Lad os få de negative ting af vejen først: Travis Scotts Netflix-dokumentar er et ret stort rod, der nok primært er interessant for inkarnerede fans af rapperen.
’Look Mom I Can Fly’, som filmen hedder, består af en lang række klip, der ikke er sønderligt strukturerede efter et større narrativ, og som stikker i vidt forskellige retninger uden at dvæle ved nogen særlig følelse eller begivenhed i mere end et par minutter.
Vi er lynhurtig forbi hospitalet, da Travis Scott og hans supercelebrity-kæreste Kylie Jenner får deres barn Stormi, men udover »it’s the livest thing of all time!« får vi ikke en dybere indsigt i faderfølelsen eller forholdet mellem Scott og Jenner – sidstnævnte udtaler sig heller ikke i dokumentaren og er kun med i periferien.
Vi er også på lynvisit hos en bedstemor, vi følger rapperen til Afrika, og vi møder artisterne Sheck Wes og Don Toliver, som Travis Scott har signet. Men ingen af møderne bliver uddybet eller sat i en større kontekst – især Afrika-besøget står underligt ikke-kommenteret tilbage, mens Sheck Wes og Don Toliver vel nok primært er med af kommercielle årsager. Scott har jo signet dem, og det er også rapperen selv, der har været med til at producere denne her dokumentar.
Samtidig bliver både Super Bowl, Grammy Awards og en koncert, Scott giver i hjembyen Houston, blæst op til store begivenheder – men fylder også kun få minutter. Især øjeblikket, hvor rapperen ikke vinder en Grammy er et antiklimaks, for vi får ikke engang uddybet hans frustrationer ved nederlaget. Så tæt på tør kameraet ikke at komme.
Dokumentarens helt store scoop kunne så have været, hvis vi kom med hele vejen under indspilningen af Scotts storværk ’Astroworld’ fra 2018, der allerede er tæt på at være klassikerkåret. Men vi får kun helt korte glimt af tilblivelsen – blandt andet med totalt intetsigende klip af Kevin Parker fra Tame Impala og James Blake. Der giver intet indblik i, hvordan sangene rent faktisk er blevet skabt.
Det er måske sigende, at det mest spændende moment i dén del af dokumentaren kommer off screen, da hele holdet venter på, om Drake når at indspille sin gæsteoptræden på det senere verdenshit ’Sicko Mode’, før albummet skal udgives. Det gør den canadiske rapper så i allersidste sekund – hvilket får Scott og hans hold til at gå amok, når de hører verset. Godt gået, Drake: Så fik du selv det her til at handle om dig!
Det er altså ikke den mest sammenhængende og dybdegående dokumentar, Travis Scott har fået produceret om sig selv. Men den har alligevel momenter, der virkelig er sande åbenbaringer. Og det er, når rapstjernen er på turné. Her bliver ’Look Mom I Can Fly’ nemlig til et form for vigtigt tidsdokument, der viser, hvordan hiphoppublikummet blev forenet til en større moshpit-generation – der har Travis Scott som deres nok største messias.
Han forstår nemlig som ingen anden at forene den rå, rowdy aggression, der har gjort Soundcloud-rap til en global ungdomsbevægelse, med en sans for det teatralske og storladne, som han nok har lært af Kanye Wests legendariske turneer (prøv at google ’Glow In the Dark Tour’). Travis Scott har – som den eneste – formået at indkapsle moshpit-generationens aggressive og udfarende koncertenergi med et klassisk showmanship, som han har lært hos sin mentor Hr. West.
Resultatet er enestående. Masserne til koncerterne tørner sammen igen og igen, mens Scotts autotunede, men sublimt kontrollerede vokal styrer dem rundt i manegen. Det hele ligner kaos, men er i virkeligheden en koreografi med Scott som instruktør. Han styrer masserne med sin stemme – og med et enestående sceneshow, der inkluderer laser, røg, pariserhjul og på et tidspunkt en gigantisk, flyvende fuglekonstruktion, han rapper fra.
Samtidig flyver Scott, hans backuprappere og publikumsgæster, der er kommet op på scenen, jævnligt ind i masserne som torpedoer. Men rapperen mister aldrig overblikket over helhedsoplevelsen – selv når han er inde i menneskemasserne.
Det bliver helt klart i det ene øjeblik sent i dokumentaren, hvor vi ser rapstjernen miste selvkontrollen. Nogle af pyroteknik-, lys- og kameramændene har nemlig (ifølge Scott) ikke været skarpe nok til at opfange, hvad der skulle til for at give den optimale oplevelse. Her bliver rapperen næsten Kanye-agtig, når han råber af sine medarbejdere, fordi de ikke har leveret kunstnerisk perfektion.
»Rutsjebanen skal være oplyst! Der er stadig ikke noget lys nederst. Hvis jeg ikke kan se det, fra hvor jeg står, er der ingen, der kan se det«, ranter en opbragt Scott. »Du er nødt til at tilpasse dig situationen (…) jeg kan ikke stå og dirigere fra scenen uden at se skør ud«.
Dén side af Scott – den perfektionistiske og måske en smule megalomane side – ser vi meget sjældent i filmen. Vi ser kun resultatet af hans ambitioner: De gigantiske sets, de storstilede optrædener, albummet med de mange, mange stjernegæster.
Kun her – backstage efter et show, der ikke var perfekt nok – ser vi også manden, der har viljen til at gennemføre de her gigantiske planer. Og det er fascinerende. For det er her, vi forstår, hvordan Travis Scott kan skabe liveshows, der har samme energi som den yngre generation, men samme kvalitet som den ældre.
Okay, selvfølgelig er det lidt overdrevet, når vi skal konfronteres med massevis af fans, der får udtalt rimelig hyperbolske ting som »Travis Scott reddede mit liv« og »Travis Scott, den bedste performer på jorden«. Det føles også som om, rapperen leger lige lovlig meget med ilden, når han opfordrer til voldsom adfærd som at storme sikkerhedsbarrierer og trodse vagterne.
Og der er også en del iscenesættelse over punkattituden: På et tidspunkt kører Travis Scott forbi en menneskemængde med vinduerne nede, hvilket virker som en pænt bevidst taktik for at starte kaos. For selvfølgelig kommer der så en masse fans løbende og ryster bilen – og så kan Scott lade som om, han er vildt chokeret over begivenheden, som han selv var med til at sætte i værk.
Men til trods for, at dokumentaren klart sigter efter at iscenesætte Travis Scott som den sejeste rockstjerne-rapper nogensinde og dermed virker en smule (*host*) forudindtaget, så rammer den alligevel kernen af det, der gør Travis Scott til en messiansk skikkelse for moshpit-generationen.
For de ting, han lykkes med på scenen, er unægteligt unikke. Nogle af de her dokumentar-øjeblikke er iscenesatte, men bevægelsen, de portrætterer, er meget, meget virkelig. Og Scotts rolle i den nye dynamik mellem publikum og artist er virkelig speciel. Det ser vi i ’Look Mom I Can Fly’ – og det er dokumentarens stærkeste side.
Læs også: Generation moshpit: Hvordan en ny bølge af rappere og fans har ændret hiphopkoncerten