Friskt indspark burde få Beach House til at overveje trioformatet som officiel konstellation
Få nyere grupper har et så stilrent udtryk som Beach House, og den amerikanske duos særegne greb om dreampoppen er altid garant for kvalitet. Således også på ‘Once Twice Melody’, der er gruppens hidtil længste udspil – et dobbeltalbum med 18 sange fordelt over fire musikalske kapitler.
Et essentielt aspekt af Beach Houses karakteristiske signaturlyd har ofte været Victoria Legrands brug af treklangs-akkorder på orgel i udsøgt harmoni med Alex Scallys melodiøse guitarlinjer. Et instrumentelt parløb, som både har defineret dem og affødt nogle af duoens smukkeste sange.
Disse virkemidler, som har været fundamentet i den soniske identitet, bliver på det nye album akkompagneret af en bred og flot orkestreret instrumentering. Kanske en bevidst disposition, nu dette er Beach Houses hidtil største værk.
Det klæder i hvert fald Legrand og Scally at implementere deres livetrommeslager James Barone i deres nyere materiale. Det føjer et lækkert organisk touch til en æstetik, der har haft en tilbøjelighed til at virke en kende mekanisk, hvis man finder den ekstra kritiske lup frem.
Således er ‘Superstar’ og ‘Only You Know’ storslåede stunder, hvor Barone indgår i en suveræn symbiose med Legrand og Scally, der seriøst burde overveje trioformatet som officiel konstellation. Ligeledes fungerer trommernes tyngde i ‘New Romance’ og ‘Over and Over’ som et rygstød, så den porøse, sæbeboblende dreampop folder sig lige dét mere formfuldendt ud.
Tilsvarende er brugen af strygere meget vellykket. Det være sig både som subtile anstrøg i ‘Pink Funeral’ eller det store udtræk på ‘Many Nights’. Det er desuden decideret frækt lige at runde albummet af på den helt store melodramatiske klinge og med et nik til David Bowies klassiker ‘Space Oddity’, hvilket er tilfældet i stævnemødet mellem strygerne og akustisk guitar på ‘Modern Love Stories’.
Men det vidner også om karaten af Beach Houses nye sange, hvor det ligeledes fortjener applaus, når Legrand afviger fra sit vanligt mørke croon med diskret vocoder på den smukke ‘Runaway’.
Et dobbeltalbum kommer sjældent uden et par fejlskud, og selv mesterværker som ‘The White Album’ (The Beatles) og ‘Mellon Collie & the Infinite Sadness’ (The Smashing Pumpkins) har sange, man haster forbi. Det er også tilfældet på ‘Once Twice Melody’, hvor ‘Sunset’ og ‘Finale’ er lidt for letkøbte readymades.
Men anskuet ud fra, hvor meget Baltimore-duoen lykkes med på ‘Once Twice Melody’, er vi ude i petitesserne i forhold til det store billede.
Med deres første dobbeltalbum har Beach House atter ramt plet.
Kort sagt:
Beach House udvider på udsøgt vis deres udtryk på et dobbeltalbum, hvor særligt brugen af livetrommer og strygerensemble giver Beach Houses fortsat flotte og stilsikre dreampop ekstra pondus.