Hun anklagede ham for voldtægt – nu sagsøger Marilyn Manson Evan Rachel Wood

Hun anklagede ham for voldtægt – nu sagsøger Marilyn Manson Evan Rachel Wood
Marilyn Manson. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

I løbet af det seneste års tid har flere kvinder stået frem og fortalt om, hvordan Marilyn Manson har udsat dem for blandt andet misbrug, voldtægt og krænkelser.

En af de mest markante stemmer har været Evan Rachel Wood, der var forlovet med rockmusikeren i 2010, og som blandt andet har anklaget ham for overgreb og for at have voldtaget hende under en musikvideooptagelse.

Men nu sagsøger Manson sin tidligere forlovede for ærekrænkelse.

Ifølge Pitchfork har Mansons advokat, Howard E. King, blandt andet udtalt følgende: »Søgsmålet er indledt for at stoppe denne kampagne af ondsindede og ubegrundede angreb mod Brian Warner (Marilyn Mansons borgerlige navn, red.)«.

Ifølge advokaten skulle Evan Rachel Wood og en person ved navn Illma Gore have rekrutteret adskillige kvinder til at rette anklager mod Manson.

Udover at Evan Rachel Wood har anklaget Manson for voldtægt, er han også blevet sagsøgt for seksuelle overgreb af skuespilleren Esmé Bianco og den tidligere assistent Ashley Waters. En unavngiven ekskæreste har desuden sagsøgt ham for voldtægt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af