ANBEFALING. Julesæsonen er over os, og det betyder selvfølgelig glædelige gensyn med ‘All I Want For Christmas Is You’, ‘Last Christmas’, ‘Jul, det’ cool’, ‘Driving Home For Christmas’ og alle de andre klassikere.
Men decembers komme er også en god anledning til at udforske al den fede julemusik derude, der er noget lidt andet end de samme uundgåelige playliste-mastodonter, som dominerer frekvenserne år efter år.
Jeg er en af den slags personer, der bare æder julestemningen råt. Jeg bruger ofte julen som undskyldning for at dykke ned i julemusik gennem tiderne, og det bliver hurtigt let for mig at kende forskel på dem, der behandler julemusik som et let cashgrab, og dem der virkelig har meget på hjerte i forhold til at sige noget om højtiden.
I sidstnævnte kategori finder vi indiefolk- og artpop-troldmanden Sufjan Stevens. I årrækken 2001-2012 udgav han ti ep’er udelukkende bestående af julemusik, og disse er sidenhen blevet samlet på kompilationerne ‘Songs for Christmas’ og ‘Silver & Gold’. I alt er dette knap fem timers solid julestemning, som der virkelig er lagt sjæl og kærlighed i.
Alle ti ep’er er en blanding af coverversioner og Stevens’ egne kompositioner. Begge dele går han til med rigtig meget kreativitet, nysgerrighed og ikke mindst julestemning. Og med julestemning mener jeg ikke kun den rosenrøde ideal-jul, som rumsterer et sted i den kollektive bevidsthed. Jeg mener også alle julens kommercielle, kyniske og let kunstige aspekter, der gør, at julens budskab kan føles som en selvmodsigelse.
Julen handler om forbrug. Julen handler om penge. Julen handler et eller andet sted om at stikke fingrene i ørerne og lade som om, alt er godt. Det giver nærmest ikke mening at sige, at jeg elsker højtiden på trods af alt det – for hvordan kan jeg se forbi noget, der fundamentalt er styrende for, hvordan højtiden fejres?
Jeg må bare anerkende, at jeg finder en vis varme og tryghed i narrativet om hvad jul er, og at det narrativ har et meget kompliceret forhold til, hvad jul i virkeligheden er.
Og disse tanker udtrykker Sufjan nok bedst på det sidste nummer på tværs af de ti ep’er: Den over 12 minutter lange ‘Christmas Unicorn’.
Hvad fanden er en juleenhjørning?
‘Christmas Unicorn’ er sunget fra den titulære juleenhjørnings synspunkt. Og hvad er en juleenhjørning så? Det er et væsen, Sufjan har opfundet, der indkapsler alle julens forskellige, modsatrettede aspekter.
Den er et symbol på arvesynden. Den er allestedsnærværende, selv om den er opdigtet. Den er egentlig ret beset en blasfemisk amerikanisering af religion.
Juleenhjørningen er udstyret med et kreditkort på håndleddet, idet den har shoppingvanvid. Den er et idealiseret glansbillede, der gør finurlige ting som at »play all night with my magical kite«, og den er i besiddelse af »a pagan tree and magical wreath / and a bowtie on my chin«.
Okay, men er ‘Christmas Unicorn’ så endnu en kynisk fortælling om, at julen egentlig blot er en røvsyg fejring af forbrugerisme og amerikansk exceptionalisme?
Nej. Sangen er en kæmpestor kærlighedserklæring til julen. Den er bare en kærlighedserklæring, der nægter at ignorere julens skyggesider. For jo, ganske vist kunne denne skildring af en juleenhjørning sagtens blive brugt i et mere satirisk øjemed, hvormed pointen bliver, at hele julemytologien er noget bullshit pakket ind i glitrende papir. Men Sufjan Stevens’ lyrik bliver ledsaget af et lydbillede, der ikke er til at tage fejl af.
‘Christmas Unicorn’ starter som en stilfærdig indiefolk-ballade, hvor en øm guitar ledsager Stevens’ drømmende vokal, der længselsfuldt fortæller om, hvad det vil sige at være en juleenhjørning. Med tiden bliver lyden kun større og mere spirituelt betonet. Kirkekor-klingende-backingvokaler, bragende trommer og en diskret triangel hopper ind i sangen, inden Stevens kommer med det sidste egentlige vers:
»For you’re a christmas unicorn / I have seen you on the beat / you may dress in the human uniform, child / but I know you’re just like me«
Vi er alle sammen juleenhjørninger. Du og jeg er denne uperfekte, selvmodsigende størrelse, der på en gang er hjerteløs amerikaniseret forbrugerisme, forældede religiøse institutioner og idylliske drømme om fred på jord.
Kærlighed vil flå os fra hinanden til jul
Dette sidste regelmæssige vers kommer under tre minutter inde i sangen – og sangen varer som sagt over 12 minutter.
Herefter hober lyden sig yderligere op med let billigt klingende synths og skæve fløjter. Vokalerne gentager mantraet »I’m the christmas unicorn (find the christmas unicorn) / you’re the christmas unicorn too (it’s all right, I love you)«, og før man ved af det, overtager synthlydene hele sangen.
Pludselig er det en rendyrket synthpopsang – julen har udviklet sig fra folkelig til kommerciel og plastisk, men den er ikke den mindste smule mindre smuk. Inden længe begynder et kor at synge omkvædet til Joy Divisions ‘Love Will Tear Us Apart’, og den fyldige produktion får det til at lyde som en klassisk julesang.
Og er der nogen bedre måde at udtrykke kærligheden til julen på, end som at det er en kærlighed, der flår os fra hinanden? Sufjan Stevens’ tanker om julen stikker i alle retninger – for julen stikker i alle retninger. Men som med al slags kærlighed er det ikke nødvendigvis muligt at efterrationalisere den.
Til sidst kører omkvædene fra ‘Love Will Tear Us Apart’ og ‘Christmas Unicorn’ ind over hinanden, mens instrumentationen fyrer lige så mange sanseindtryk af, som julen selv gør.
Det er overvældende i en grad, der nærmest er stressende. Det er melankolsk, når man hører denne konstante påmindelse om, at kærlighed vil flå os fra hinanden. Men det er også varmende – for midt i al mørket, stressen og tristessen er der en påmindelse om, at vi alle er juleenhjørninge, der kan være der for hinanden i denne tid. Og det er en utrolig smuk måde at indkapsle julen på.