I denne uge sætter vi spot på musikvideoer. Læs interview med franske Romain Gavras og engelske Saam Farahmand, der har lavet videoer for navne som Justice, M.I.A., Klaxons, Hot Chip, Late of the Pier og Simian Mobile Disco.
Romain Gavras
Romain Gavras’ nye, interviewløse dokumentarfilm ‘A Cross the Universe’ om den franske electrohouse-duo Justice har blandt andet landet den prestigefyldte plads som åbningsfilm til Københavns årlige dokumentarfilms-festival, CPH:DOX. Men hvem er denne mystiske mand bag magien, der som følge af en kontroversiel musikvideo har boykottet medierne i sit eget land?
Gavras kan takke Wesley Snipes for hans introduktion til filmverden. »Første gang jeg så ‘Passenger 57’, sagde jeg til mig selv: »Det er dét, jeg vil med mit liv««, fortæller Gavras. Selvom han heldigvis ikke har forfulgt stien mod actionfilm, så er der masser af action i hans socialrealistiske musikvideoer til DJ Mehdi og i særdeleshed til Justices ‘Stress’-sang. Her følger man en flok indvandrer-unge i en Paris-forstad udøve særdeles rå vold på uskyldige forbipasserende. »Min motivation var at lave en voldelig video til en voldelig sang. En fuldstændig nihilistisk video«. Mission accomplished!
Justice ‘Stress’ (2008)
Ikke ulig Gus Van Sants skoleskyderi-film ‘Elephant’ ligner ‘Stress’ næsten en dokumentar i dens rå og kyniske tilgang, hvor der filmes fordomsfrit uden nogen løsningsforslag eller forsonende slutning. Tværtimod. Ligesom i mockumentaren ‘Man Bites Dog’, der skildrer et filmhold ‘på arbejde’ med en massemorder, vender bøllerne sig også her til sidst mod ‘dokumentarens’ filmhold. Den kontroversielle – men mildest talt mesterlige – video blev modtaget med ramaskrig blandt Frankrig konservative flertal, der netop havde stemt de kriminelles fjende nr. 1, Nicolas Sarkozy, ind som statsminister.
Hvordan oplevede du selv reaktionen?
»Jeg var glad for, at det skabte en debat, men på et tidspunkt var jeg mere hadet end Gary Glitter – uden at have rørt et barn«.
Der er nu langt fra en afdanket pædofili-dømt popstjerne til en samfundsrevsende filmskaber som Romain, der ikke selv mener, at han forherliger noget som helst. »Men vold er fascinerende, om man kan lide det eller ej. Jeg kan godt lide at skabe en reaktion hos publikum. Ellers ville jeg lave videoer for Coldplay, leve i Schweiz og være en vegetar-idiot«. Og vupti, sådan får man sig tre nye fjende-grupper!
Men han har også gode venner. Senest har han altså sammen med den grafiske designer So-Me fuldt Justice på turné i USA, og resultatet er den nye dokumentarfilm, der både har været en lærerig oplevelse, hans første dokumentar og en sand rutschebanetur. »At være på landevejen og filme under påvirkning af alkohol og lsd var interessant. Der skete vildt meget, og det var i sandhed den amerikanske drøm med piger, politibetjente, vold, penge og succes«.
Saam Farahmand
Han er en kvalitetsbevidst mand, Saam Farahmand. De sidste to år har den unge musikvideoinstruktør fået manges mundvand til at skumme over i ren ekstase med videolækkerbiskener for M.I.A., The Rapture, Klaxons, Hot Chip, Late of the Pier og Simian Mobile Disco for blot at nævne nogle. Her han flashet sin sindsoprivende effektive og originale stil – hvad end man finder den i videoens unikke klipning, det stemningsfulde kameraarbejde eller de mystiske fortællinger.
Hans seneste projekt overgår dog alt, hvad han tidligere har præsteret, i hvert fald hvad angår størrelsesforhold: En 68 minutter lang musikfilm om det belgiske band og dj-duo Soulwax optaget med blot ét enkelt kamera i 120 forskellige lande, heriblandt Danmark. »Soulwax ledte efter en instruktør til at filme det, og jeg var utrolig glad for, at de valgte mig, for jeg har været en fan i årevis«, forklarer Saam.
‘Radio Soulwax – Part of the Weekend Never Dies’, som filmen hedder, skildrer de famøse helaftenskoncerter, hvor Soulwax inviterer nye hotte bands og dj’s med på turneen og selv optræder som band og dj-duoen 2ManyDJ’s. Resultatet er både en knogleknusende tour de force og et intimt indblik i livet på landevejen og dekadencen både på, foran og bag scenen. Alt sammen krydret med afslørende anekdoter og lovprisende ord fra groupies, venner og famøse musikkolleger som Erol Alkan, Klaxons og i særdeleshed LCD Soundsystems James Murphy, der i filmen beskriver bandets hyperenergiske optrædener som »kokain – bare uden de store ideer«.
Hvor meget råmateriale endte du med?
»Meget! Når man laver musikvideoer, bruger man ikke meget råmateriale. Men ude i den virkelige verden kan man ikke forudse, hvornår der sker noget magisk, og du skal passe på med gøre folk alt for bevidste om, at du filmer dem. Så ofte gælder det om at have filmen kørende, pege kameraet mod gulvet og vente på magien«, forklarer Saam.
Og magisk er det at overgive sine sanser til det fuldendte værk, der er kommet ud af anstrengelserne. En musikfilm, der sagtens kan gå hen og blive en del af kultklassiker-kanonen sammen med ‘Don’t Look Back’, ‘Buena Vista Social Club’ og ‘Dig!’. Michel Gondry og Spike Jonze, look out! Der er en ny knægt i byen.