The Ruby Suns

Det er egentlig ikke fordi, musikken på newzealandske Ryan McPhuns fjerde album under kunstnernavnet The Ruby Suns mangler melodiske ideer. Ja, faktisk kan det til tider blive næsten for meget at lægge ører til albummets endeløse strøm af oppustede omkvæd, som konstant overdøver enhver form for meningsfuld kommunikation. Og det er en skam, når nu McPhun så gerne vil sammenblande et væld af musikalske indflydelser. Hør bare åbningsnummeret ‘Desert of Pop’, som byder på påvirkninger fra 90’er-eurodance og sarte discostrygere, eller tag den stort anlagte ballade ‘Dramatikk’, som låner heftigt fra 80’ernes pompøse synthudkrængninger.

Problemet er blot, at McPhun alt for sjældent formår at omdanne sine referencer til mindeværdige sange. Bevares, der er da fine øjeblikke, hvor albummets mangeartede indflydelser for en stund får lov til at glimte. Men der er samtidig lige så mange halvhjertede forsøg på at forvandle fortidens musikalske bedrifter til vedkommende sange, at McPhuns musik sjældent hæver sig over det middelmådige.

Særlig slemt står det til med de kluntede elektroniske påvirkninger på ‘Jump In’, som forvandler et ellers potentielt medrivende festnummer til en tam discoparodi. Men også sange som ‘Boy’ og ‘Starlight’ mangler afgørende gennemslagskraft og ender som ligegyldige efterligninger af halvdårlig 80’er-pop.

Her er dog ikke tale om et decideret dårligt album. Dertil er Ryan Mchun en for dygtig musikalsk håndværker. Men der er ganske enkelt for langt mellem de musikalske højdepunkter, og det skæmmer i høj grad albummet, som aldrig rigtigt formår at efterlade et nævneværdigt indtryk.