Meta – moderselskabet bag Facebook, Instagram og WhatsApp – er de seneste år kommet under luppen for brud på datasikkerhed og manglende håndtering af brugernes privatliv.
Det har ført til en længerevarende sag med den irske tilsynsmyndighed Data Protection Commission (DPC), som nu i yderste konsekvens kan betyde et farvel til Instagram og Facebook i EU-landene. Det skriver mediet City A.M.
Problemet skyldes overførsler af brugerdata fra Europa til USA, hvilket ikke er lovligt grundet GDPR, som er sat i stand for at beskytte brugeroplysninger fra europæiske borgere.
I deres seneste kvartalsrapport gør Meta opmærksom på, at de kan være nødsaget til at lukke ned for deres tjenester, da de »formentlig ikke vil være i stand til at tilbyde nogle af vores vigtigste produkter, heriblandt Facebook og Instagram, i Europa«.
Ifølge firmaet vil det have drastiske konsekvenser, hvis de tvinges til at lukke ned i Europa:
»En mangel på trygge, sikre og lovlige internationale dataoverførsler ville skade økonomien og hæmme væksten for datadrevne virksomheder i Europa, imens vi forsøger at komme os oven på COVID-19«, lyder det om sagen fra Metas kommunikationschef Nick Clegg.
Hvis den udtalelse virker bekendt, skyldes det, at det er nøjagtig den samme kommentar, som Facebook (og nu Meta) har brugt – heriblandt til Soundvenue, der dækkede sagens oprindelse – siden 2020.
Sagen om de kontroversielle dataoverførsler startede nemlig allerede for to år siden, hvor den irske tilsynsmyndighed beordrede Facebook til at stoppe deres aktiviteter, hvilket firmaet nægtede.
I stedet sagsøgte de myndighederne med henblik på at få droppet sagen, hvilket ikke skete. Myndighederne fik derimod medhold, og den endegyldige dom forventes i første halvår af 2022.
Det er altså derfor, at Meta nu gør opmærksom på den potentielle risiko for Facebook og Instagram.