‘Don’t Look Up’: Leonardo DiCaprios stjernewatt kolliderer med Adam McKays kometkatastrofe

En gigantisk komet har kurs direkte mod jorden, men ingen myndigheder tager forskernes akutte advarsler og skudsikre data for gode varer.

Den amerikanske præsident ruller med øjnene og beslutter sig for »at se tiden an«.

Konspirationsteoretikere og højredrejede tv-værter har en fest med at latterliggøre fakta og hysteriske snowflakes.

Jeff Bezos- og Elon Musk-typer spekulerer i, om ikke man ligefrem kunne udvinde ressourcer fra kometens overflade til brug i smartphones – hvis der da overhovedet er en komet, forstås.

Who knows med sådan nogle sortsynede klogeåge-videnskabsfolk, der bræger op om død og ødelæggelse i 21-nyhederne, amiright?

Jep, dommedagsuret tæller hastigt ned i Adam McKays stjernespækkede corona/klima-katastrofefilm, der ivrigt peger fingre ad en virkelighed, hvor strømmen af apokalyptiske pressemeddelelser fra WHO, NASA, FN »og alle de andre« langsomt fostrer en farlig, udpræget barnagtig realitetsimmunitet i selv de mest oplyste samfund.

Alle ingredienserne til årets mest tidssvarende satire er der, linet op på rad og række fra instruktøren bag den åndeligt beslægtede finanskrisekomedie ’The Big Short’.

Og så meget desto mere mystificerende er det, at ’Don’t Look Up’ ikke blot er påfaldende usjov, men til tider decideret kedelig i en grad, at det gudhjælpemig lykkes McKay at dræne saften ud af selv et roadtrip med Leonardo DiCaprio, Jennifer Lawrence og Timothée Chalamet.

Lad den lige stå et øjeblik:

Leo, JLaw og Chalamet. I en bil. Sammen.

Jeg ville have købt plausibiliteten af ti kometers eksistens, før jeg havde troet det muligt, at dét scenarie kunne tabes på gulvet.

For alle dem, der voksede op med 90’ernes katastrofefilm, byder ’Don’t Look Up’ indledningsvist på en velkommen nostalgicocktail, da astroforskerne Dr. Randall Mindy (DiCaprio som et nervevrag af et pillepoppende geni) og Kate Dibiasky (Jennifer Lawrence) kortlægger kometens kuldegysende kollisionskurs.

McKay kan sin ungdoms blockbusters på fingerspidserne og låner ivrigt både scener og replikker fra ’Armageddon’ og ’Deep Impact’ for at kontrastere genrens sorgløse slut-90’ere, hvor undergangstematikkerne føltes som ren popcorns-sci-fi mod 2020’ernes anderledes desillusionerede metaspejl af en verden i kaos.

Som Ariana Grande og Kid Cudi i små biroller synger, da alvoren sætter ind i tredje akt:

»Listen to the goddamn qualified scientists. We really fucked it up, fucked it up this time … «

Op til da løber stakkels, storsvedende Randall og Kate dog konstant panden mod muren i forsøget på at advare kloden med blot et halvt år til showtime, og Meryl Streep og Jonah Hill har en fest som henholdsvis storrygende, sexfikseret amerikansk præsident og hendes ratings-besatte rådgiver, der får udslæt af nedslående briefings.

Mark Rylance sætter tænderne i rollen som opportunistisk SoMe-milliardær med en kultleders talegaver, Chalamet er skater-stoner med et horn i siden på systemet, og Cate Blanchett og Tyler Perry er ’Fox and Friends’-inspirerede tv-værter, der giver Randall en lækkerbuks-makeover, så han kan blive astrofysikernes sexede svar på Søren Brostrøm i bedste sendetid:

En AILF aka. Astronomer I’d Like to Fuck. Forudsat at Randall altså lige lægger fornuft og sad face-retorik på hylden og leger med på myndighedernes fantasi om kometen som et spændende måske-scenarie.

Ingen af ovenstående superstjerner spiller dårligt, og jeg vil i særdeleshed aldrig blive træt af at se Leo dyrke sin indre neurotiker med en sidevogn af slapstick – også selvom billedet af ham som midaldrende familiefar til to 20-something sønner syner mere påtaget fjoget end troværdigt.

Det vil næppe komme som breaking news for nogen, at manden er en gave til settet, ej heller at Streep ikke misser et beat i portrættet af den kvindelige Trump (fun fact: Duoen spillede mor og søn i dramaet ’Marvin’s Room’ tilbage i 1997).

Men desværre forlader ’Don’t Look Up’ sig så tungt på sin inciterende præmis, at McKay sjusker med mellemregningerne:

De aktuelle absurditeter IRL tager simpelthen brodden af chokværdien, hvorfor klodsede replikker og repeterende set-ups alt for ofte spænder ben for satiren (forskerne gentager deres fortvivlelse i Det Hvide Hus, på tv og til hinanden i et evigheds-loop).

Det sublime cast skulle angiveligt have improviseret sig lystigt igennem lange dialogscener, men magien er gået tabt i klipperummet, hvor instruktøren akkurat som med ’The Big Short’ og i endnu højere grad Dick Cheney-‘biografien’ ’Vice’ lader sig rive med af sin forkærlighed for glat, frenetisk musikvideoklipning og faktagrafik på skærmen.

McKay tilstræber en kunstnerisk kækhed og et energisk filmisk flow a la Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ og Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ (to film, jeg er stensikker på, instruktøren har nærstuderet med blokken i skødet), men i modsætning til forbillederne stækker de kreative krumspring her spillernes udfoldelser og dermed også begivenhedernes emotionelle slagkraft.

Props til trailer-klipperne for at have skabt en mere dynamisk film ud af 2,5 minut, end McKay formår med 2,5 time.

Bevares, der er vellykkede sekvenser, som sammen med rollelistens glamour trækker de tre stjerner i hus. Hvor midterstykket tangerer ren snooze-fest, er ’Don’t Look Up’s begyndelse og slutning således momentvis medrivende, og navnlig de sidste 10 minutter får endelig gåsehuden til at kilde ned ad ryggen – komplet med en tiltrængt komisk rulletekstscene.

McKay har serveret en wannabe Oscar-basker (keep dreaming … ), der lige akkurat er flashy nok til, at den er svær at hade, men samtidig ditto umulig at elske, når instruktøren strander brillante Leo og co. på vejen mod verdens ende.