Han debuterede i 1996 med ’Portland’ og har siden været en af dansk films fremmeste garanter for en god blanding af kvalitet og publikumstække med ’Drømmen’, ’Mænd der hader kvinder’ og ’Ser du månen, Daniel’ som nogle af højdepunkterne.
De seneste år har han fluktueret mellem Danmark og Hollywood, hvor han har instrueret en enkelt spillefilm, ’Dead Man Down’ med Colin Farell, og afsnit på serier som ’Mr. Robot’ og ’Under the Dome’.
Men nu er Niels Arden Oplev klar med sin mest personlige film til dato.
’Rose’ handler om Inger (Sofie Gråbøl), der lider af skizofreni og tager på en busrejse til Paris sammen med søsteren Ellen (Lene Marie Christensen) og svogeren Vagn (Anders W. Berthelsen). På den lange tur, der strækker sig fra Aalborg til byernes by, er blandt andre også den konservative vicerektor Skelbæk (Søren Malling), der rejser med sin kone og søn.
Det er udgangspunktet for en gribende, humoristisk, overraskende og rørende film, der tager afsæt i Niels Arden Oplevs egen familiehistorie. Hans egen søster Maren-Elisabeth har nemlig en skizofren lidelse – og turen til Paris bygger på virkelige begivenheder.
Som instruktøren selv udtrykker det, går filmen tæt på hans søster. Og måske er det derfor også anderledes for ham at tale om ’Rose’ end normalt, når han er på vej med en ny film.
»Det føles, som om man taler om noget, der lever et andet sted. Og det betyder så meget, at det på den måde faktisk er lidt sværere at tale om. Jeg prøver at være mere bevidst om, hvad jeg siger om den, fordi den betyder så meget for mig«, siger den ellers mere end almindeligt snakkesalige Niels Arden Oplev, da vi møder ham på Nordisk Film i Valby.
Ideen til at forvandle familiehistorien til film kom faktisk ikke fra ham selv. Oplev havde ganske vist selv overvejet, at han ville skrive om søsteren sindslidelse. Men den konkrete ide kom fra en samtale med en gammel barndomsven på en kanotur langs Gudenåen flere år tilbage.
»Han hed Jørn, og vi gik begge to i skole hos Ole Lund Kirkegaard. Jørn har faktisk lidt lagt sind og skikkelse til Albert (titelkarakteren i Kirkegaards berømte børnebog, red.). Han var verdens mest umulige barn i skolen«, fortæller Oplev om sin barndomsven gennem mere end halvtreds år.
»Han er så holdt op med at være umulig og er egentlig blevet et meget fornuftigt menneske, som er socialpædagog«, fortsætter han. På kanoturen talte de om den busrejse i 1997, der er filmens omdrejningspunkt, hvor Maren-Elisabeth, Kirsten og Per (Niels Arden Oplevs søstre og svoger, red.) tog til Frankrig, hvor Maren-Elisabeth havde arbejdet som ung.
»Hvorfor laver du egentlig ikke en film om det?«, spurgte Jørn pludselig.
Og Niels Arden Oplev tænkte øjeblikkeligt, at det var »fucking genialt« at lave en film med udgangspunkt i de otte dages busrejse til Paris.
Grænseoverskridende adfærd
»Kunne du godt tænke dig at kneppe mig?«, er ikke et spørgsmål, man forventer at få fra en fremmed, når man sidder i en bus fuld af mennesker på vej til Paris. Eller ret mange andre steder for den sags skyld.
Men når man har at gøre med sindslidende personer, er den slags brud på de sociale normer ikke usædvanlige.
Og det er en af de ting, Inger i ’Rose’ slynger ud undervejs, når hun opfanger ubehagelige signaler fra andre.
»Det handler om, at man ikke skal træde meget uden for som menneske, før man påkalder sig uønsket opmærksomhed. Bussen afspejler jo nogle sociale normer«, som Niels Arden Oplev siger.
Den grænseoverskridende adfærd kan skabe en naturlig afstandstagen til Inger. Men i takt med, at man lærer hende at kende, opdager man alle hendes charmerende og kærlige træk og tager hende ind, så ens eget liv bliver beriget. Og det er det, Oplev ønsker at fortælle om sin søster.
I virkeligheden var busrejsen ikke helt så dramatisk, som den skildres i filmen, men de fleste af filmens episoder skete på et tidspunkt i Maren-Elisabeths liv.
Til gengæld har Niels Arden Oplev tilføjet en mere relaterbar mission for filmens hovedperson. Det viser sig nemlig, at Inger har en skjult agenda om at opsøge sin gamle kærlighed i Frankrig. »Det virker som et enormt stærkt drive for publikum«, siger Oplev.
Samtidig har han været meget bevidst om ikke at overskride familiens grænser i jagten på at lave en interessant film. Det var derfor vigtigt for ham at få deres accept. Ikke fordi han skulle lægge ansvaret fra sig i processen, men for at have nogen at tale med i forhold til skildringen af sin søster.
Med støtte fra søsteren Kirsten og hendes mand, der begge har »fødderne solidt plantet på den himmerlandske muld«, begyndte forarbejdet.
Det bestod blandt andet i at kigge på gamle familiebilleder fra busturen og af lange samtaler med både Kirsten, Per og Maren-Elisabeth. Mange nye ting og minder dukkede op, hvilket resulterede i »en rigdom af detaljer«, der blev afgørende i skriveprocessen.
Udgangspunktet var at lave en »ret alvorlig film«. Det viste sig dog hurtigt, at Inger havde sit eget liv og ofte gjorde og sagde noget, der var ret morsomt – præcis som det er tilfældet med Maren-Elisabeth, der ifølge Oplevs eget udsagn kan være »snakke om seksuelle ting«.
Det var en udvikling, han måtte overgive sig til, og filmen er derfor spækket med groteske og sjove situationer. Niels Arden Oplev understreger dog, at Maren-Elisabeth på ingen måde er ansvarlig for Inger:
»Inger er en fortolkning, som er skrevet af mig og genfortalt af Sofie (Gråbøl, red.), men det er klart, at der er en meget kraftig inspiration fra Maren-Elisabeth«.
En magisk oplevelse
For at undgå voldsomme reaktioner fra sin søster besluttede Oplev sig for at vise enkelte scener allerede i klippeprocessen. Det havde dog ikke den ønskede effekt, for selvom hun i starten var okay med det, hun så, blev hun efterfølgende i dårligt humør over den måde, hun var skildret på.
Det førte til øjeblikke, hvor Oplev tænkte, at det var et både dumt og uansvarligt projekt at gå så tæt på sin søster, der har et »meget sårbart sind«.
Men på det tidspunkt havde han allerede fået overtalt både Nordisk Film og Filminstituttet til at putte penge i projektet. Han måtte blot sætte sin lid til, at hans søster accepterede det, når hun så filmen i sin helhed. Og det blev heldigvis en »næsten magisk« oplevelse, hvor Maren-Elisabeth midt i visningen kaldte ’Rose’ for en »meget positiv film«.
I det øjeblik faldt der en stor sten fra den ellers erfarne og selvsikre instruktørs hjerte.
»Det er den screening, jeg har været mest bekymret for i mange år. Vi skal helt tilbage til dengang, jeg var bange for, at ’Fukssvansen’ overhovedet ikke var morsom«.
Med filmen føler Niels Arden Oplev, at Maren-Elisabeth og andre, der normalt ikke bliver hørt, har fået en stemme udadtil. Og det har været en stor ting at opnå.
»Det er en af de få ting i tilværelsen, jeg kan føle ydmyghed over for«, som han siger.
Fra tragedie til komedie
Mens vi venter på premieren på ’Rose’, er Niels Arden Oplev samtidig i fuld gang med sine næste store internationale projekter.
Og særligt ét af dem venter mange i spænding på.
Det er nemlig spinoff-serien til den hyperpopulære ’Vikings’, ’Vikings: Valhalla’ for Netflix, som Oplev har instrueret pilotafsnittet af.
»Mine agenter holder øje med, hvad der flyder rundt af interessante ting, og så kom det der manuskript, og jeg læste så piloten og tænkte: ’Det er godt nok sjovt’«.
Derefter mødtes han med seriens manuskriptforfatter, Jeb Stuart, der blandt andet har skrevet manus til ’Die Hard’ og ’The Fugitive’. De to erfarne herrer havde en fælles vision om, at ’Vikings: Valhalla’ skulle være »mere realistisk« end den oprindelige serie, der ifølge Oplev havde en tendens til at forfalde til skæggede klichéer, der råbte og skreg af hinanden det meste af tiden.
Han ville et spadestik dybere ned i psykologien og følelserne omkring karaktererne. Så da Jeb Stuart kom med et manuskript, hvor Knud Den Store er på hævntogt mod England efter det, man kalder St. Brice’s Day Massacre (på dansk Danemordet, red.), hvor den engelske konge har forsøgt at lave en etnisk udrensning af de danske og norske vikinger i den østlige del af England, var han ikke i tvivl:
»Det var jeg nødt til at lave, fordi det er simpelthen for fedt. Og når man har skrevet en tragedie, skal man skrive en komedie«, siger han.
’Vikings: Valhalla’ er måske ikke en komedie, men gav alligevel Oplev mulighed for at udleve sin indre drengerøv – og for at caste Caroline Henderson som lederen af Kategat, hvilket efter hans mening bliver »mindblowing«.
Særligt er han stolt af det arbejde, han og Jeb Stuart har lagt i seriens kvindekarakterer, der er »ligeglade med, hvad mændene tænker«, som han siger.
»Alt den undertrykkelse af kvinder, der foregik igennem de mørke århundreder i kristendommen, er jo ikke det, der er det reelle. Kvinder i vores tid har fået det tilbage, de mistede under vikingetiden. De har ikke fået det, fordi vi har givet dem noget, de ikke havde. Det, synes jeg, er sindssygt vigtigt at fortælle«.
Han fortsætter:
»Og det er jeg enormt stolt af. Den uafhængighed og selvstændighed, der er i de figurer, kommer til at gå igennem serien, tror jeg. Det er fantastisk at kunne få lov til at starte det op«.
’Rose’ kan ses i biografen fra 24. februar. ’Vikings: Valhalla’ kan ses på Netflix fra 25. februar.