Hold nu fast på høretelefonerne: Sikke en åbningsmelodi at starte en serie ud med!
I midt-90’erne tilbød den debuterende serieskaber Shinichiro Watanabe komponisten og musikeren Yoko Kanno at skrive musikken til hans kommende sci-fi/western/noir-hybrid ’Cowboy Bebop’.
Navnet stammer fra 40’ernes jazz-genre bebop, hvor musikerne jamede frit og i sammenspil med hinanden. Således var målet at kombinere den legende jazz- og funk-genre med rodløse karakterer og narrativer i et føljeton-free flow af forskellige stilarter og tempi. Sammen med musikgruppen The Seatbelts skabte Kanno ikke blot et soundtrack, men et blues-kunstværk, der ifølge Watanabe selv inspirerede seriens stilede animerede sekvenser lige så meget, som de inspirerede musikken.
Resultatet taler for sig selv. Man behøver blot lytte til kronen på værket, åbningsmelodien ’Tank!’, der er en banger af dimensioner. Et blues-nummer, der sætter samtlige James Bond-introer til vægs.
»Jeg ville lave instrumentalmusik, der rystede sjælen, fik blodet i kog og lytteren til at miste kontrollen. Resultatet af den længsel blev ’Tank!’«, har Kanno udtalt om det ikoniske åbningsnummer.
I åbningssekvensen introduceres de fire sagesløse dusørjægere Spike Spiegel, Jet Black, Faye Valentine og Edward Wong Hau Pepelu Tivruski IV fra det herrens år 2071 i stilede silhuetter og actionposeringer til lyden af hvæsende messing-instrumenter, en drønende kontrabas og slagtøj samt de udødelige ord:
»I think it’s time we blow this scene / Get everybody and the stuff together / OK, three, two, one / Let’s jam!«
Ikke overraskende gør Netflix’ kommende live-action-remake af serien brug af den samme ikoniske melodi. Som altid med amerikanske versioner af en japansk guldskat er den nye version blevet mødt med stor skepsis hele vejen op til lanceringen. Men ligegyldigt, hvordan den nye serie bliver, er det værd at fejre, at Netflix har smidt den originale ’Cowboy Bebop’ op på tjenesten.
Så tænd din sidste sammenkrøllede smøg, varm op for anretningen af nuddelsuppe med bønner og bøf (uden bøf) og sæt dig godt til rette, space cowboy:
For der er god grund til, at det ikke kun er fedtede animenørder, som anser ’Cowboy Bebop’ for at være et mesterværk.
Hård modtagelse
Watanabe fik carte blanche til at skabe en original animeserie af animationsstudiet Sunrise, som havde fået kontrakten af Bandais legetøjsafdeling. Deres eneste krav var, at serien indeholdt rumskibe, der kunne sælges som legetøj og andet merch op til udgivelsen af de længe ventede ’Star Wars’-prequels.
De lukkede imidlertid pengepungen, da Watanabe begyndte at fremvise de første afsnit, som producerne kaldte alt fra »koldt« og »for voksenorienteret« til »prætentiøst«. ’Cowboy Bebop’ udkom således i Japan i 1998 med blot 12 ud af 26 afsnit, eller sessioner, som de kaldes i serien.
Også da ’Cowboy Bebop’ først landede i USA i 2001, som den første anime på voksenanimationskanalen Adult Swim, blev den mødt med løftede parader. Navnlig sessionerne ’Waltz For Venus’ og ’Cowboy Funk’, der begge er relativt tilgængelige, men som henholdsvis indebærer en kapring af et passagerfly og et terrorangreb på to højhuse …
Kontroverserne til trods fandt ’Cowboy Bebop’ hurtigt et publikum.
»Hvis serien havde været en fiasko, kan jeg garantere, at jeg lige nu ville have arbejdet i en ramen-restaurant«, har Watanabe, en af Japans i dag mest fremtrædende serieskabere, udtalt.
Fra Bruce Lee til Elaine Benes
Seriens appel og verdensomspændende succes er da også let at forklare. Den amerikanske lancering lå op ad en voksende fiksering i Vesten fra start-00’erne af den japanske kultur- og medieverden. Playstation 2-konsollen dominerede gaming-verdenen, Gore Verbinski remakede Hideo Nakatas ’Ringu’, og Hayao Miyazaki modtog sin første og eneste (!) Oscar for bedste animerede film for sit mesterværk ’Chihiro og heksene’.
Og som Yoko Kannos funkede soundtrack føles det farverige karaktergalleri i ’Cowboy Bebop’ som en kombination af universelt kendte ingredienser, der sammen skaber noget helt nyt og vidunderligt.
Den tidligere syndikat-håndlanger og dusørjæger med et hjerte af guld, Spike, arver Bruce Lees flydende kampstil, Dirty Harrys kontante bravade og mestertyven Lupin the Thirds kække onelinere. Alt imens er den amnesiramte Faye som et hylende morsomt møde mellem Barbara Stanwycks rå, seksuelle udstråling og Elaine Benes’ kejtede arrogance.
Med de mange homager til Vesten er det også kun passende, at ’Cowboy Bebop’ har én af de absolut bedste engelske dubs, jeg nogensinde har hørt. Beau Billingsleas rustikke, lækre røst er og bliver den stoiske Jet, altid med facaderne oppe og hjertet uden på tøjet, ligesom barnagtige Melissa Fahn perfekt personificerer det iltre hacker-geni Ed.
Samtidig finder føljeton-sessionerne en vidunderlig sur-sød blanding i Hollywoods bolsjebutik. Fra Bonnie og Clyde-parret Katerina og Asimov med et dødsønske i ’Asteroid Blues’ over psykotiske skurke som Mad Pierrot og Maria Murdoch, der er som snydt ud af næsen på ’Batman: The Animated Series’, til den finurlige bottle episode ’Toys in the Attic’, som tager udgangspunkt i ’Alien’ og ’Predator’.
Den virkelige skurk
Selvom inspirationerne hænger som perler på en snor både fra det vestlige såvel som japanske køkken, er det seriens dyrkelse af ennui, der gør den til sin helt egen. De fire dusørjægere er forbundet og frastødt af hinanden gennem en fælles følelse af ensomhed og rastløshed. Ganske naturligt i et kapitalistisk system, der fordrer folk at følge deres individuelle, kortsigtede mål i stedet for at dyrke det fællesskab, de befinder sig i.
Som dusørjægere jagter de konstant den næste store score, som aldrig kommer. Den pointe bliver nærmest urkomisk udpenslet, da programmet, som annoncerer nye dusører, selv går nedenom og hjem. Seriens gennemgående motiv omkring rumlende maver og tomme benzintanke er herigennem dens vigtigste aspekt.
Sådan er serien fra start til slut fyldt til randen med en rasende indignation over de korrumperede, pengegriske systemer, der gør mennesker til monstre. Omkring år 2021 (ja, virkelig) blev Jorden gjort delvist ubeboelig efter en ulykke, hvor en rumport destruerede månen og omringede Jorden af et massivt meteorit-bælte.
I sessionen ’Bohemian Rhapsody’ viser det sig, at firmaet bag rumportene kendte til fabriksfejlen fra begyndelsen, men fyrede de videnskabsfolk, som advarede dem mod en potentiel katastrofe.
I enhver anden serie ville dette være et større twist, men her bliver det blot nævnt som en hurtig sidebemærkning i forbifarten imellem dusører. Hvilket passer glimrende til en verden, der har lettere ved at forestille sig verdens undergang end kapitalismens.
Dejlige, non-binære Ed
Samtidig er der et overraskende fokus på diversitet og inklusion i serien. Favoritsessionen ’Mushroom Samba’ er eksempelvis en homage til 70’ernes blacksploitation-genre, hvor udgaver af klassiske karakterer som Coffy og Shaft bliver konfronteret med Eds galestreger.
I seriens bedste session, ’Jupiter Jazz’, introduceres Gren, der viser sig at være non-binær. »Hvad er du?« udbryder den bryske Faye, da hun konfronterer Gren i bruseren. »Jeg er begge køn, og ingen af dem på samme tid«, replicerer de i overensstemmelse med det trans- og nonbinære miljøs forståelse.
Generelt er der en nysgerrighed omkring køn og seksualitet, som selv i dag føles dejligt forfriskende. Cross-dressing behandles som en pæn og pirrende kuriosa i stil med 50’er-film som ’Some Like It Hot’ i stedet for som perverse udskejelser, alt imens homoseksualitet ses på linje med alle andre former for forelskelser.
Men det er især hos min yndling, Ed, at kønsdynamikkerne prikkes drillende til. Ed omtaler konstant sig selv i tredjeperson, mens ethvert forsøg på at give dem et køn undermineres og latterliggøres.
»Er det din søn?« spørger en forvirret hospitalsvagt, da Jet tropper op med bedårende lille Ed, som klamrer sig til den store mand, mens de hjertevarmt råber »daddy!« i en pink ballerinakjole i sessionen ’Brain Scratch’.
Det er fint at tage disse menneskelige, dejlige og tragiske skæbner op til revision i en ny live-action-udgave anno 2021.
Spørgsmålet er, om Netflix’ udgave kan opnå højderne fra den originale series fantastisk animerede stil. Og mere end noget andet om den kan nå Shinichiro Watanabes lige dele flabede og underfundige leg med vores forståelse af genre, samfund, køn og medie til sokkeholderne.
Uanset hvad vil de gavtyveagtige dusørjægere altid være derude til at repræsentere outsiderne. Og det er betryggende.
See you, space cowboy.
’Cowboy Bebop’ kan ses på Netflix. Liveaction-remaket får premiere på samme sted 19. november