publikums sikkerhed. Og det har Travis Scott gjort gentagne gange. Når det kommer til at opildne til optøjer og overskride sikkerhedskrav er han altså nærmest en serieforbryder.
Risikovillig rapper
Nu er det – igen – værd at bemærke, at Travis Scott selvfølgelig ikke er kendt skyldig i noget som helst. Naturligvis vidste han ikke, at folk rent faktisk døde foran ham under Astroworld-koncerten, hvilket han også har understreget efterfølgende.
Men det er samtidig svært ikke at se tragedien til Astroworld i forlængelse af den koncertkultur, der er opstået omkring den her slags optrædener. En kultur, Scott har præget mere end nogen anden.
Det er en tilgang til liveshows, hvor sikkerhed underordnes energi, og hvor man accepterer, at folks helbred risikeres. Som til en koncert i New York i 2017, hvor Travis Scott ifølge Rolling Stone opfordrede fans til at hoppe ned fra en balkon. Senere til den koncert, blev en koncertgæst skubbet ud fra netop en balkon, og blev lam.
Filosofien er indkapslet i musikken: »It ain’t a mosh pit if ain’t no injuries«, rappede Scott på ’Stargazing’ i 2018. En linje, der ikke er specielt rar at høre nu.
Uanset hvem der i sidste ende bliver holdt ansvarlig for tragedien, kommer videoerne fra koncerten derudover næppe til at blive glemt lige foreløbig.
Her kan man se Travis Scott rappe videre, mens han tilsyneladende ser direkte ned på en person, der er besvimet, og hvis krop crowdsurfes væk fra scenen. Og man kan se Travis Scott få øje på en ambulance, der prøver at pløje sig frem gennem masserne, hvorefter rapperen studser kort og beder folk tage hænderne i vejret, men så fortsætter showet.
I pauserne mellem sangene kan man rent faktisk høre folk skrige om hjælp. Der er videoer, hvor mennesker trygler om, at showet må stoppe. Alligevel fortsatte koncerten. 75 minutter i alt. Hvordan kunne det ske? Hvorfor blev det ikke stoppet?
Selvfølgelig kunne Scott ikke vide, at folk døde i publikum. Men han kunne vel se, at noget var helt galt. Det er svært at begribe, at koncerten bare blev ved.
Hvem har ansvaret?
Det er altså fristende at se den her katastrofe som konsekvens af en slags nihilistisk dyrkelse af aggression og energiudladning, der har taget forrang for medfølelse og fornuft til hiphopkoncerter. Især når man ser klip, hvor ambulancen, der er sendt ind for at redde liv, bliver blokeret eller brugt som kørende danseplatform af koncertgæster.
Men det er samtidig værd at huske på, at selv hvis manden på scenen tilsyneladende ikke tager det nødvendige ansvar og undersøger, om showet skal stoppes, burde den her slags katastrofe ikke kunne ske. Der burde være et form for sikkerhedsnet. Nogen, der kunne trykke på den røde knap.
Var der virkelig ingen til stede, der kunne træffe en hård beslutning om at afbryde koncerten? En lydmand, en sikkerhedsvagt, en manager eller en højt rangerende medarbejder på festivalen? En eller anden ansvarlig person, der måske havde mere overblik over hele situationen end kunstneren på scenen?
Der burde helt enkelt være nogle mekanismer på plads, der gør, at folk ikke rent faktisk dør, når de går til festival. Selv ikke når Travis Scott opfordrer til sikkerhedsovertrædelser. Især til en begivenhed i denne skala, hvor 50.000 mennesker stimler sammen.
Hvorfor var der ingen mekanismer på plads til ’Astroworld’, der sikrede, at musikken stoppede, hvis det værst tænkelige indtraf?
Advarslelslamperne burde ellers have blinket: Travis Scott-koncerter er altid eksplosive og potentielt farlige, og her var han endda på hjemmebane i Houston. Der var som nævnt allerede sårede ved festivalen i 2019.
En lignende artist, Playboi Carti, havde desuden fået sin koncert aflyst samme sted blot en uge tidligere, da hans fans stormede området og smadrede hegn samt metaldetektorer.
Der var altså god grund til at være ekstra velforberedt.
Alligevel skete der uforklarlige fejl; som at koncerten fortsatte i 40 minutter, efter at myndighederne havde erklæret, at der foregik en dødelig masseulykke. Houstons politichef Troy Finney har ifølge New York Times udtalt, at man frygtede optøjer, hvis man stoppede musikken.
Ansvar for sådan en beslutning kan ikke ligge hos Travis Scott alene.
Der var jo både lokale myndigheder inklusive politi og brandfolk involveret i Astroworld, og der var et gigantisk apparat bag festivalen, der var stablet på benene sammen med en af verdens største koncertarrangører i form af Live Nation. De burde have vidst bedre. Alle burde have vidst bedre.